 |
|
|
 |
|
Familien Jørgensen
Dette afsnit indeholder anerne til familien Jørgensen, som oprindeligt stammer fra Voldby sogn ved Hammel på den direkte mandlige linje med en gren til byen Røgen.
Der er også andre grene til Funder med Overgaard-slægten, der går tilbage til Essendrup i Levring sogn via Hindbjerg samt Elling-slægten, der gifter sig med en familie fra Løgager.
Endeligt er der en af de mange Bach-slægter, som findes i mange sogne i omegnen og bl.a. en del i Lyngå.
Læs også om mere generelle emner på Familien Mejlby-introduktionen.
Nederst på siden er der krydsreferencelister for Vitten, Sporup, Røgen, Sjelle, Sabro, Voldby, Hammel og Funder.
Krydsreferencelisten for Lyngå er på siden om denne by.
Udsigten mod syd fra Lyngå kirkegård
Udsigten mod syd fra Lyngå kirkegård
Hvorfor hedder de Jørgensen ?
Når familien hedder Jørgensen, er det fordi, at Jørgen er et gammelt navn, som har fulgt familien igennem mange år.
Hvis vi starter med Rasmus Jørgensen, som er født i 1872, hedder han Jørgensen, fordi hans far hedder Jørgen til fornavn.
Jørgen Rasmussen, der er født i 1810, er opkaldt efter sin farfar, Jørgen Jensen, der er født i 1742.
Jørgen Jensens far hedder Jens Jørgensen, så han er opkaldt efter sin farfar, hvor vi altså kun ved, at han hed Jørgen til fornavn. Men da Jens Jørgensen er født i 1694, er vores første "Jørgen" uden efternavn altså nok født omkring 1654 til 1664.
Så dit Jørgen i Jørgensen er altså et rigtigt gammelt navn anvendt i familien fra Voldby - altså mindst i 200 år.
Velkommen til Voldby
Velkommen til Voldby
August F. Schmidt skriver i Østjysk Hjemstavn 1954 nogle historier og bemærkninger, som han har fundet frem til om Voldby sogn.
A. F. Schmidt skriver, at Voldby har tidligt været beboet af mennesker. Der er fundet 7 gravhøje i sognet, som nu alle er nedlagte. Byen er antageligt anlagt i vikingetiden mellem år 800 og år 1000. Navnet Voldby indeholder i sin betydning ordet Vold, som her betyder Slette eller Græsgang, så oversat til nudansk har byen heddet ”Byen på sletten”. Navnet "Wolby" ses første gang i en tekst fra den 24. november 1424.
De mest kendte gårdnavne i Voldby skulle være Vejballegaard, Nygaard, Byrielsholm og Grafgaard (Gravgaard). Desuden var/er der Haldagergaard, som vises på en tegning herunder, samt Thygaarden.
Kirken i Voldby er opført mellem år 1100 og år 1250. Skolen blev opført i 1814. Da byen udelukkende havde fæstebønder under Frijsenborg, betalte grevskabet for materialerne, mens bønderne selv byggede skolen. Den første lærer ansat 1819 hed Jørgen Westergaard, og han var klog og begavet. Skolen blev i 1914 erstattet af en ny skole.
Folketællingerne over Voldby viser følgende indbyggertal:
1769: 220
1787: 176
1801: 273
1834: 291
1840: 305
Derefter steg befolkningstallet ved hver eneste folketælling til 664 i 1901. I 1870 var der kun 2 af sognets 18 gårde, som lå inde i Voldby by.
Voldbys bønder var altså alle sammen fæstebønder frem til ca. 1850, og da folkeoverleveringen blev nedskrevet i 1890, var der altså en del historier, som blev fortalt tilbage fra fæstetiden.
