 |
|
|
 |
|
Familien Knudsen fra Edderup i Sem sogn
Foto af tegning fra 1858, som viser torvet ved Kirkegade i det gamle gamle Mariager. Tegningen kan ses på det fantastiske museum på Kirkegade i Mariager - altid et besøg værd! Museet er den bygning lidt til venstre i billedet, hvor der er røg fra skorstenen
Foto af tegning fra 1858, som viser torvet ved Kirkegade i det gamle gamle Mariager. Tegningen kan ses på det fantastiske museum på Kirkegade i Mariager - altid et besøg værd! Museet er den bygning lidt til venstre i billedet, hvor der er røg fra skorstenen
Familien Knudsen
Familien Knudsen har så at sige alle sine aner i Edderup i Sem sogn, Sem by, Skrødstrup i Hem sogn, Hem by, Fjelsted, Mariager by og landsogn samt Assens i Falslev sogn mellem Mariager og Hadsund, foruden Kjellerup og Svenstrup sogn.
Det er en familie med mange meget interessante historier som f.eks. uægte børn, der er meget uægte pga. for meget blandet blod, og mord på egnen.
Læs også om mere generelle emner under Familien Mejlby-fanen men også på de andre familiehovedsider.
Læs bl.a. om:
Den uægte fødte men af fine familier, Christen Knudsen, der ikke havde nogen Knud som far - end ikke i familien overhovedet.
Og glem ikke Christen Laursen fra Sem, som sikkert var uven med hele Edderup landsby, da han lukkede vejen mellem dem og kirken i Sem.
Da en kone og 2 sønner døde under et tordenvejr i Edderup i 1769
På Familien Møller kan du læse om Niels Jensen Truelsen og hans 5-årige søn, der blev slået ihjel af et lyn i Skrødstrup i Hem sogn i 1794. Men Omsyssel og egnen omkring Hem og Sem var åbenbart i gamle dage et sted, hvor nogle frygtelige tordenvejr kunne sprede skræk og rædsel omkring sig. Allerede 25 år tidligere, i 1769, finder man en tilsvarende og måske værre historie fra Edderup i Sem sogn. Her var det ikke kun 2 men hele 3, der samtidigt mistede livet som følge af vejrgudernes hærgen i området.
Den 28. juli 1769 begraver præsten Peder Finnesens hustru samt hans 2 sønner, Peder og Niels Pedersen Findesen, og efterfølgende skriver han i Sem kirkebog:
Fredagen dend 28 July; blev Peder Finnesøns kone nafnl. Kiersten Pedersdaater af Edrup, og hans tvende Sønner Peder og Niels Pedersøn’er Begravet, som Tiirsdagen d 25 July tilforn var formedest Torden og Lyn=Ild ihielslagen og omkommen. Bet: af hr. Schaarup.
Sagnet om Semgaard i Sem sogn
I gamle dage have overtro gode vilkår, og der er mange historier om syner og varsler om alt muligt fra livet til døden. De fleste af sådanne syner og varsler er med tiden gået tabt, fordi de aldrig blev nedskrevet, men heldigvis var der folk, der for længe tiden skyndte sig at nedskrive sådanne, så vi kender dem idag [Foto: Udsigten over Sem sø fra bagsiden af gårdene i Sem by - noget så smukt finder man kun få steder i Danmark].
Et af de nedskrevet varsler foregik i Sem sogn lige syd for Mariager Fjord. Det er nedskrevet af Evald Tang Kristensen i hans Danske sagn, bind 2, 1893, og det kan læses i bogen Syner og Varsler af H. P. Hansen (denne bog må være interessant for mange slægtsforskere, da der er historier fra mange forskellige sogn med navne på personer og gårde).
Historien, som findes i afsnittet Varsler gennem følelse og lugt, er følgende:
Seemgård i Sem sogn sås i længere tid i forbrand, og folk rendte efter det. En aften så nogle folk, der kom fra Skallebæk kro, hvordan ilden brændte. De rendte og da de kom halvvejs, kom de ind i røgen, og vejret er endda imod! Men med det samme var varslet forbi. Et par aftner efter brændte gården, og da drev røgen den vej, de havde mærket den, altså med vinden.
Sagnet fra Maagaard i Sem
Blandt Evald Tang Kristensens indsamlede sagn og historier er der også en historie fra Sem:
Det har givet hvert skunger og rabalder i Møgelhøj her på min ejendom, så det er ligesom a kunde gå op på kirkeloftet og lade en otte-alens fjæl falde ned på det, men hvad det er, ved a ikke, a tror nu, der er bjærgfolk i den, så kan de andre tro, hvad de vil.
