Maren Martine Sørensen (1867 - 1949)
8 af 8 - Maren Martine Sørensen
bliver født onsdag den 4. december 1867 i Langthjem under Klæstrup by og døbt den 7. februar 1868 i Jerslev kirke, hvor hun bliver opkaldt efter mormoren Maren Jensdatter. Maren Martine Sørensens forældre er på dette tidspunkt indsiddere i Langthjem, efter at hendes far er vendt hjem fra 1864-krigen med livet i behold. Forældrene er ved dåben beskrevet som Søren Sørensen og hustru Ane Cathrine Christensdatter i Langthjem. Fadderne er husmand Lars Christian Poulsens kone og pigen Kirsten Marie Pedersen fra Langthjem, samt husmand Kristen Simonsen [dvs. morfaren Christen Simonsen] fra Hallund og karlen Bertel Sørensen fra Langthjem [sidstnævnte er Maren Martines ugifte farbror].
Ved folketællingen i 1870 er Maren Martine Sørensens far væk fra familien, som da bor til leje i Åholm i Jerslev sogn. Moren bor altså alene med Maren Martine og hendes storebror Christen.
Da Maren Martine Sørensen er 2½ år gammel, dør hendes mor i
Åholm den 20. august 1870 af tyfus som 30-årig, og Maren Martine kommer
til at bo hos faren, der da har bosat sig i Langthjem.
Et halvt år senere afgår den 3-årige Maren Martine Sørensens farfar, Søren Bertelsen, ved døden den 14. januar 1871 i Langthjem i Jerslev sogn.
Maren Martine Sørensens far, Søren Sørensen, gifter sig påny den 26. maj 1876 i Jerslev kirke med Johanne Marie Jørgensen, og Maren Martine får derved en stedmor som 8-årig.
Maren Martine Sørensens farmor, Johanne Christensdatter, dør i Langthjem i Jerslev sogn den 6. juni 1876, hvor Maren Martine er 10 år gammel.
Maren Martine Sørensens morfar, Christen Simonsen, dør 2 år senere i Hallund sogn den 15. april 1878.
Maren Martine Sørensen bor stadigvæk hos sin far og stedmor, Johanne Marie Jørgensen, i Langthjem ved folketællingen den 1. februar 1880.
Maren Martine Sørensen konfirmeres den 16. april 1882 i Jerslev kirke. Præsten giver hende "tg" for kundskaber og "mg" for opførsel.
I 1886 emigrerer Maren Martine Sørensens far, Søren Sørensen, til USA. Det vides ikke, om kontakten mellem hende og faren derefter er gået tabt, hvilket er muligt, fordi historien om emigrationen ikke er gået videre i efterslægten i Danmark, hvorimod efterslægten i USA har haft kendskab til "datteren", som blev tilbage i Danmark.
Maren Martine Sørensen flytter først til Åsted sogn mellem 1882 og 1887. Det står i hvert fald skrevet, at hun opholdt sig i Åsted sogn, da hun som ugift blev gravid med Carl Emil Svendsen.
Et sted mellem 1887 og 1888 flytter Maren Martine Sørensen til Vester Rævdal i Gærum sogn, idet hun som ugift der føder sin første datter den 15. september 1888. Maren Martine er kun 20 år gammel, og pigen kaldes Ane Katrine Johanne Sørine Karoline Eskilde Svendsen, dvs. Ane Katrine efter hendes mor. Faren til pigen er udlagt som ungkarl Carl Emil Svendsen ved Lengsholm hovedgård i Lendum sogn. Ane Katrine døbes den 28. oktober 1888 i Gærum kirke. Faddere til pigen er Jacob Christian Svendsens hustru, Raalands Hus, Lendum [Jacob Christian er ikke i familie med Carl Emil], pige Mathilde Christensen, Vester Rævdal, Ungkarl Niels Peder Nielsen ibid samt faren til barnet, Carl Emil Svendsen. Præsten har indsat en bemærking:
Moderen opholdt sig 10 Maanedersdagen før Nedkomsten i Aasted sogn
I 1888 følger Maren Martine Sørensens stedmor og halvsøskende efter faren og flytter til USA. Tilbage i Danmark af familie har Maren Martine altså kun sin helbror Christen Sørensen.