A. F. Schmidt citerer en af historierne:
”Saaledes hændte det en Dag sidst i 1830’erne, at Hovfolkene høstede Havre på Maars Agre (Mors Agre) ned efter Hammel til. Saa kom Forvalteren, en Tysker ved Navn Larsen, ridende. Han tykte ikke, at en af Hovfolkene høstede godt nok, og saa trak han ham efter gammel Vane et Par over Nakken med en tyk Stok. En anden Karl fra Voldby, Lorens hed han, fandt at dette var urigtigt, holdt Høleen i Land og råbte Hurra. Saa kom de alle løbende til, baade Høstere og Optagere, knækkede paa Forvalteren, fik ham ned i en Grøft og gik hen paa ham med læppede Træsko. Han havde hvidt i Brystet, det rev de af, og han havde Ringe i hans Øren, dem rev de ogsaa af, saa Blodet flød ned ad hans Kinder. Nu bad han, om de ikke vilde levne Liv i ham, saa vilde han give fire Potter Brændevin. De lod ham da være, og han gik hjem til Gaarden. Men saa tog han sin Ridehest og red til Hammel til Birkedommeren. Der blev saa tre fængslede som Ophavsmænd. Den ene blev løsladt samme Aften, de to sad i tre Dage. Saa fik de hver en Bøde paa tyve Daler, men nu angav de, at den tredje var Ophavsmanden til det hele, og han blev da atter fængslet. Det var en Gaardmandssøn fra Voldby, og saa hængte han sig i Arresten.”
A. F. Schmidt slutter med at sige, at denne hændelse om selvtægt hos hovbønder naturligvis blev husket gennem lange tider på Voldby-egnen.
Det vides ikke med sikkerhed, hvem "Lorens" var, med mindre der er tale om skovfogeden Lorentz Madsen, der også er daglejer. I 1834 er han en daglejer på 32 år og kaldes Lorents Madsen. I 1840 er han skovfoged og daglejer. I 1845 er Lorentz Madsen blevet stenhugger, så han kan ikke have hængt sig selv, hvis det er ham. Han dør i øvrigt i 1868 og ca. 25 år før, at anekdoten skrives ned.
En anden overlevering fra 1890’erne drejer sig om Voldbys stærke mand ved navn Christen Sø. Den ene historie lyder:
”Hovfolkene på Frijsenborg havde deres aarlige Sletgilder, og de skulde da havde deres visse Tønder Øl at drikke. Saa havde de en Gang Bud oppe, om de kunde faa mere. Ja, de kunde faa det, en Mand kunde bære. Saa var de jo lige saa kloge som saa, de faar Christen Sø af Sted. Han tager en Fjerrild under hver Arm og en halv Tønde i hver Haand saadan i Spundet, og saa hvade de nok til deres Gilde for det Sæt.” En anden historie om Christen Sø: ”En Gang var Hestene kørt i Dynd med et Læs Hø i Engen. Christen stod og saa lidt paa dette. Er det noget at spilde Tid paa med de Krikker, ytrede han, hvorpaa han spændte Hestene fra og trak selv Læsset paa fast Jord igen, men hans Træsko gik i Smadder.” Den sidste og meget søde historie om Christen Sø: ”Konen var arrig, og naar Christen Sø kom hjem, og hun var i slet Humør, traadte hun op paa hans Træsko og gav ham et par Lussinger. Han sagde blot dertil: Aa, Guj bewaares, Christiane, du er en forfærdelig Kvinde, dersom a vilde røre ved dig, saa kunde a min Salighed knuse dig.
Christen Søe og Kristiane Erichsdatter findes ved folketællingen over Voldby for 1845. De har da en ugift datter ved navn Maren Christensen. Han er født i Kollerup sogn i Thisted amt i 1780, og hun er født i Hammel i 1791. Christen Christensen Søe dør den 10. december 1857, så han bliver 77 år gammel. Præstens note hedder: ”Han var født i Kollerup sogn i Thy”. Litteratur: August F. Schmidt: Fra Voldby sogn, Østjysk Hjemstavn, 19. årgang, 1954.