En gang ved solnedgang, a sad ved den vestre side af højen, så a et bitte kvindfolk komme gående lige hen til siden af højen og gå om østen for. Lige som hun var mig af øjesyn, rejste a mig for at se, hvor hun vilde blive blive af, men væk var hun og ikke til at opdage hverken ved højen eller uden for den, og hun kunde nu ikke blive henne for mig på den plads, dersom hun ikke var gået ind i højen, a måtte da have kunnet se, hvor hun blev af ellers.
Min svoger, som nu er død og henne, fortalte, te han så bjærgfokene der en aften. Der er jo en kløft ind i den fra den nordvestre side, og der lå de og legte, og de havde grå luer på. A sagde til ham, han skulde have taget en af deher luer, for der kunde have været spil ved at have haft den i sin lomme ved visse lejligheder; den kan jo gjøre en usynlig, og så kunde én jo have gået ind, hvor én vilde. De kunde da ikke have ragt så stor en prygl over ende, om også han vilde have taget den med magt. A har nu aldrig set bjærgfolkene, ellers skulde a nok have fået en lue.
For resten har de fortalt, te mændene i Siem en gang var komne i tanker om at grave højen ud, og de begyndte at arbejde, da de var bleven forsamlede sådan i mørkningen. Men så kom manden i vore gård til at se ned på marken efter hans hjordepige, der var ved at gjenne fårene hjem, og det så livagtig ud, som der var ild i hendes skørter. Han løb da oop af hullet, og de andre mænd så efter ham. Da kom det dem alle sammen for, som hele byen stod i lys lue. Nu løb de efter det, men da de kom ned til byen, var der aldeles ingen ting i vejen. Så gik de tilbage for at begynde igjen, men da var højen rest på pæle og stod og brændte. Så turde de ikke komme til den, og så blev der ikke mere ud af det arbejde. For resten er der nogle, der vil have til, at bjærgmanden siden skal have slæbt sin pengekiste ud af højen og gjemt den nede i Siem sø.
Ole Maagaard, Siem
[Redaktøren: Ole Maagaard er en fæstegårdmand på 35 år i 1801 med hustru og 3 børn på en gård i Sem, og han er således født omkring 1766. Han lever stadigvæk i 1834, hvor han har sat gården i aftægt til Rasmus Jensen, og han er nu 68 år gammel. Hvis der en af denne hjemmesides læsere, som kan fortælle os, hvem Ole Maagaard er, da han næppe er født i Sem, kan du skrive til
henrikmejlby@yahoo.com
. Er han en søn af Christen Maagaard?]
Overfaldet i Hem kirke og dødsfaldet i Sem kirke
I H. Dahlerups bog Mariager Klosters og Bys Historie fra 1882, skrives den en del om Mariager i især 1500- og 1600-tallet. I afsnittet om kirken og kirkelige forhold kommer Dahlerup lidt ind på Hem og Sem, hvilket du får her:
Da Mag. Johan Frederik Hyphoff, som var Provst og Sognepræst i Mariager fra 1671 til 1704, efter sigende havde ledsaget en af de kongelige Prindser paa en Udenlandsreise, benyttede han den Yndest, han havde erhvervet sig ved Hove, til at udvirke den store Fordel for sig og sine Eftermænd, at Hem og Sem Sogne ved kgl. Resolution af 23 Februar 1684 bleve henlagte som Annexer til Mariager Sognekald fra den daværende Præst i disse Sogne Niels Thorsens Død, dog saaledes at Præsten i Mariager skulde lade dem betjene ved en dygtig Kapellan.
Da Niels Thorsen var død 1691, blev Philip Mogensen Todberg udnævnt til Sognekapellan for Hem og Sem Sogne, og han skulde nu som saadan bo i Hem Præstegaard; men Provst Hyphoff, der stolede paa sine Venner ved Hoffet, lod ham forblive i sit Hus i Mariager for ogsaa her at have Nytte af ham, og lod ham ofte paa samme Dag forrette Tjeneste i alle tre Kirker. Dette vakte imidlertid Misfornøielse i Hem og Sem, og da P. M. Todberg var død den 13. Oktober 1695, staaende foran Alteret i Sem Kirke, klagede Bønderne over den Uorden, som havde fundet Sted med Gudstjenesten, der snart var bleven holdt meget tidlig, snart meget sildig paa Dagen, saa at de ikke havde kunnet passe den rette Tid, og bade derfor om, at Kapellanen maatte komme til at bo i Hem, for at de ikke skulde have saa langt at reise, naar de vilde hente ham til deres Syge; og den følgende Kapellan, Peder Nielsen Lundsgaard, har derfor vistnok ogsaa taget Bolig i Hem.
