Skatten i Viufs jorde

Mindet om sagn

I bogen ”1659 – da landet blev øde” af Aksel Lassen kan du læse om skatten i Viuf, som er interessant, fordi Kiersten Marcusdatter er født i Viuf og kunne have fundet skatten, hvis hun eller hendes far havde været heldig. Aksel Lassen skriver følgende:

Nu og da har fund af en sølvskat genoplivet mindet om sagn, der var ved at gå i glemmebogen.

Det var således blevet fortalt, at der skulle være nedgravet en skat ”tre skridt fra den store pilebusk” ved en gård i Viuf sogn nær Kolding. Ordene om ”tre skridt fra den store pilebusk” var under svenskekrigene blevet hvisket af en døende smed, stedets daværende besidder, men han nåede ikke at få angivet gemmestedet nærmere, og alle forsøg på at finde skatten mislykkedes. Men sagnet levede stadig, da gårdejer U. I. Ravn (fra Jensgaard i Viuf) og hans tjenestekarl den 20. marts 1868 tog et nyt stykke land under plov. Indtil 1819 havde jorden henligget som sid engbund, bevokset med pile- og ellekrat. Nu var det ryddet og udtørret. Gårdmanden ville bringe det under plov, og aldrig så snart var ploven taget i brug, før plovjernet afdækkede en klump tunge sager, indpakket i et uldent stykke. Det uldne smuldrede, og ud faldt et rigt forsiret lænkebælte af sølv, sammensat af rosetformede led, der blev sammenholdt af bøjler. Mellem hvert tredje led sad en plade med støbt relief af en kerub mellem to genier. Videre fandtes på bæltet en ring, dannet af to kugleformede sølvknapper med en graveret roset, to andre sølvknapper, 9 snøreringe af sølv, en sølvforgyldt hægte med ørnebillede og en tilhørende malle, formet som en opretstående love. Endelig var der en sølvforgyldt roset. Og til alle de fine sølvgenstande føjede sig 32 sølvmønter, præget i tiden mellem 1606 og 1652, bl.a. var der 28 hele specialere.


Gang på gang både før og siden er der gjort tilsvarende fund, og der var i 1909, da Jørgen Olrik skrev sin beretning om Nationalmuseets skatte, Drikkehorn og Sølvtøj, registreret 23 fund af sølvpenge fra svenskekrigenes tid alene i Vejle Amt.

Om skatten i Viuf skriver Fritze Lindahl yderligere i bogen Skattefund – sølv fra Christian IVs tid. Hun skriver, at de 28 speciedalere var tyske, nederlanske og en polsk. Den yngste af mønterne var en 16-skilling fra 1645 under Christian IV.

Om stokkebæltet skriver Lindahl, at det er 2,4 centimeter højst. En ”stok” er 4,9 centimeter langt og har relieffer af en mands- og en kvindeskikkelse ved siden af et vinget hoved. Stokken er ved to kramper lænket sammen men gennembrudte støbte rosetter.

På bagsiden er graveret vægten af bæltet, som var ca. 360 gram. Der er også et mestermærke, men denne mester vides ikke navnet på. Han har dog også lavet en kande, som er fundet i Bredballe.

Spændet, som blev fundet som en del af skatten, er 3,6 gange 4,6 cm. Det består af en oprejst løve med en malle og en kronet, flækket ørn med krog. Der er fundet et lignende spænde i Slagelse. Knapperne, som blev fundet, ligner også knapper, der var med i fundet ved Slagelse. Disse knapper fra Slagelse-fundet er dateret til at være fremstillet omkring år 1370.

Fritze Lindahl skriver, at stokkebælter oftest var brudebælter, dvs. gaver fra fæstemanden til den udkårne, og motiverne på stokkene har da også hentydninger til ægteskab og moderskab. Ofte fandt smeden motivet i kleinmestrenes ornamentstik, bl.a. grotesker. Disse forbilleder var fra Tyskland og Hollands 1500-tals kunst.

Som så mange andre stokkebælter har Viuf-bæltet også en pige siddende på et løvehoved.

Foruden mønter kan sølvfund fra Svenskekrigene bestå af pokaler, bægre og skåle, skeer, drikkekander, kvindebælter af stof med forgyldt sølvbeslag, stokkebælter (som Viuf-bæltet) og mandsbælter.

Hvis du vil vide mere om sådanne skatte fra Svenskekrigenes tid, må du på biblioteket og låne Lindahls flotte og rigt illustreret bog. Der er 75 sådanne kendte skatte, og de stammer bl.a. fra:
Hølkerup i Egebjerg sogn, Plessens overdrev i Haldagerlille sogn, Vollerslev sogn, Tågeby i Mern sogn, Nørre Grimmelstrup i Nørre Vedby sogn, Errindlev sogns præstegård, Soesmarke i Majbølle sogn, Mesinge sogn, Brændekilde sogn, Rønnebjerg i Vrejlev sogn, Hellevad sogns præstegård, Borremose i Års sogn, Roum sogn i Rinds herred, Balle i Rosmus sogn, Tjæreby i Gimming sogn, Åstrup i Føvling sogn, Hylke sogn, Sneptrup præstegård i Ovsted sogn, Tåning sogn, Møgelkær i Rårup sogn, Eltang sogn, Låsbygade i Kolding, Gravens by i Øster Starup sogn, Prangervej i Fredericia, Børkop i Gauerslund sogn, Skartved i Sønder Bjert sogn, Brande sogn i Vejle amt, Bredballe i Hornstrup sogn, Knude mose i Hvejsel sogn, Øster Nykirke præstegård, Øster Snede præstegård, Kollerup sogn, Kølholt i Skibet sogn, Skjern sogn, Gyris i Ådum sogn, Nørre Nissum, Gelballe i Skanderup sogn, Verst sogn, Askov by i Malt sogn, Plovslund i Grene sogn, Ørsted i Oksenvad sogn og Meng i Aller sogn.