Evald Tang Kristensen har også nedskrevet en god historie fra Voldbys fortid i han værk over Jysk Almueliv. Historien er fortalt af lærer Larsens enke i Stenderup: Der boede en mand på Hammel mark, der hed Jens Gravgård. Han havde en lille gård til et par heste, og alle undrede sig over, at han kunde komme så godt igjennem, da det var så dårlige tider, men det var, fordi han var en snild tyv. En gang var han forlegen for penge og sagde så: ”A må se om udvej”. Derefter spændte han for sin vogn og kjørte om ved Frijsenborg og ud i skoven, hvor han vidste, der stod en del favntræ, som birkedommeren havde fået leveret. Der læsser han en halv favn på vognen og kjører rolig hen forbi birkedommerens bolig, bandt hestene og gik ind og spurgte, om ingen af dem vilde have bud til Århus. Der var jo nu tre mil til Århus, og folk havde den gang ikke så nemt ved at få bud til Kjöbstaden. Birkedommeren følger med ham ud og siger: ”Tak, tak, Jens, det var jo kjønt af dig at komme ind og tage bud med. Da har du der et kjønt læs træ, Jens” – ”Ja, havd skulde a gjøre”, siger han, ”a havde lige det læs træ og var forlegen for penge og vidste ingen anden udvej”. Så kjørte han til torvs i Århus og solgte det, den gang kjørte de jo til torvs med træ som med andre ting. Nå, så kjørte han hjem igjen, og da han kom i nærheden af hjemmet, kjørte han ind ad en anden vej gjennem skoven, der tilhørte greven, hvor der også stod favntræ. Han læssede et godt læs igjen, og da han kom til Voldby kro, holdt han og sagde til kromanden: ” Å Søren Knudsen, du kunde vel give en sølle fattig mand en tår at drikke” . ”Hvordan er det, Jens”, siger kromanden, ”du kommer hjem fra Århus med dit træ?”. Jens Gravgård svarer i en meget ynkelig tone: ”Å, der var slet ingen handel i Århus med træ i dag, a kunde ikke få det solgt, og nu må de stakkels helmisser slæbe det hjem igjen, og a er lige forlegen” På samme tid overnattede en pastor Hee der i kroen med sin familie. Han skulde flytte til et ny embede, og han stod og hørte mandens klage over træet. Så ynkedes han over ham og gav ham en rigsdaler. Det var ikke så lidt i den tid. Da manden var kjørt med hans træ, så siger kromanden til præsten: ”Ja, det var jo kjønt af Dem, De ynkedes over manden, men han er ellers ikke til at ynke, for a er vis på, han havde været i Århus med et læs træ, som han har stjålet, og solgt det der ude, og så har han reddet sig et læs igjen inde i en anden skov”. Kromanden havde nemlig allerede hørt fra birkedommer Stilling, som boede i nærheden, at der havde været tyve og stjålet af hans træ om natten. Det var sådan en gemytlig birkedommer, og da kromanden siden sagde til ham, om han da ikke vilde gjøre noget ved Jens Gravgård for det, sagde han: ”Å nej, såmen vil jeg ikke, han fortjener det næsten for den snedighed, han viste ved at stjæle det og komme om ad mig med det, og det var da kjønt gjort, han kom ind og tilbød at ville tage bud med”. Jens Gravgaard må være den Jens Nielsen Gravgaard, der er 67 år gammel i 1850 og bor i Hammel sogn. Han har hustru og 2 voksne børn i 1850 – en datter, som bor hjemme, og en søn, der er i armeen. Søren Knudsen er 59 år i 1850 og bor på en gård i Voldby, som han er sognefoged for. På gården bor også hustruen, 3 børn, 2 plejebørn, samt 3 tjenestefolk. Det vides ikke, hvem pastor Hee var.