Men han var en underlig, urimelig og trættekjær Mand, der forbittrede den gamle Provst Hyphoff hans sidste Leveaar; og havde Provsten taget for megen Nytte af Todberg, saa han for liden Nytte af Lundsgaard, som rentud negtede, overensstemmende med sin Kontrakt med Præsten engang imellem at prædike i Mariager, hvorfor han i Aaret 1702 ved Landemodet blev dømt til at betale en Bøde af 20 Rigsdaler foruden Sagens Omkostninger. Baade Provst Hyphoff og dennes Eftermand, Mag. P. Kr. Wivebro, døde i Aaret 1704, og med den følgende Sognepræst, P. H. Sparre, kom Lundsgaard da ogsaa strax i Strid, og blev atter idømt en Bøde og Sagsomkostninger.
Men det var saa langt fra, at dette knækkede hans Mod, at han endogsaa overfaldt den næste Sognepræst, Mag. P. H. Friedlieb, foran Alteret i Hem Kirke og vilde slide Messeklæderne af ham og kradsede ham med Neglene o.s.v. hvorfor han naturligvis paany blev dømt, men da Sagen var indstævnet for Høiesteret, blev der sluttet et Forlig, hvorved Præstens og Kapellanens Kontrakt ophævedes, og Lundsgaard mistede Hem Præstegaards Avling, og maatte for Fremtiden lade sig nøie med den ringere Løn efter Forordningen af 9 Januar 1728.
Dette hjalp; thi siden levede han rolig indtil sin Død den 6. August 1740. Nu havde man imidlertid faaet nok af Sognekapellaner, og Præsten bestyrede derefter selv Hem og Sem Sognekald i forbindelse med den residerende Kapellan i Mariager, der et Par Aar efter (1742) blev fritaget for Vindblæs Kald, og der var saaledes nu atter kun to Præster i Mariager, indtil det residerende Kapellani i Henhold til Reskript af 26 August 1803 blev nedlagt, da den sidste Kapellan, F. C. Bergmann, den 27 Mai 1808 blev udnævnt til Sognepræst i Mariager, hvor der siden kun har været én Præst, undtagen i Aarene 1816 til 1818, da der i Byen tillige var ansat en Kateket.
Samtidig med Nedlæggelsen af det residerende Kapellani i Mariager blev der af Hem og Sem Sogne oprettet et eget Præstekald. Den der ansatte Præst, Hans Christian Warberg, havde ladet Præstegaarden i den Grad forfalde, at Ingen kunde bo i den, og desuden var han hengiven til Drik og havde konfirmeret Børn i 12-13 Aars Alder med ringe Kundskab men mod god Betaling, og for at skjule sin Forseelse havde han udrevet 3-4 Aars Optegnelser af Kirkebogen, hvorfor han ogsaa blev entlediget, og for nu igjen at faa Præstegaarden istandsat blev Embedet ved Reskript af 8 December 1819 imidlertid forenet med Mariager Sognekald, hvorhos der af dets Indtægter blev henlagt 15 Tønder Byg aarlig foruden Forpagtningsafgiften af Embedsjorden til Præstegaardens Gjenopbyggelse; men da Pastor F. C. Bergmann i Mariager, som havde bestyret begge Embeder, var død den 20 December 1827, blev der i det følgende Aar atter kaldet en Præst for Hem og Sem, som siden har udgjort et særskilt Pastorat.
Du må låne bogen på biblioteket, hvis du vil læse noget af de mange interessante historier fra Mariager.
De store bondebrylluper på Randers-egnen til 1870
Hvordan fejrede man bryllup på de større bondegårde i gamle dage? Der er lidt bondehistorie fra H. C. Andersens besøg i Hem i 1875. Denne historie er dog ikke særligt detaljeret, og det virker ikke som et festligt bryllup, selv om det var et dobbelt-bryllup. At bryllupper ikke var festlige modsiges af nedenstående historie. Den er skrevet er gårdejer A. Levring, som boede i Væth og trykt i Randers Amts årbøger ”Fra Randers Amt” i 1907.
I egnen Sydvest for Randers saavel som i mange andre Egne var de store Bondebrylluper almindelige lige til omkring 1870, da de gik af Brug de fleste Steder. Til Bedemand og Skaffer ved disse Brylluper gjorde gerne en og samme Mand Tjeneste. En af de bedst kendte her på Egnen var Andreas Nielsen af Værum, der var født i Jennum den 2. September 1819 og døde i Værum den 11. Juli 1900.