Er findestedet så også lig med det sted, hvor ejeren boede? Lindahl skriver, at det ofte ikke er tilfældet. At Viuf-bæltet var ejet af Smeden på Jensgaard i Viuf er der nok ikke tvivl om ifølge sagnet fra Viuf. Men andre sager, hvorpå der er navn, viser, at f.eks. byboerne tog ud til slægtninge på landet og gemte deres ting. Andre gemte deres ting under en stor sten eller ved et træ, og præsten i Stenløse havde f.eks. gemt sine ting i hundehuset.

De polske soldater tog ting med sig, og de kan være efterladt et helt andet sted, end hvor de er hugget. Lighederne mellem fundet i Slagelse og fundet i Viuf viser, at enten er det ene fund flyttet fra Jylland til Sjælland eller omvendt, da de har samme ukendte mestermærke. 

Mindesmærket på den ene side af det store gamle træ på Trinitatis kirkegård i Fredericia.

Baggrunden for skattefundet

Hvad er så baggrunden for, at man igennem flere hundrede år kunne finde sådanne skatte på det meste af østkysten af Jylland fra Horsens og ned til Haderslev?

Faktisk alle af os kender jo godt historien om svenskernes hærgen på Sjælland, og den berømte historie om Svend Poulsen, der blev Gøngehøvding, og som bekæmpede svenskerne. I øvrigt og ganske interessant på den tid, da Jungshoved borg stadig stod og var i brug. Mange af os kender også historien om polakkernes indtog i Kolding i samme krig, bl.a. fordi den polske soldat Jan Pasek skrevet nogle fantastiske beretninger om tiden i Danmark, som var så overdrevne fulde af løgn, at han kendetegnes som en af de værste løgnere i verdenshistorien.

Hvad de fleste af os ikke kender, er konsekvenserne af brandenborgernes, østrigernes og polakkernes hærgen i Jylland, og endnu værre, hvilken katastrofe de bragte til området, nemlig Pest, foruden den almindelige ulykkelige tilstand at krig og mord.

Den 14. december 1658 var polakkerne kommet til Kolding, som de indtog under et frygteligt blodbad. Derefter drog de imod nord. Da polakkerne havde hørt, at Ebeltoft især var velhavende, drog de derimod, og der finder en træfning sted den 23. juli 1659. En af de største skatte er derfor også fundet syd for Grenå.

I området syd for en linje Århus-Ringkøbing og ned til den nuværende grænse døde i 1659 ca. 60.000 mennesker som følge af Pest.

Grupperne af fremmede soldater slog sig først ned i Danmark i
et bælte syd for Limfjorden i Bøvling, Lundeæs, Skivehus, Hald, Mariager, Ålborghus og Dronningborg, men da de havde været der et stykke tid og godt nok røvet og ødelagt en masse, drog de sydpå, hvilket folkene i det nordlige Jylland nok kunne være glade for trods alt. De undgik derved massedøden under pestepidemien.

Polakkerne slog deres nye lejr i på Skudstrup Mark i Skodborg, og derfra begyndte dødstallene at stige kraftigt i bl.a. Hygum, Jels, Oksenvad og Kolding. Mange bønder forsøgte at undslippe, og der var massevandring mod byerne, så landsbyer blev helt tomme. Det siges bl.a. at Jels og Oksenvad sogne var helt uden beboere derefter.

Nogle eksempler på dette er f.eks.:

I Kolding skal folketallet i 1672 have udgjort 1100, og i denne by døde i 1654 og 1658-59 ud over det ”normale” mindst 800. Antallet af husstande i Kolding synes at være reduceret fra omkring 350 til ca. 190.

I Varde synes 29 ægtepar at være døde, og tilbage sad 22 enker og et lignende antal enkemænd. I alt er således omkring 82 ægtefolk døde, men der synes at have været op mod 106 tilbage. Antagelig kan ikke under 40 procent af byen befolkning være død. Snarest har de døde børns antal bragt procenten i vejret.

Om folkene i Ødsted fortæller præsten, at polakkerne forjagede dem slet fra huse og gårde, og de fleste døde i elendighed. Fra landsbyen Rugsted nævner præsten eksempelvis 13 besiddernavne. Deriblandt er der 2 enker, på 5 andre gårde siges mændene at være døde eller endog at være døde i elendighed, og en mand er skudt ihjel af polakker. I denne landsby er altså i hvert fald 8 af 13 mænd døde i krigstiden, og i en anden landsby i Ødsted sogn, Amnitsbøl, meddeler præsten, at alle mændene døde – i alt 10. Af 23 mænd i disse to landsbyer i et sogn er mindst 18 blevet ofret for krig og pest, men i 1662-matriklen er blot anført 13 steder som øde.

Om Gauerslund hedder det i sognejordebogen fra 1662, at sognefolkene mesten bortdøde, og om Gårdslev, at bønderne flesten del døde. Med et lidt ændret ordvalg hedder det samme sted om Pjedsted sogn, at folkene, fleste parten, døde.

Med tilladelse fra Nationalmuseet vises her et foto af skatten fra Viuf hentet fra bogen Fritze Lindahl: Skattefund - Sølv fra Christian IVs tid.

Konsekvenser af krigen

Alle disse frygtelige ting i 1658 og 1659 gjorde at man gemte sin rigdom i jorden. Man flygtede måske til den nærmeste storby for at undgå de udenlandske soldaters terror, og man blev måske ramt af pest undervejs, og så var skatten gemt og glemt. Derfor kunne gårdmand Ravn finde sølvskatten i 1868, og mange andre finde andre skatte i de efterfølgende århundreder. Der ligger uden tvivl stadigvæk i 2012 mange sådanne skatte og venter på at blive fundet omkring Kolding, Fredericia og Vejle. Har du gravet din have godt igennem?

Store dele af Sydjylland blev således affolket i midten af 1600-tallet. Hele sogne var tomme for mennesker, og i de fleste andre sogne var mellem 40 og 80 procent af indbyggerne forsvundet, dræbt i krigen, eller som endnu flere, døde af pest.

Hvordan fik man så liv i Jels, Pjedsted og de andre landsbyer igen. Man havde jo en masse tomme gårde med tilhørende jord, så man hentede simpelthen overskudsbefolkningen i Vendsyssel og Thy, som på daværende tidspunkt var det eneste sted med overskud af mennesker i Danmark.