Den gamle tegning over Haldagergaard viser, at Voldby havde storkebesøg hvert år i hvert fald frem til 1954. Måske skulle Voldby-borgerne drage til Gundsølille og lære, hvordan man får storken tilbage?
Den gamle tegning over Haldagergaard viser, at Voldby havde storkebesøg hvert år i hvert fald frem til 1954. Måske skulle Voldby-borgerne drage til Gundsølille og lære, hvordan man får storken tilbage?
August F. Schmidt skriver også om Vitten i en avisartikel i Aarhus Amtstidende den 12. april 1962 med titlen Fra Vitten sogn.
Han skriver bl.a.:
”Landbyerne Haldum, Vitten, Brundt, Skjød, Lyngaa og Vivild er grundlagt i tiden omkring 400 til 1000 efter Kristi fødsel, og nybyggerne her har fæstet bo i et stort, sammenhængende skovland, som gennem aarhundrederne er blevet ryddet, saa kun enkelte smaaskov blev tilbage. … Den store skov i syd har man heroppe fra nord gjort indhug i, men meget er blevet staaende på strækningen fra Hinnerup og vestpaa hen forbi Tinning. … Skoven her hørte til Frijsenborg gods. …
Omtrent midt for skovens nordside har vi saa Vitten sogn, hvis navn sikkert er meget gammelt. Det blev aar 1343 skrevet Wittin. Man har ment, at sidste led var ordet tun :”indhegning”, og første led ordet vi :”helligdom”. [så oversat til nudansk har byen heddet ”Den indhegnede helligdom”].”
August Schmidt skriver også, at der sydligst i Præstegårdsskoven er en gammel hellig kilde, og at sagnet siger, at børn blev døbt i kilden, før landsbyens kirke blev bygget. I så tilfælde er det noget af en sagn, for kirken blev bygget så tidligt som omkring år 1200!
Dagmars kilde, som kilden kaldes, har fået sit navn, fordi dronning Dagmar, der var Kong Valdemar Sejrs hustru, engang skulle have drukket af kilden på en rejse fra Skanderborg. Schmidt citerer lærer J. V. Nissen-Ramten for at sige:
”Hun sad da paa en sten, som vises tæt ved kilden, med en hulhed i; den skal være dronningens sideplads. Er hulheden en nøjagtig gengivelse, har hun været temmelig svær (!)
Om kilden skriver Schmidt endvidere:
”Kilden søgtes langt op i det 19. aarhundrede for sit gode og meget jernholdige drikkevands skyld. Der er en betagende stemning ved Dagmars-mundet inde i skoven syd for Vitten. Træernes højtidsfulde susen og de enkelte fuglepip, som høres en sommerdag, gør et besøg her til en oplevelse, der ikke glemmes.”
Om befolkningstallet i Vitten skriver August Schmidt:
1801: 190
1850: 285
1901: 405
1921: 391
August F. Schmidt skriver også om Vitten-bønderne i bogen ”Fra Hoveriets Dage” fra 1957. Han skriver:
Folkene i Vitten gjorde Hove til Frijsenborg. ”Det var saa smaat for dem, te de havde ikke andet med dem til deres Smørrebrød end et kogt Æg, og det var de endda fire om” – altså en Overdrivelse, der alligevel indeholdt den Sandhed, at der skulde spares paa Maden. Men eller tyder Overleveringen fra Frijsenborg-egnen fra første Halvdel af forrige Aarhundrede paa, at her var Føden og Levekaarene ikke præget af særlig Fattigdom. Paa Favrskov Gods østlig for Frijsenborg lød Talen altid: ”Gud give os Hovning til vore Dødsdag, saa faar vi noget godt Smør og Ost og Brød”. Disse hoverivenlige Ord havde deres Forudsætning i, at Hovfolkene altid fik den bedste Mad med hjemmefra i hver en Hovpose, og dennes Indhold udpakkedes under Fællesspisningen og fortæredes under nærgaaende Kritik. Her blev undersøgt, meddeles det i Frijsenborg-Overleveringen, hvem der havde den bedste Mad og det bedste Øl med, og her omtaltes og drøftedes, hvem der havde den bedste Madmoder. Tjenestefolkene havde ikke mindste Barmhjertlighed overfor de tarvelige Forhold der hjemme.