Omkring 1889 til 1890 flytter Maren Martine Sørensen så til Lendum sogn. Måske bor hun allerede i Lendum i juni 1889. Da drengen Harald Emil Sørensen døbes i Lendum kirke, er den ene fadder Martine Sørensen, som er tjenestepige på Lendum Kro. Det kan måske være vores Maren Martine, det egentligt drejer sig om, da Martine ikke var et helt normalt navn i befolkningen dengang.
[Den nuværende Lendum Kro er først bygget i 1913 og er altså ikke den kro, hvor Maren Martine sikkert har arbejdet]
Paradishusets beboere ved folketællingen 1890 over Lendum.
Maren Martine Sørensen efter 1890
Maren Martine Sørensen befinder sig i Paradishuset i Lendum ved folketællingen den 31. januar 1890. Hun bor da hos en ældre enkemand og en enke med sin første datter og er åbenbart højgravid. Maren Martine har nu tilføjet Langthjem som efternavn:
Maren Martine Sørensen Langthjem 22 år Jerslev Indsidderske
Ane Catrine Johanne Sørine Caroline Eskilda Sørensen 1 år Gjærum Barn
[Dette er faktisk første og sidste gang, at en efterkommer til urmageren Bertel Langthjem i denne gren af familien bruger navnet Langthjem]
Den 8. februar 1890 bliver Maren Martine Sørensen i Lendum i slægtstræet mor til Kaja Martine Charlotte Birgitte Svendsen.
Da Maren Martine Sørensen bliver gift med Carl Emil Svendsen den 4. januar 1891 i Lendum står hun opført som boende i Lothuset. Trolovere er husmændene Svend Pedersen af Hirsehuset og Anders Christian Jensen af Burholtshus.
Broren, som Maren Martine Sørensen deler mor med, Christen Sørensen, flytter til USA med sin familie i 1891, og Maren Martine er altså derefter den eneste tilbageværende fra familien Sørensen, der er tilbage i Danmark.
Maren Martine Sørensen bliver mor til Agnes Roberta Lizette Marie Svendsen søndag den 6. september 1891 i Lendum.
I slutningen af 1891 flytter familien Carl Emil Svendsen væk fra Lendum. Familien flytter til Demstrup Mark i Råby sogn, angives det ved folketællingen i 1901.
Den 31. oktober 1893 får Maren Martine Sørensen en datter, der fødes på Demstrup Mark i Råby sogn. Pigen døbes Dagmar Kristine Emilie Svendsen i Råby kirke.
I Råby sogn bliver Maren Martine Sørensen mor til en datter den 30. april 1896. Pigen døbes Karla Theodora Ingeborg Svendsen i Råby kirke den 24. maj 1896. Forældrene er da indsiddere.
Den 9. oktober 1898 bliver Maren Martine Sørensen mor til en søn, der fødes i Råby sogn. Da drengen døbes i Råby kirke den 13. november 1898, døbes han Jens Sigvald Richard Svendsen.
Ved folketællingen den 1. februar 1901 bor Maren Martine Sørensen med ægtemanden, Carl Emil Svendsen, og 6 børn til leje i et hus på Demstrup Mark i Råby sogn.
Maren Martine Sørensen bliver mor til en datter den 25. august 1901 i Råby sogn. Pigen døbes Emma Anna Ingrid Svendsen i Råby kirke den 29. september 1901. Emma bliver gift med Robert Emil Christensen af Randers i Lyngby kirke den 23. november 1924 og altså kun 21 dage efter, at lillesøsteren Astrid Charlotte er blevet viet i samme kirke.