En anden konsekvens af krigen gik ud over præsterne, der ofte må stå i første række. Dette fremgår bl.a. fra Nim Herred, hvor der også findes beretninger om, hvad der foregik i 1658-59. I artiklen Nim Herreds Præster efter 1660 skriver Sigurd Elkjær i Aarhus Stifts Aarbøger 1936:

1658-59 var dog nok den haardeste Omgang for Egnen. Polakkerne synes at have været særlig virksomme i Hvirring Sogn. Ikke alene en Del Sagn, men samtidige Optegnelser vidner derom. Paa det nuværende Rask Mark blev en Landsby, Skejby, afbrændt af Polakkerne, efter Sagnet fordi Bønderne havde slaaet en polsk Trommeslager ihjel. Skejby rejste sig aldrig af Ruinerne, Markerne blev lagt ind under Herregaarden Rask og først delvis udstykket igen 1818. En af de Ejendomme, der da blev oprettet, kaldes endnu Skejbylund og en Eng ved Rask Skov Skejby Made. I Nabosognet Aale havde Polakkerne fat i Præsten Ole Rasmussen Samsing. Embedets Liber daticus beretter derom: "Efter at han af Polakkerne og andre fremmede Krigsfolk, som da var i Landet, ynkelig var bleven mishandlet den 2. Søndag efter Trinitatis Anno 1659, døde han den 14. August bemeldte Aar". Ikke bedre gik det Mag. Søren Sommer i Hvirring [Red: Søfren Pedersøn Sommer], hvem Polakkerne efter Kirkebogens Beretning slæbte ud af Hornborg Kirke under Gudstjenesten og pinte ihjel nede ved Hornborg Bæk.

Præstegaarden, som Claus Hvirring [Red: Claus Christensøn Hvirring] overtog efter sin myrdede Stedfader, har sikkert været grundigt udplyndret. Naar dertil kom nye, tunge Skatter, Kopskat, Kvægskat og hvad de nu hed, kan man næppe antage, at Embedet var en særlig fed Bid lige straks.

Så rigtigt mange af Sydjyderne, der betragter sig som Sydjyder, og måske ikke kan lide disse nærige Nordjyder, bør tænke sig godt om:

De har højst sandsynligt selv en masse gener i blodet fra de folk fra Vendsyssel og Thy, som igen gjordet landsbyerne omkring Haderslev, Kolding, Fredericia, Vejle og Horsens fulde af liv fra 1660 og fremefter.

Er der nogle mindesmærker for denne krig midt i 1600-tallet i Danmark. Et af de få findes på Trinitatis kirkegård midt i Fredericia by. Hvis man går ind på kirkegården ad den låge, der ligger på hjørnet af Jyllandsgade og Dronningensgade, er der en stor eg lige inde for lågen. Under dette træ ligger der 500 soldater, som forsvarede Fredericia, og som døde under dette forsvar. Der står 2 mindesten - en på hver side af egen. Den ene er sat i 1837 af kronprinsen.

Det andet mindesmærke fra 1837, hvor det forælles, at den senere Kong Frederik VII plantede egetræet for de 500 døde soldater.

Tilstanden i riget efter krigen

I J. J. Ravns bog En historisk-topografisk beskrivelse af Herslev og Viuf sogne i Brusk herred fra 1926, skriver Ravn følgende om byernes tilstand i perioden:

”I Svenskekrigen 1657 til 1660 led Egnen meget, ogsaa Herslev og Viuf Sogne blev slemt medtagne, hvad Tingbøger og Synsforretninger fra hine Dage bærer Vidne om.

Mange Gaarde og Huse blev afbrændte og ødelagte, og det tog adskillige Aar, før de blev genopførte, og mærkelig nok kneb det ofte med at faa Tømmer dertil fra Skovene, man maatte ikke hugge i disse uden Udvisning, og der holdtes aarligt Skovsyn for at efterse, om der var foretaget ulovlig Hugst. I Aarene efter Krigen var der desuden Misvækst, og der gik, synes det, mange Aar hen, før man forvandt Følgerne fra Krigen. Omkring 1720 til 1733 var der en del Misfornøjelse med Forholdene her i Rytterdistriktet, og en Del Bønder i Fredericia- og Kolding-Egnen udsendte en Klage over forskellige Forhold. En Gaardmand i Follerup, Søren Pedersen Lundmand, der boede paa den Gaard, Frederiksen nu ejer, var medvirkende ved Klagens Affattelse. Han led vist ingen videre Fortræd for dette, værre var det for Jens Pedersen Møller fra Brøndsted Mølle [redaktøren: i virkeligheden Brøndsted Mølle], der boede paa den største Selvejergaard i Bredstrup (han var Farbroder til Digteren Povl Martin Møllers Bedstefar, Niels Hansen Møller i Stovstrup); thi han, der dog vistnok var noget stridbar, havde en hel Del Genvordigheder, fordi han ansaas for en af Hovedlederne for Fremkomsten af Klagen over Forholdene. Han havde for øvrigt boet paa en ½ Selvejergaard i Tolstrup. [Læs meget mere om Jens Pedersen Møller i afsnittet om retssagen med Jens Pedersen Møller på siden Viuf - gårdene m.m].

J.J. Ravn skriver i En Historisk-topografisk Beskrivelse af Sognene i Holmans og Elbo Herreder om forholdene i Børkop efter krigen:

I Svenskekrigen 1657 til 1660 led Sognets Beboere meget. Der gik her som i de fleste andre Sogne og Byer paa Egnen, at mange Gaarde og Huse blev afbrændte, ruinerede og ødelagde. Efter en Jordebog fra 1660-1662 i Rigsarkivet, er der 8 øde, afbrændte eller ruinerede Gaard og Bol i Gaverslund, 7 i Børkop, 5 i Brøndsted, 9 i Andkær, 7 i Hvilsbjærg, 7 i Sellerup og 1 i Brejning, og da der synes at have været omkring 75-80 Gaard og Bol i Sognet i hine Dage, bliver det omtrent Halvdelen, som har været ødelagte.