Den smukke kirke i Vitten, som dog også er noget af det eneste i byen, der stadigvæk er smukt.
Den smukke kirke i Vitten, som dog også er noget af det eneste i byen, der stadigvæk er smukt.
Generelt om hoveriet på egnen
August F. Schmidt skriver i bogen Fra Hoveriets Dage, 1957, specielt om hoveriet på egnen. Han starter med at fortælle om de forskellige "fogeder", som var tilknyttet en herregård.
"Ladefogeden" var ansat til at føre opsyn med hovfolkene, så de bestilte noget. I nyere historie bruges "Forvalter" om selvsamme stilling.
Ladefogeden havde måske ansat en medhjælper, og denne kaldtes for en "Purrefoged", hvor purre betød at "jage på".
"Ridefogeden" var en finere mand og basalt set en godsforvalter mht. regnskaber.
Endeligt var der "Budfogeden", der var den bonde eller husmand, der skulle sende bud til bønderne, når de skulle på arbejde på herregården. Prisen for ham var en nedsættelse af hoveriarbejde eller landgilde.
Andre betegnelser indenfor denne genre er "hovdreng", som svarede til en budfoged samt"løbefjæl", "hovfjæl" og "varefoged" foruden "bondefoged".
Specifikt om Frijsenborg
A.F. Schmidt skriver om Frijsenborg, hvorunder Voldby hørte:
"
Paa Frijsenborg i Midtjylland blev af Avlsforvalter og Ladefoged taget bestemmelse om, hvor mange Folk, Heste o.s.v., der skulde tilsiges hver Hovdag. Vedtagelsen herom blev af Avlsforvalter sendt til Budfogeden (Baajfojen), hvoraf var en til hver By, og han satte sig øjeblikkelig paa en Hest, hvad enten det var ved Dag eller Nat, og foer nu omkring for efter sin medbragte Liste at Bude Folk til Hove med f.eks. en Karl og en Dreng eller Pige samt et helt Forspand.... Der gaves ingen Forberedelsesfrist mellem Tilsigelse og Udrykning. Naar Budfogeden kunde komme saa betids, at han kunde få Folkene tilsagt, forinden de om Morgenen var draget ud fra Hjemmet til deres eget Arbejde, var det tilstrækkeligt. Skete det om Natten, red Budfogeden hen foran Stuehusets Vinduer og slog med en lang Pisk et kraftigt Slag paa Vinduerne, hvorved alle de blyindfattede Ruder klirrede. "I skal komme til Hove i Morgen og møde med en Karl o.s.v."
Schmidt fortæller endvidere, at hvis ladefogeden var ond, kunne han finde på at sende folk hjem igen, uden at de fik noget for det. Rigtige onde ladefogeder kunne gøre dette i flere dage, så bonden aldrig fik tid til at passe sin egen gård.
Når man tænker på dette, er det naturligt, at der blev gjort oprør mange steder. Det mest grusomme sted i forhold til dette er Bækkeskov gods lige nord for Præstø Fjord på Sjælland. Her myrdede den danske stat 12 bønder for et oprør mod en ejer, som de slog ihjel i 1738. I samme sammenhæng skal man dog huske på, at de sjællandske bønder blev behandlet væsentligt dårligere end de jyske, men foruden Voldby har der dog været oprør i mange andre sogne i Jylland, f.eks. i Mejlby sogn nord for Århus. Med hensyn til Bækkeskov-affæren er det frygtelige, at den psykopatiske godsejer, Knud Ahasverus Becker, stadigvæk den dag i dag - i år 2011 - mindes med en mindetavle indenfor i Everdrup kirke, som Bækkeskov hørte under. Efter min mening: Skandaløst! En moderne version af et sådan oprør findes i Gendarm-slaget i Brønderslev i 1880'erne - en af årsagerne til, at Socialdemokratiet blev oprettet. Der er skrevet en hel bog om Gendarm-slaget i Brønderslev, som man kan låne på biblioteket. Desværre har Socialdemokratiet glemt deres rødder og er på ingen måde noget arbejderparti længere. De har glemt deres kerneværdier og er forblændet af pengene. Trist, at det var kun det, som Lorenz Madsen, bønderne fra Bækkeskov, og de brave borgere i Vendsyssel fik ud af deres anstrengelser.