Hans Indbydelse var f. Eks. saaledes:
Jeg skal hilse fra N.N og paa Brudeparrets Vegne bede, om I vil give Møde hos dem Tirsdag Formiddag kl. 10 og følge dem med til Kirken og høre paa deres Brudevielse, dernæst følge med dem hjem og spise til Middag hos dem.
Vil i saa ikke give dem lidt Mælk Lørdag Aften og lidt Fløde Mandag Morgen.
Før Maaltidet paa Bryllupsdagen læste Skafferen følgende Vers:
I Jesus Navn gaar vi til Bord
At spise, drikke paa dit Ord;
Dig til Ære, os til Gavn,
Saa faar vi Mad i Jesu Navn. Amen.
Efter maaltidet læste han:
Jeg har at takke den tilstedeværende Forsamling paa værtens, Værtindens og Brudeparrets Vegne, fordi De efter Indbydelsen har gjort Dem værdig til her at give Møde og ledsage dem som Brudeskare til og fra Kirken, og fordi De haver taget Plads her i deres Hus og taget tiltakke med, hvad som efter Husets Formue for Eder er frembaaren. Nu vil jeg anmode de Tilstedeværende, at de ville blive hos dem den øvrige Tid af Dagen og den Del af Natten, som De selv synes, og tage Del i Brylluppets Festligheder og Glæder, som om et Øjeblik vil blive besørget, --- da er baade Forældre og Brudgommen med sin Brud værdige igen til at udvise de samme Tjenester imod enhver af Eder, naar som helst det skulde fordres, hvad enten det skulde ske i sørgefulde, men helst i glædefulde Selskaber, og opofre alt imod Eder, ligesom I nu ved denne Lejlighed have opofret Eder imod dem.
Og hvad vi saa til Slutning have at lykønske dem med paa deres Bryllupsdag, og blandt de Lykønskninger, som hver især haver at aflægge til dem, da haver vi dog et Fællesønske, som vi agter at frembære, og dette er, at den hellige Ægtestand, som de haver agtet at begive sig i, og som i Dag er indtraadt, ikke alene at den maatte begynde i Enighed og Fred, men ogsaa, ar den maatte tiltage og fuldendes, Guds allerhelligste Navn til Ære, dem selv til sand Lykke og Gavn og deres Medmennesker til et godt Eksempel, at Gud den Almægtige vil tage dem under sin Beskyttelse og Varetægt i deres huslige Kreds og Foretagende, det ønskes her af hver en Gæst og ingen staar tilbage.
Derefter opfordrede Skafferen Læreren til at synge salmen nr. 94: >>Vort Maaltid er til Ende<<.
Og dermed var den alvorlige Del af Festen forbi, og Dansen tog sin Begyndelse for at forsættes denne Dag og Natten med indtil den lyse Morgen, samt de to paafølgende Dage; thi den Gang varede et Bryllup gærne 4 dage med Dans de første 3 Dage og siddende Gilde den sidste.
I Aarhus Stifts Aarbøger 1910 citerer L. Lassen fra Evald Tang Kristensens mange optegnelser i artiklen Tovstrup By og dens Beboere fra omkring 1820 til 1880. L. Lassen skriver også om bondebryllupperne i gamle dage. Han skriver:
”Bryllups- og Barselgilderne var den Gang en hel Del større end nu. Enhver tog sin Kniv og sin Gaffel med, og stundom ogsaa sin Ske. Der opvartedes ikke med mange Retter, og aldrig fik man Steg eller Kage til sidste Ret, men derimod Flæskeskinke. Ved Julegilderne fik man afskaaret Sigtebrød med Smør og dejlig saltet Kjød paa, samt Vafler og Æbleskiver. Ved de første af de Julebesøg, som jeg var med til, fik vi varmt Øl til Maden, og senere hen i Tiden fik vi Kaffe. Kaffepunse og Tevandsknægte kjendte man ikke. Første Gang at jeg saa, der blev drukket Kaffepuns, kom de Kandissukker i den sorte Kaffe og rørte om deri med Pibespidsen, indtil Sukkeret var smeltet. Teskeer kjendte man nemlig ikke. De voksne sad og fornøjede sig med Kortspil, og Børnene morede sig med at trække Tavl om Æbler og Pebernødder, som Husmoderen i Gildehuset delte ud. Det var sjældent, vi Smaafolk var saa lykkelige at faa et Spil afslidte Kort, men vi morede os lige fuldt godt og syntes altid, at vi skulde for tidlig hjem.”
..