I Tingbogen fra 1663 omtales Tingsvidne, som Delefogden i Holmans Herred lod foretage, og da vidnes, at i Gaverslund By er Mads Hansens, Laurits Madsens og Thomas Søfrensens Gaard øde og forarmede. I Børkop Jørgen Nielsens, Thyge Nielsens, Hans Pedersens halve Gaarde, Niels Andersens, Søfren Thomsens og Hans Pedersens øde eller forarmede. Den sidste kan dog svare halv Landgilde. Den Gaard, Hans Hansen i Skærup har i Børkop, er ogsaa øde og forarmet. Povl Thomsen har nylig modtaget en øde Gaard.

Ravn skriver noget generelt om egnen under Børkop efter uddrag fra Tingbøgerne:

”Af disse Uddrag af Tingbøgerne ses, at det ofte er gaaet livligt til i gamle Dage her paa Egnen. Flere Ting tyder paa, at Befolkningen på Egnen før Svenskekrigen har været ret velhavende. Derpaa tyder bl.a., at man ikke saa sjælden har fundet Mønter og Sølvtøj, som har været nedgravet under Krigen. Men efter denne Krig sank den almindelige Velstand vist ganske betydeligt. Det synes at have været et ret stort Antal Selvejerbønder, som da er gaaet fra deres Gaarde, og i Stedet for Selvejere er blevne Fæstere

På siden Familien Christensenkan du læse et afsnit inden for samme tema med forholdene efter krigen. Dette handler dog især om forholdene i Thy og Vendsyssel under og efter krigen.

Detalje fra stokkebæltet, der blev fundet i Viuf

Fattigdom ock Armod i Skovbølling

Sigurd Kristensen skriver også om samme form for fattigdom og armod efter krigen som i historien fra Vendsyssel. Kristensens artikel Spredte træk fra Skovgaard omkring midten af det syttende aarhundrede er trykt i Vejle Amts Aarbog 1956. Kristensen skriver bl.a.:

Christian Rantzaus Virketrang var en Byrde for Bønderne, men værre var det, at Thomas Becks Efterfølger som Ridefoged viste sig at være ”mere kejserligsindet end Kejseren selv”. Han afslørede sig efterhaanden som en Bondeplager af værste Slags. Til sidst blev hans Behandling af Bønderne saa hensynsløs og ondartet, at de endelig tog Mod til sig og sendte en Klage til Breitenburg. Det skete i 1661, og naar man læser den, maa man huske paa, at det dengang kun var faa Aar siden, Carl Gustavs Tropper hærgede Jylland. Jeg [Sigurd Kristensen] gengiver Klagen, fordi den saa gribende fortæller om magtesløse Menneskers dybe Nød:

Bønderne bønfalder Christian Rantzau, at han ”ville ansee voris Fattigdom ock Armod, som vi udi denne besværlige Tid haffuer lidt ock udstanden ock endnu med besværlige Skatt dagligen paahengis endocksaa med besværlige Egter ock Arbeide, desligeste med Løb, som Deris Høy-Grefle. Naadis Fuldmægtige Giert Rasmussen her paa Deris Naadis Skovgaard os nu paasætter, videre end som af Arrilds Tiid paa Gaarden været haffuer huorfor vi fattige Undersaatter nødis til at giffue Deres Naade tilkiende, dett vi besværis af forn.
Deris Naadig Fogett Giert Rasmussen med Auflingen til en Deel af de øde Gaarde, derudi at hand haffuer ladet os føre Møget ud till en Deel af de samme øde Gaarde, ladet os pløje Jorden ock ladet os saa Kornet derudi ock dernæst haffuer han ladett Kornet høste ock ladet føre udi Skovgaards Lade (forgangen Aar lige saa vel som i Aar), men voris gunstige Hosbund ved vel selff, hvad han deraf bekommer, saa at vi fattige Mænd, som efter denne besværlige Tiid ere offuer bleffne, haver arbeidet ock ørket til samme øde Gaarde noget nær saa meget enhver for sig, som vi tilforne af Arrilds Tid (alt i alt) gjort haffuer.
Hvorfore vi Deris fattige Undersaattere ydmygeligen begiærer af Deris Naade, dette Deris Høy-Grefl. Naade ville ansee voris fattige Leylighed ock giffue os nogen Forlindring, lige som andre gode Mænd her omkring os deris Tienere giffuett haffuer, eftersom en Part af os ere saa forarmede, at vi icke haffuer en Ko, hvorfore vi fattige Mænd nødis till at giffue Deris Høy-Grefflige Naade dette tilkiende ock ydmygeligen begiærer, at Deres Høy-Greffl. Naade ville sætte os en Karl paa Skovgaard, som vi maatte snacke og tale med, eftersom Giert Rasmussen er saa strenge, saa vi ville fordriste os til bedre at komme udi Tale med Hans Høy-Grefflige Naade selff end som med Giert Rasmussen, fordi dersom Giert Rasmussen skall længe besidde Skovgaard, skall Greffuens Gods – det som icke er øde – snart bliffue øde. Gierne ombedendis Hans Høy-Greffuelige Naade os icke fortæncker for voris  dristige Skriffuelse ock Anmodning, ville saa hermed haffue Hans Høy-Greffuelige Naade voris gunstige Hosbunde med alt kiært elsckende Gud Allermægtigste troligen befalet.

Skovbølling den 16. september 1661

Underskrifter: Christen Søffrensøn, Peder Rytter, Jesper Knudsøn, Claus Søffrensøn, Christen Jensøn, alle af Skovbølling, Søren Pedersøn boendis i Hockballe.


”Vi fattige Mænd, som efter denne besværlige Tiid ere offuer bleffne” betyder dem, der har overlevet krigen. Øde Gaarde vil sige Gaarde, der ingen Fæstebonde er paa, og hvis Bygninger i mange Tilfælde ogsaa mangler. Det er Krigens Værk. Endnu i 1662 var under Skovgaard 24 Gaarde ”ganske øde”, og af resten er 13 saa medtagne, at Rantzau har maattet bekvemme sig til at give dem fri for Landgilde. Saa stort har Tabet af Menneskeliv været, at det ikke er muligt at faa Gaardene besat. Der maa tilkaldes Folk fra Landet Nord for Limfjorden, hvor Krigen har gjort mindst Fortræd. I Aarene 1662 og 1663 kommer der fra Vendsyssel og Thy 5 Bønder til Hygum og 1 til Skovbølling. Rantzau maate ogsaa redde lidt i Land ved at bortfæste en Gaard til en Kvinde.

I Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, IV bind, 1872, kommer W. S. Pødenphanth også ind på begrebet ”ødegårde” i artiklen: Bidrag til Skildringen af Tilstanden på Landet i det Sydøstlige Jylland i begyndelsen af dette århundrede. Pødenphanth omtaler da fæstegårdenes tilstand i begyndelsen af 1700-tallet ved hjælp af en fæsteprotokol fra 1708. Næsten alle fæstebrevene starter med ”N.N., der nu fæster den Gaard i N.N., som N.N. formedelst armod [fattigdom] måttet fratræde…”. Pødenphanth fortsætter:

Da nu Herremanden dengang havde Hals og Hånd over sine bønder, blev de unge bønderkarle efter forgodtbefindende ved et magtsprog tvungne til at fæste en sådan forarmet og øde gård, hvis faldefærdige huse der så blev lappet lidt på af Herskabet. I tilfælde af vægring fra karlens side blev han udskrevet til soldat, så han havde to onder at vælge imellem. Korporlige straffe af ladefogdens stok eller ridefogdens (forvalterens) hundepisk hørte heller ikke til sjældenhederne, ligesålidt som tyvehullet eller træhesten, der ikke savnedes på nogen herregård, hvortil der var hoveri-pligtige.

Pødenphanth fortæller om alt lige fra mad, tøjstil, barnefødsler og bryllupper, så lån bogen på biblioteket, og læs artiklen. Den mest interessante oplysning er dog dette:

Endnu i begyndelsen af århundredet (= 1800-tallet) var børns og unge folks ligkister gule, hvilket dog snart blev aflagt, så de alle blev sortmalede.

Varulvene ved Viuf

Det var andre tider dengang i midten af 1600-tallet – krig, sygdom, nød og elendighed. Og dertil skulle så lægges en hel del overtro. P. Eliasen skriver i Vejle Amts Aarbøger 1914 i artiklen Fra Indherrederne om varulvene ved Viuf. Eliasen skriver:

”Med Ulvenes Bedrifter daglig for Øje bredte sig Overtroen om Vareulve. Den ældgamle Folketro gik ud paa, at visse Mennesker snart viste sig i Menneskeskikkelse, snart forvandledes til Ulve. Ogsaa derom kan Tingbøgerne fortælle:

Søndag den 8. September 1667, da Folk i Viuf stod udenfor Kirken og biede efter Præsten, fortalte Villads Hansen en mærkelig Historie om, hvad der sidste Torsdag var passeret ham, da han gik paa Marken og ”ruskede” noget Byg. Han havde sat sine Bæster ved Agerenden, og der kom da to Ulve løbende og vilde rive hans Heste ihjæl. Villads tog sin ”Hjøllee”, som laa ved ham paa Ageren, og løb efter Ulvene. De tog Flugten og skiltes noget fra hverandre, saa den ene løb paa hans højre, den anden paa hans venstre Haand, og pludselig forsvandt de, men paa det Sted, hvor de forsvandt, laa der to Karle, og lidt derfra gik der en Pige og rev Hø. Han løb hen til Karlene og spurgte, om de ikke havde set to Ulve. De svarede Nej, men den ene af Karlene var rød i Ansigtet som Blod, og Villads sagde: ”Da haver I vist Djævelen med at fare!”. Lidt efter saa han Pigen gaa hen og lægge sig ved en af Karlene. Han kendte ingen af dem.

Denne Historie vakte stor Opsigt og kom til sidst ogsaa Slotsfogden paa Koldinghus for Øre, og for at faa nærmere Rede paa Sagen stævnedes alle til Tinge, der kendte noget til den Sag.

Villads fortalte sin Oplevelse, og de to Karle, der var fra Starup, mødte tillige med Pigen. De to Karle forklarede, at havde slaaet Græs, og Pigen havde revet, og da det var Middagstid, havde de kaldt hende hen til Madkurven. Villads bemærkede, at da han saa dem, spiste de ikke, og deres Madkurv stod noget fra dem i en ”Siig”.

Den følgende Tingdag, 5. Oktober, havde Karlene stævnet Villads Hansen til Herredstinget. I Klagen skriver de to Karle: ”Vi fattige Mænd er højligen foraarsagede til vores ærlig Rygtes og Navns Forsvarelse og for slig Mummesnak at dæmpe berørte Villads Hansen hid til Tinget at indcitere, og først sættes i Rette, om han ikke bør give udførlig Forklaring paa sine Ord, om han os i nogen Maade utilbørligen haver fundet eller veed os andet paa at sige end det, som ærlige Mænd vel egner og anstaar, eller derfor at lide Dele eller videre Tiltale. For det andet formener vi saadan Mummesnak ikke bør af nogen anses for fornuftig Tale at være, eftersom Gud i Himlen er bedst vores Uskyldighed bekendt, som vi og vil ombede vores Uskyldighed at forsvare og straffe de sande skyldige. Saa kan og hvert fornuftigt Menneske begribe sligt at være Opdigt vores Navne at ville tillægge i Ulveskikkelse at kunne forvende imod Naturen, som deraf kan ses, at vi fattige Mennesker ved høj Middagstid lagde os ned paa Jorden at hvile af vores Møje og Arbejde og tage vores Middagsmad, som Villads Hansen kom farende og spurgte om Ulvene. Eftersom Marken og Heden er stor nok, kunde Ulvene let gaa os forbi, ikke heller er det Ulvenes Manér at løbe paa levende Folk eller hos dem forblive. Skulde dette lægges os til Eftertale, da kunde hvert kristent Menneske frygte sig for, hvad hans Avindsmænd kunde paasige ham som Bagvaskelse.”