Hvis du skal på slægtshistorieferie på egnen, kan vi anbefale B&B hos Ingrid Kjær på gården Bondesholm i Lyngå. Vågn op til det smukke syn af denne gamle gård.
Hvis du skal på slægtshistorieferie på egnen, kan vi anbefale B&B hos Ingrid Kjær på gården Bondesholm i Lyngå. Vågn op til det smukke syn af denne gamle gård.
Den triste sten på Funder kirkegård
Undertegnede, forfatteren til denne hjemmeside, må nok indrømme, at jeg holder af at besøge kirkegårde og funderer over de menneskerskæbner, som stenene fortæller om. Hvad hedder folk, og hvem var de egentligt? Havde de de samme forfædre som en selv? Når man tager på slægtshistorieferie - og det kan jeg kraftigt anbefale andre slægtsforskere, for det giver en hel anden fornemmelse af, hvem dine forfædre var - ender man jo med at se en masse kirker og en masse kirkegårde - netop her kan man fornemme historiens vingesus, for her er der sjældent meget, som er ændret, siden din tiptiptiptip-oldefar levede i sognet.
Når man går på en kirkegård forundres man over, hvor mange børn og unge mennesker der går bort alt for tidligt - sygedomme, ulykker osv. Det er dog sjældent, at jeg er blevet så trist over en menneskeskæbne, som da jeg sidste weekend besøgte Funder Kirkeby. På denne kirkegård ligger der et gravsted med en sten, som aldrig bør slettes. Tilmed en sten, som jeg mener, burde være et sted, som alle danskere skulle besøge. Uden at måtte snakke sammen skulle de stille sig hen foran dette gravsted og denne sten og tænke på denne triste historie. En historie, som alle børn i Danmark burde kende. Alle kender Anne Frank i Holland under 2. verdenskrig, men hvem kender Anna Hansen i Skærskovhede fra begyndelse af forrige århundrede? Anna skrev sikkert ikke en dagbog, og hun levede sikkert heller ikke under nogle mærkværdige forhold, og alligevel behøver man bare at stå der og se på den sten, som blev sat for hende på kirkegården, for at føle, at man kender hende og græder over hendes skæbne.
Folketællingen over Skærskovhede 1916 viser, at Anna var den ældste i en stor børneflok på 8 børn, så hun har nok også været savnet hjemme i familien. Hvis der findes en efterkommer til en af Annas 7 søskende, hører jeg meget gerne fra dig, så vi kan fortælle resten af historien.
Derfor er dette en opfordring til dig, hvis du skal på ferie eller slægshistorieferie i Funder Kirkeby eller tæt derpå, at du kigger ind til Anna og hilser fra mig.
Til minde om Anna Hansen - datter af husmand Christian Hansen og Ane Margrethe Kristensen i Skærskovhede.
Til minde om Anna Hansen - datter af husmand Christian Hansen og Ane Margrethe Kristensen i Skærskovhede.