Den 18. februar 1904 bliver Maren Martine Sørensen mor til en datter. Da hun døbes i Råby kirke den 13. marts 1904, skriver præsten, at familien bor i Demstrup Mark. Pigen døbes Astrid Charlotte Otilia Svendsen, og forældrene er røgter Carl Emil Svendsen og hustru. Astrid Charlotte bliver gift med Karl Johannes Hansen af Randlev i Lyngby kirke den 2. november 1924.
Ved folketællingen den 1. februar 1906 bor Maren Martine Sørensen i Demstrup Mark i Råby sogn med ægtemand og 6 hjemmeboende børn.
Den 10. juni 1906 bliver Maren Martine Sørensen mor til en datter, der døbes Olga Ydunna Ragnhild Svendsen i Råby kirke.
Maren Martine Sørensens datter: Agnes Roberta Lizette Marie Svendsen
Maren Martine Sørensen får flere børn
Ved folketællingen den 1. februar 1911 bor Maren Martine Sørensen sammen med ægtemanden og 4 børn i Demstrup i Råby sogn.
Familien bor også i Demstrup Huse i Råby den 5. juni 1911, da Maren Martine Sørensens næstældste datter, Kaja Martine Charlotte Birgitte Svendsen, bliver gift højgravid i Råby kirke. Familien Svendsen har nok ikke været temmelig religiøs. Præsten i Råby var nemlig kendt som værende upopulær blandt de troende sognebørn, og de fleste religiøse mennesker i sognet brugte nabosognenes kirker og præster. Men ikke familien Svendsen. Der er følgende anekdote om præsten Anders Peter Andersen: Han kunne bedre lide at fiske end at holde gudstjeneste. Så hvis der søndag morgen kun stod 3 mennesker, som ville til gudstjeneste, spurgte han dem, om det virkeligt var nødvendigt at holde den gudstjeneste, eller om han kunne gå ud og fiske i stedet... Og så kom han normalt ud og fiske.
Familien Maren Martine Sørensen og Carl Emil Svendsen flytter væk fra Demstrup Huse til Lyngbygaard Huse i Lyngby sogn vest for Århus i 1915, hvilket er noteret ved folketællingen i 1921.
Ved folketællingen den 1. februar 1916 bor familien med Maren Martine Sørensen altså i Lyngby sogn med 2 hjemmeboende børn og 2 børnebørn. Samtidigt er datteren Agnes og hendes mand også flyttet til Lyngby.
Ved folketællingen den 1. februar 1921 bor Maren Martine Sørensen og Carl Emil Svendsen stadigvæk i Lyngby sogn, men nu er det kun datteren Ragnhild, som stadigvæk bor hos dem.
Maren Martine Sørensens datter, Astrid Charlotte, bliver viet i Lyngby kirke den 2. november 1924 til Karl Johannes Hansen af Randlev, hvor Maren Martines ægtemand er forlover.
Maren Martine Sørensens anden datter, Emma Anna, bliver viet i samme kirke, Lyngby kirke, 21 dage senere, nemlig den 23. november 1924 til Robert Emil Christensen af Randers. Endnu engang er Maren Martines ægtemand forlover for deres datter.
Maren Martine Sørensen bor stadigvæk sammen med Carl Emil Svendsen i Lyngby ved folketællingen den 5. november 1925. Datteren Ragnhild bor stadigvæk hjemme hos forældrene.
Mellem 1926 og 1930 flytter familien Maren Martine Sørensen fra Lyngby sogn til Randers.
Ved folketællingen i 1930 bor Maren Martine Sørensen nemlig med ægtemanden på Skt. Pedersgade 36 i Randers. Hos ægteparret bor 2 børnebørn, som begge arbejder og er halvsøskende. Desuden er deres mor på adressen samt en søster til dem.
Da Maren Martine Sørensens ægtemand, Carl Emil Svendsen, dør den 24. marts 1932 på Randers Sygehuse, er familien bosiddende i Sct. Pedersgade 36 i Randers by. Huset fra dengang er revet ned før 1964, hvor der bygges et nyt på grunden.