”Ved Sammenkomsterne var der aldrig religiøse eller politiske Stridigheder. Der drøftedes overhovedet intet af den Slags. Ingen Skolelærer eller Bonde traadte op for at belære Folk om, hvordan Landet skulde styres. Jeg kan godt huske, at Bønderne stadig skulde staa overfor de andre Stænder som en meget lavere Klasse og knap nok blev betragtet som rigtige Mennesker. Dette lagde jeg med Sorg tit Mærke til, og med Fornøjelse hørte jeg da paa gamle Kammerraad Drewsens Tale ved den første Himmelbjærg-Fest. Han ytrede saaledes:
>Vi maa drage Bonden op til os, at han ikke skal bære Frygt for den, der bærer Kjole.<
Men der var den Gang vist nok meget mere Enighed og Kjærlighed imellem Beboerne. I det mindste har jeg Indtryk af dette fra min Barndoms og første Ungdoms Dage.”
Andre historier fra Sem og Edderup
På siden om landsbyhistorier findes der en del historier fra Sem og Edderup - især fra 1900-tallet. Så hvis du søger nyere oplysninger om byerne og deres beboere, kan du finde sådanne under dette link om landsbyhistorier fra Sem.
Du kan også finde sagnet om hr. Hem og Hr. Sem på siden, der handler om riddere og en pige ved navn Maria.
Hvad betyder navnene Svenstrup og Kjellerup?
Vagn Andreasen skriver i hæftet Kjellerup – en herregård i Mariager kommune, 1994, om Kjellerup og omegn.
Om Kjellerup skriver Andreasen:
Kjellerup er jo netop en sådan udflytterbosættelse, enten der nu er tale om den nedlagte landsby Kjellerup, der har ligget øst for gården, eller om det er gården Kjellerup. Første led i navnet stammer sandsynligvis fra de 3 kilder, der findes i nærheden, nemlig Sykilde [egentligt Sydekilde], Plovmandskilde og Sct. Knuds kilde. Navnet skulle vel så egentlig have været Kildetorp, men da kilde på jysk hedder ”Kjel”, passer navnet alligevel.Tidligere antog man forleddet for at være mandsnavnet Kjeld, ligesom mandsnavnet Svend er forled i Svenstrup.
Om Svenstrup skriver Andreasen:
Svenstrup skal have fået sit navn efter den berømte kriger Svend Trundsen, der sammen med broderen Astrad omtales i Knytlinga-sagaen. I Danske Atlas findes en bemærkning om, at der ved vejen nord for Svenstrup kirke findes en stor rundagtig sten hvilende på fem andre sten med en åbning på den søndre side. Stedet blev af den gemene mand kaldt Jynovnen, og derunder skulle være begravet en hedensk konge eller fornem mand ved navn Svend, som først beboede stedet og kaldte det Svenstorp.
Om de tre kilder siges kun den ene, Sct. Knuds kilde, at have været en helligkilde, og som sådan skulle den være søgt på Sct. Hans-aften helt op til 1893. Da den jyske høvdingeslægt Trundsen havde nære familiebånd til kongefamilien Valdemarerne, er det ret sandsynligt, at kilden har navn efter Knud Lavard, der blev myrdet i Haraldstedskov i 1132.
På siden Navn på navn omtales en del af de danske runesten med de navne, der findes på dem. Stenen fra Kjellerup er ikke blandt, så her får du lidt om den. Teksten på stenen er:
Thorgot [mand] eller Thorgund [kvinde] rejste denne sten efter sin far, Asved. Til ve [sorg] fandt han argskab [mødte han svig] sammen med Ildes sønner.
Stenen er sat mellem 950 og 1025 og bruger runealfabetet ”Futhark” – i dette kan et tegn have flere betydninger, og derfor kan man kun gætte på, om stenen er sat af Asveds søn eller datter. Teksten omkring at møde svig er i øvrigt yderst sjælden på runesten.
I 1764 betaler Kjellerup skat efter, hvor mange personer der hører under godset. I alt er det 347 mennesker, hvoraf de kommer fra:
92 personer fra Kærby, 84 personer fra Svenstrup, 59 personer fra Sem, 52 personer fra Vester Tørslev, 45 personer fra Hem, 11 personer fra Gassum og 4 personer fra Asferg.
Skatten bestod i, at der skulle betales 8 skilling pr. person.
Resten af hæftet er omkring Kjellerups ejere, og det er jo lidt for kedeligt til at stå her, så du må selv låne hæftet på biblioteket, hvis du vil vide mere om dem.
Folk i Sem kirke fra andre og sogne - del 1
|
|
|
|
|
|