Vejen fra Funder til Løgager og Them
Harald Petersen skriver i artiklen Fra Skovlovringegnen om område sydvest for Silkeborg. Den er offentliggjort i Østjysk Hjemstavn 1973. Han skriver bl.a.:
”Bortset fra den jyske alhede er der ikke mange egne i Danmark, der forhen havde et så vildt og uberørt præg som det store Them sogns vestre halvdel. Der har dog boet mennesker her siden stenalderen; men deres liv og virke har ikke formået at præge eller omforme den vældige natur. Videnskabernes Selskabs kort fra 1787 viser, at der kun var nogle få opdyrkede pletter i det store område, gerne en 30-40 tønder land omkring to halvgårde, ca. 1/15 af det samlede areal. Resten lå hen i skov og hede. Tre eller højst fire bebyggelser kunne smykke sig med navnet landsby; de har bestået af mere end to gårde. Endnu omkring år 1900 var der store hedestrækninger, og selv på de opdyrkede marken havde lyngen en evne til vedholdende at pippe frem i brakmarken.”
Om området mellem Funder, Løgager til Them skriver Harald Petersen følgende:
”Følger man nu Funderådalen ind mod Funder station, støder man på vejen, der fra Funder går over Løgager og Gjessø til Them. Her har man overblik over de store skovstrækninger i syd og øst. En stor kullet bakke i forgrunden kaldes Banbjerg. Navnet skal nok tydes for et forbandet bjerg, et sted, hvor man skal holde sig fra, fordi der her, især ved nattetid, foregår sælsomme ting. Undertiden brænder der lys på bakken over en nedgravet skat; men skattesøgere, der forhen ville benytte sig af lejligheden, måtte flygte herfra i største skræk.
Løgager udgør i vore dage nogle få gårde og huse, endvidere en nedlagt skole; men på kortet fra 1787 er der kun en eneste gård. I Christian den Fjerdes første regeringsår boede Jacob Bertelsen på Løgagergaard. Hans navn findes på en af stolene i Them kirke. Han stammede fra hovedgården Bjerre i Åle sogn og var vistnok af adel. Jacob Bertelsen blev forlenet med Løgager, hvor han levede til 1615. Han havde jordegods andre steder og var ridefoged på Silkeborg og delefoged for Vrads Herred. På den tid var der et kongeligt jagthus i Løgager, vistnok forbundet med Løgagergaard, som var sognets betydeligste.
Jacob Bertelsen havde en datter, og da kongen gjorde sin ridefoged den ære at besøge ham, fandt han i den grad behag i datteren, at hun ni måneder efter nedkom med et barn. Christian den Fjerde har således ydet sit bidrag til at øge befolkningstallet i den øde egn. Barnet væves ind i egnens slægtsmønstre, og en stor procentdel af sognets befolkning nedstammer fra denne produktive konge. En af kongens mange efterkommere var folketingsmand Peter Sabroe.”
Harald Petersen skriver meget om andre omkringliggende steder, men du må selv på biblioteket og låne Østjysk Hjemstavn, hvis du vil vide mere.
L. Lassen fra Toustrup i Dallerup sogn syd for Røgen og Farre skriver i artiklen Dagbogsoptegnelser fra Treaarskrigens Tid en masse om årene 1848 til 51. Artiklen finder du i Aarhus Stifts Aarbøger 1917. Her er et lille uddrag:
Den 23. maj 1848:
Vejle Amt bliver nok helt ødelagt: Vintersæden nedtrædes, Vaarsæden bliver ikke lagt, Heste og Arbejdsfolk arbejder for Fjenden, Korn, Fødevarer og Kreaturer fortæres, og Beboerne begynder at flygte fra Hus og Hjem.
Den 13. juni 1848:
I Gaar var jeg i Silkeborg. Jeg hørte der, at Fjenden vilde til Nørre-Snede og tage Hævn over Beboerne der, fordi de Danske havde taget 70 tyske Husarer til Fange i Byen.
Den 30. juni 1848:
Nu har Fjenden betraadt vor By. En Afdeling Bajrere drog igennem Tourstrup, og 300 af dem er i Røgen. Hvad skal Enden blive? I Aarhus opførte Tyskerne sig dog ordenligt.