De fordrer Villads Hansen dømt for usømmelig og løgnagtig Tale. Den 16. november var der ny Termin i Sagen. Villads fastholder sin Forklaring. Det er jo ikke ham, der har nævnt deres Navne, det var dem selv, der mødte i Retten, følgelig har han heller ikke beklikket deres Navne. Han har kun sagt, hvad sandt var. Han har ikke sagt, de var i Ulveskikkelse, men da Ulvene forsvandt paa samme Sted, saa han dem ligge dér.

Dommen i Sagen er indført i Brusk Herreds Tingbog under 23. November 1667. Villads Hansen blev frifunden, eller – hvad der praktisk talt var det samme i dette Tilfælde – Herredsfogeden Jens Høgh i Herslev henviste de to uægte ”Varulve” til Landstinget i Viborg, om de vilde Villads Hansen noget i denne Sag. Forskellige omstændigheder i den vidtløftigt refererede Sag kunde godt tyde paa, at Herredsfogeden selv har været lidt i Tvivl, om ikke de to Karle dog har været i Ulveskikkelse.

Fra Viuf kirkegård: Den store Ingwersen-familie fylder en del

Økseslaget i 1669 i Viuf

I artiklen Fra Indherrederne i Vejle Amts Aarbøger 1914 fortæller Eliassen også om den råhed, der er mellem mennesker, som lever under så svære kår. For eksempel skriver han:

”Bønder tog undertiden deres lange Økse med, naar de gik til Grandstævne. Anders Knudsen overfaldt en Søndag 1664 Søren Sørensen paa Tyvkær Gade ved Grandstævne med en Økse. Striden drejede sig om Svinene, der var kommen i Vangen (Brusk Herreds Tingbog d. 20. august 1664). De ublodige Slagsmaal, naar Videt blev drukket, kom vist kun undtagelsesvis for Retten, dertil var de alt for hyppige.

Selv ”paa Kirkevejen” om Helligdage kan man træffe Øksen. Den 9. januar 1669: ”Hans Pedersen i Viuf vidner, at han var hos og saa paa sidst afvigte Allehelgensdag, at Jens Hansen i Viuf kom i Klammeri med Mads Knudsen paa Viuf Gade, og Jens slog ham med en Økse et Slag i Brystet…”. Striden kom over et Stykke Gærde, som Jens mente sig sat for nær.

Detalje fra bæltet, der blev fundet 1868

De stak også med kniv i 1657 – i Himmerland

Når vi nu snakker om livets råhed i 1600-tallet i Danmark, skal denne historie da også lige med. Også den afspejler, hvad det oprindeligt var, som Danmark i dag bygger på. I Personalhistorisk Tidsskrift 44. årg. 8. række, 2. bind, 1923, skriver C. Klitgaard artiklen Himmerlandske slægter, som handler om familierne Færch og Stræt. I forbindelse med Stræt-familien fortæller Klitgaard en lille historie om knivstikker, som lige så godt kunne have foregået i Nivå i 2014. Om den første Stræt, nemlig Jens Nielsen, som boede 1597 i Stræt, skriver Klitgaard om sønnen Knud:
Knud Jensen Stræt nævnes i processen mellem faderens arvinger 1636 og boede omkring 1650 i Nibe, hvor han drev fiskeri og salteri og formodentlig sammen med sin moder. Knud Stræt stævnes 1652 for et halvt års husleje. Knud Stræt stak i 1657 Søren Jensen i Byrsted med en kniv i venstre øje, fordi Søren ville styre ham tilfreds, da han skædtes med en anden mand [Nibe Tingbog den 4. juli 1657]. Knud var tinghører den 27. juli 1672 og nævnes endnu i Nibe 1683, men var død før den 16. november 1692. Knud avlede et barn med Maren Pedersdatter, datter af Peder Eliasen i Nibe – og hun havde i forvejen et barn. Knud tiltales derfor for lejermålsbøde på 17 rigsdaler, mens Maren skal betale 6.
Knud Jensen Stræt ægtede dog Maren Pedersdatter, og hun nævnes i tingbogen 1657, 1658 og 1665 samt som enke den 16. november 1692. I 1676 havde Knud Stræt 1 søn og 2 døtre hjemme, men han havde flere børn.

Knud Stræts søn arver hans temperament. Klitgaard skriver om Jens Knudsen Stræt:
Jens Knudsen Stræt var fisker og salter i Nibe, hvor han døde 1719. Der er skifte efter ham den 8. november 1719 [Nibe Overforbynderiprotokol, fol. 113]. Han havde egen gård men ”fiskede og fæstede” under Oxholm. Hans børn arvede tilsammen 129 rigsdaler, og om hans enke siges i mandtal til ekstraskatten 1744, at hun besad gården, hvori hun drev fiskerivirksomhed, med gæld. Hun holdt en pige og en karl.
Den 8. oktober 1704 var Jens Stræt og (hans svoger?) Poul Jensen Koch fra Nibe på Hobro Marked nord for Hobro bro (altså i Hostruphuse i Hindsted herred) for at sælge saltede sild. De blev så afkrævet stadepenge, men de ville ikke betale, hvorfor byfogeden lod dem pante, hvilket medførte, at de skældte hans folk ud for røvere og skælmer. Byfogeden Christen Nielsen Hostrup slog så efter den ene med sin stok, men Jens Stræt greb ham i parykken og skældte ham ud for en hund, og så endte det med, at Nibingerne fik prygl af byfogeden og hans folk.

Klitgaard følger familien til begyndelsen af 1800-tallet, hvor han slutter med Niels Jørgensen Stræt, der døde i København den 12. september 1785 som islandsk købmand [hørkræmmer], og hans 3 børn.