Imellem marts 1932 og november 1934 flytter Maren Martine Sørensen fra Sct. Pedersgade 36 til Nyvangsvej 48 i Randers, idet hun bor der, da datteren Olga Ydunna Ragnhild Svendsen bliver gift med Richard Kaspersen den 4. november 1934 i Sct. Peders kirke.
Da Maren Martine Svendsen er 70 år gammel, står hun fadder for sin dattersøn, Anton Mejlbys tredje barn, Benny Mejlby, da denne døbes mandag den 11. juli 1938 i Fårup kirke. Hun er altså oldemor til den dreng, for hvilken hun står ved dåbsfadet, og præsten indskriver hende som enken Maren Svendsen af Randers.
Maren Martine Sørensen bor senere i Asferg, og når der slagtes, kommer datteren Katrine ofte og hjælpe til. Katrine bliver selv mor til en datter, der hedder Mille, og som nok bor i Albertslund i 2009.
Maren Martine Sørensen bliver altså mor til 8 børn, hvoraf de 7 er piger.
Maren Martine Sørensen dør den 18. februar 1948 på Hadsundvej i Randers under Sct. Peders sogn. Maren Martine er altså blevet 80 år gammel. Præsten skriver, at hun var enke efter arbejdsmand Carl Emil Svendsen på Hadsundvej 67, og at hun var datter af indsidder Søren Sørensen og Ane Katrine Kristensen i Langthjem i Jerslev sogn. Hun begraves på Randers Nordre kirkegård den 22. februar 1948. Huset på Hadsundvej 67 skulle være bygget af Maren Martines søn Jens til sin mor, men hvis adressen er den samme i dag som dengang, passer det ikke, da huset på Hadsundvej 67 er bygget i 1923.
Relationer: Karna Kristense Emilie Jørgensen <- Kaja Martin Charlotte Birgitte Svendsen <- Maren Martine Sørensen
Maren Martine Sørensen som indskrevet i Jerslev kirkebog ved dåben i 1868
Eva Vanda Nielsen 16.05.2017 13:42
Eva Vanda Nielsen, min mormor er Agnes Roberta Lizetta Marie Sørensen Maren Rasmussen, som er datter af Maren og Emil Svendsen( min mor Er her ikke mere)
Bente Bisborg 11.06.2014 16:28
min mormor er Agnes Roberta Lizette Marie Sørensen Rasmussen som er
datter af Maren og Emil Svendsen. min mor lever endnu 84 år gammel og husker Maren og Emil,
Sanne Marie 19.03.2015 17:21
Hej Bente
Det var da sjovt at høre fra en gren af familien. Jeg er lige selv startet for alvor, ja vi skal da udveksle oplysninger, hvordan gør vi det?
Bente Bisborg 11.06.2014 16:24
Det er en meget flot side om min slægt.
Min mor er barnebarn af Maren Martine Sørensen og Emil Svendsen.
Min mor, Lilly er datter af Agnes og Conrad Rasmussen.
Sanne 19.03.2013 13:06
Hej. Jeg er efterkommer til Emma Anna Ingrid Svendsen, da jeg lige er gået igang var det sjovt at se denne side. Jeg glæder mig til at udforske mere af siden.
Nyeste kommentarer
17.11 | 14:53
Søn, Peder på afgangsliste 1824 til Kastbjerg Mølle. Ft 1834 i Kastbjerg,...
29.10 | 08:52
Bodil Sørensdatter Bor i Demstrup, gift 2 med kromand Jens Ch...
29.10 | 08:48
Se Sem kirkebog 1718 - 1797 Ny udg. opsl. 71 Søn Niels Sørensen,- død N...
29.10 | 08:15
Hej Henrik Anne Cathrine er d.a. Jens Sørensen og Karen Jensdatter i Dalb...