Den 1. juli 1848:
I Morges lod Fjenden sig skrække af Røgen og drog efter Skørring, saa vi blev fri denne Gang. I Linaa var i Gaar 250 Tyskere; men da de mærkede vore Folk, rejste de igen. I Kærs Mølle tog de nok rent op af Fødevare. Man siger, at de ogsaa opbrød Kister og Skabe. I Røgen tog de en Pibe, en Sølvske og 4 Tdr. Havre fra Lærer Ring.
Den 15. juli 1848:
Det var sært, at Tyskerne ikke dræbte eller skamslog Kroejer Bak i Tulstrup Kro. Som Vært er han ellers en pæn Mand, og i Kroen er alt pænt og ordentligt. Men han er en Bersærkernatur, og han hader Tyskerne til Døden. Hans Forslag er: almindelig Væbning og Landstorm. En Dag var han i Skanderborg og saa der en Dreng trække Slibestenen for nogle Bajrere, der sleb deres Sabler. Det kunde Bak ikke taale at se. ”Hwa æ de hæhr”, sagde han til Drengen, ”sto do aa trække Slibesten for Tyskernes Sabler, di ska ha te aa slaa Danskerne ihjel mæ!”. Saa tog han fat i Drengen og smed ham til Side. Tyskerne hug efter ham, men han greb en Fjæl og parerede af med den. Saa lod de ham dog gaa.
Hen paa Vinteren 1851 kom Soldaterne hjem. Der var vel fra Toustrup By 10 a 12 Karle med i Krigen. Sergent Jens Laursen var faldet. Der blev holdt en Festlighed for de hjemvendte Krigere her som overalt i Landet. Byen var smykket med Danebrogsflag. Selve Festen afholdtes hos Jens Overgaards Enke, i den Gaard, der endnu ejes af Sønnen, mangeaarig Rigsdagsmand, Niels Jensen Toustrup.
…
Det var stoute Karle at se: Der var Brødrene Haurum, hvoraf den ene sammen med et Par Kammerater paa Hjemrejsen gik de 13 Mil fra Fredericia til Toustrup uden anden Hvile end den, de fik i Kroen, medens de spiste. Saa var der den kønne Niels Jensen Pottemager, og den pæne Musikanter Jens Pedersen Voel, og mange flere.
Dette var kun et kort uddrag, men bestemt værd at læse!
[Red: Niels Jensen Pottemager er født i Dallerup sogn den 15. juli 1817 som søn af Jens Nielsen og Maren Mogensdatter i Toustrup. Ved folketællingen i 1845 er han ugift og bor hos pottemager Christen Andersen i Toustrup by.
Haurum-brødrene må være stedsønnerne til Peder Christensen Haurum, der er husmand på Toustrup Mark. Ved folketællingen i 1845 bor den ene søn hjemme: Søren Christensen på 19 år og altså født den 22. juni 1826 i Tovstrup i Dallerup sogn. Fem år tidligere bor den 3 år ældre Jens Christensen [født den 20. december 1823] også hos forældrene foruden den 2 år yngre Laurs Christensen – født den 15. februar 1828. Deres far er Christen Mogensen, som dør den 10. juni 1831, hvor han kun er 38 år gammel.
Jens Pedersen Voel kendes ikke.
Hvem kroejer Bak i Tulstrup Kro er, er også et spørgsmål. Ved folketællingen i 1845 hedder Kromanden i Tulstrup Rasmus Christensen, der er 60 år gammel. Ved folketællingen i 1850 hedder han Jørgen Rasmussen på 35 år, som vel er en søn af førstnævnte. Men det er jo nok den gamle Rasmus Christensen, der ikke var bange for tyskerne! Der fremkommer ingen oplysninger om, hvorfor de kaldtes Bak.]
Folk fra andre byer, der var i Funder kirke
|
|
 |
|
|
|