Taksationsforretninger i Vejle Amt 1796 og 1797

www.sa.dk finder du under på forsiden under Øvrige samlinger under arkivalieronline, klik på Søg, bøger med taksationssager fra Vejle amt ved at vælge amter, derefter Amt=Vejle og Vejle Amts Branddirektorat. Her findes taksationer mellem 1769 til 1800, som fortæller, hvordan gårdene eller husene så ud, hvad bygninger var værd, og hvem der boede der i 1784, hvis det ikke var den samme ejer eller fæster. Her er nogle eksempler fra bogen Vester Nebel, Viuf og Vilstrup 1796 til 1798 (som indeholder mange andre sogne end de nævnte):

Opslag 2 til 16 – Taksation af Jerlev den 18. marts 1797 [i forhold til 1784]:
Selvejergårdmand Jens Jensen Grøn i Jerlev, Peder Nielsen Smid i Jerlev, fæster Peder Jørgensen i Jerlev, forrige fæster Poul Sørensen i Jerlev, fæster Anders Jørgensen i Jerlev, selvejergårdmand Johan Mortensen i Jerlev, selvejer afdøde Lars Poulsens hustru Anne Elisabeth Mortensdatter i Jerlev, husmand Jens Sørensen i Jerlev, Selvejergårdmand Niels Sørensen i Jerlev, selvejergårdmand Niels Christensen i Jerlev, selvejergårdmand Mads Simonsen i Jerlev, forrige gårdmand Simon Madsen i Jerlev, selvejergårdmand Iver Jensen i Jerlev, forrige gårdmand Niels Joensen, selvejergårdmand Christen Nissen, selvejergårdmand Mads Nielsen, forrige gårdmand Niels Madsen, Selvejergårdmand Niels Joensen, selvejerhusmand Niels Thomsen i Holmshuus, forrige husmand Peder Jensen, selvejerhusmand Thomas Jensen i Fruekierhuus, selvejergårdmand Anders Thomsen, forrige gårdmand Jens Jensen. Underskrives af Søren Hansen Snedker og Johan Petter Brykøb murmester.
Opslag 17 – Taksation af Tvedsgaard i Jerlev sogn den 17. marts 1797:
Selvejergårdmand Søren Nielsen i Tveedsgaard beliggende syd for Tveedskue
Opslag 18 til 27 – Taksation af Mejsling den 24. april 1797 [i forhold til 1784]:
Selvejergårdmand Iver Christensen i Mejsling, selvejerhusmand Peder Jensen i Mejsling, selvejer Christen Nielsens enke Anne Nielsdatter i Mejsling, selvejergårdmand Christen Jacobsen i Mejsling, selvejergårdmand Laurits Thomsen i Mejsling, forrige gårdmand Laurits Jacobsen i Mejsling, selvejergårdmand Christen Madsen i Mejsling, selvejergårdmand Peder Bertelsen i Mejsling, selvejergårdmand Niels Christensen i Mejsling, forrige gårdmand Søren Madsen, selvejerhusmand Morten Orlef [i Jerlev by?], forrige husmand Peder Orlef, selvejerhusmand Hans Christensen i Fyrstenborg i Mejsling [adskildt fra Christen Jacobsens gård]

Opslag 115 til 133 – Taksation af Seest den 8. august 1796 [i forhold til 1784]:
Selvejerhusmand Jes Lauritsen Skreder i Seest, forrige husmænd Anders Hosh og Bertel Lercke i Seest, selvejerhusmand Niels Nielsen Hagelund i Seest, selvejergårdmand Rasmus Poulsens enke Maren Jensdatter i Seest, selvejerhusmand Christen Christensen Væver i Seest, selvejerhusmand Jens Christensen Smith, forrige husmand Peder Nielsen i Seest, hr. Niels Grunnet sognepræst for Seest, Trond Junghans, selvejergårdmand Niels Pedersen i Seest, selvejergårdmand Jeppe Johansen i Seest, forrige gårdmand Jens Ebbesen i Seest, selvejergårdmand Hans Dahl i Seest, forrige gårdmand Hans Andersen i Seest, selvejergårdmand Jess Andersen i Seest, selvejergårdmand Jeppe Pedersen i Seest, forrige gårdmand Poul Knudsen i Seest, selvejergårdmand Peder Erichsen i Seest, selvejerhusmand Anders Jensen Wondsyld i Seest, selvejerhusmand Søren Jensen i Seest, selvejergårdmand Jørgen Nielsen i Seest, forrige gårdmand Niels Christensen i Seest, selvejergårdmand Hans Christensen Møller i Seest, forrige gårdmand Anders Jensen Høyens i Seest, selvejergårdmand Søren Pedersen Krog i Seest, forrige gårdmand Hans Pedersen i Seest, selvejergårdmand Niels Hansen i Seest, forrige gårdmand Johan Nielsen i Seest, selvejergårdmand Poul Nissen Bech i Seest, forrige gårdmand Niss Poulsen i Seest, selvejergårdmand Ole Madsen i Seest, selvejergårdmand Thomas Andersen i Seest, selvejerhusmand Niels Pagh i Seest [gård rejst af Hans Pedersen Siøgaard], selvejerhusmand Niels Jensen i Seest, forrige husmand Frands Jakobsen i Seest, selvejerhusmand Christen Pedersen i Seest, forrige husmand Niels Jørgensen i Seest, selvejerhusmand Christen Andersen Høy i Seest, forrige husmand Niels Høy i Seest, selvejer Hans Nielsen Griis ved Hundevadskrog – udflyttet fra Seest, forrige gårdmand Peder Poulsen Randbølls, selvejergårdmand Peder Johansen på Høyrupgaard – udflyttet fra Seest, selvejer Peder Poulsen på Tantholt – udflyttet fra Seest, selvejer Johannes Hansen Tang på Dueborg – udflyttet fra Seest, forrige gårdmand Anders Enevoldsen i Seest, selvejergårdmand Eschild Thomsen på Langholtgaard – udflyttet fra Seest. Underskrevet af Abells og P. Terpager.

Opslag 219 til 225 – Taksation af Uhre by i Lejrskov sogn den 26. august 1796 [i forhold til 1784]:
Selvejergårdmand Seier Pedersen i Uhre, forrige gårdmand Peder Rigelsen i Uhre, selvejergårdmand Søren Sørensen Boulef i Uhre, forrige gårdmand Jacob Jacobsen i Uhre, selvejergårdmand Niels Nielsen Bruun i Uhre, forrige gårdmand Jep Nielsen i Uhre, selvejergårdmand Anders Sørensen i Uhre, forrige gårdmand Christen Sørensen i Uhre, afdøde Christen Rasmussens enke Anne Jensdatter i Uhre, forrige selvejer Laurs Rasmussen i Uhre, selvejer Peder Lauritsen i Uhre, selvejergårdmand Peder Mortensen i Kisbølle og udflyttet fra Uhre, forrige gårdmand Jørgen Johansen, selvejergårdmand Peder Andersen i Kisbølle og udflyttet fra Uhre, forrige gårdmand Ole Hansen i Uhre, selvejer Willum Mogensen i Kisbølle og udflyttet fra Uhre, forrige gårdmand Hans Hansen i Uhre, selvejr Iver Lauritsen i Kisbølle og udflyttet fra Uhre, forrige gårdmand Anders Thomsen i Uhre, selvejer Peder Jørgensen i Byekierhuus og udflyttet fra Uhre, selvejer Hans Pedersen Bierregaard i Fynslund og udflyttet fra Uhre, forrige gårdmand Jess Engelbretsen i Uhre. Underskrevet af Søren Hansen Snedker og Johan Peter Biskov samt af Abells og P. Terpager.

Opslag 222 til 235 – Taksation af Harte sogn den 27. september 1796 [i forhold til 1784]:
Selvejergårdmand Jacob Jørgensen i Harte, Fæstegårdmand Mathias Johansen Winther i Harte, selvejergårdmand Jens Thomsen i Harte, forrige gårdmand Niels Nielsen i Harte, selvejerhusmand Jørgen Madsen Buch i Harte, selvejergårdmand Christen Hansen i Harte, selvejergårdmand Søren Knudsen i Harte, selvejerhusmand Peder Lauritsen i Harte, selvejergårdmand Hans Lauritsen på Sandbjerggard og udflyttet fra Harte, selvejergårdmand Peder Andersen i Harte, forrige gårdmand Anders Pedersen i Harte, selvejergårdmand Søren Olesen i Harte, forrige gårdmand Iver Hansen i Harte, selvejergårdmand Mads Sørensen i Harte, forrige gårdmand Christen Jepsen i Harte, huset tilhørende skoleholder Søren Hansen i Harte, selvejergårdmand Jens Sørensen i Harte, forrige gårdmand Søren Jensen i Harte, selvejergårdmand Søren Pedersen i Harte, huset tilhørende selvejer Maren Larsdatter i Harte, forrige husejer Hans Lauritsen i Harte, selvejergårdmand Thulle Iversen i Harte, forrige gårdmand Niels Jensen i Harte. Underskrevet af Søren Hansen Snedker og Johan Peter Biskov samt af P. Terpager. 

Begyndelsen på takseringen af huset tilhørende Christen Andersen Høy i Seest 1796.

Taksationsforretninger i Vejle Amt 1784

www.sa.dk finder du under på forsiden under Øvrige samlinger under arkivalieronline, klik på Søg, bøger med taksationssager fra Vejle amt ved at vælge amter, derefter Amt=Vejle og Vejle Amts Branddirektorat. Her findes taksationer mellem 1769 til 1800, som fortæller, hvordan gårdene eller husene så ud, hvad bygninger var værd, og hvem der boede der i 1784. Her er nogle eksempler fra bogen Øster Starup sogn1774-1800 (som faktisk indeholder Herslev sogn):

Taksation af Herslev sogn i 1784.
Opslag 3 – Poulsens gård i Folderup - den 24. december 1784 underskrevet af Niels Torckildsen tømmermand og Anders Smidt muurmester i overværelse af Geelmuijden:
Opslag 5 – Huset tilhørende Jens Jensen Smed hus i Højrup i Herslev sogn – 29. september 1784 samt den 15. december 1784 af samme underskrivere – og herunder som værende underskrevet af samme.
Opslag 6 – Gården tilhørende Hans Nielsen i Højrup i Herslev sogn, Opslag 8 – Gården tilhørende Søren Pallesen i Højrup i Herslev sogn, Opslag 10 – Gården tilhørende Hans Keisen i Hørup i Herslev sogn, Opslag 12 – Gården tilhørende Hans Griis i Højrup i Herslev sogn, Opslag 14 – Gården tilhørende Knud Ollesen i Højrup i Herslev sogn, Opslag 16 – Gården tilhørende Christopher Pedersen i Højrup i Herslev sogn, Opslag 18 – Gården tilhørende Hans Madsen i Højrup i Herslev sogn, Opslag 20 – Gården tilhørende Thomas Pedersen i Højrup i Herslev sogn, Opslag 22 – Gården tilhørende Anders Nielsen i Herslev by – den 2. oktober 1784 og 18. oktober 1784, Opslag 23 – Gården tilhørende Rasmus Davidsen i Herslev by – den 1. oktober 1784 og 15. december 1784, Opslag 25 – Gården tilhørende Niels Pedersen i Herslev by – den 2. oktober og 15. december 1784, Opslag 26 – Gården tilhørende Hans Pedersen i Herslev by [samme datoer], Opslag 27 – Gården tilhørende Christen Pedersen i Herslev by [samme datoer], Opslag 28 – Gården tilhørende Søren Nielsen Qvist i Herslev by den 1. oktober og 15. december 1784, Opslag 29 – Gården tilhørende Niels Qvist i Herslev by [samme datoer], Opslag 31 – Gården tilhørende Niels Iversen i Herslev by den 2. oktober og 15. december 1784, Opslag 33 – Gården tilhørende Anders Nielsen Bull [Boll] i Herslev by [samme datoer], Opslag 34 – Gården tilhørende Peder Jensen i Herslev by den 1. oktober og 15. december 1784, Opslag 36 – Poulsens gård i Follerup i Herslev sogn den 2. oktober og 15. december 1784, Opslag 38 – Gården tilhørende Thomas Christophersen i Tolstrup i Herslev sogn den 1. oktober og 15. december 1784, Opslag 39 – Gården tilhørende Bertel Jensen i Tolstrup i Herslev sogn [samme datoer], Opslag 41 – Gården tilhørenden Jens Pedersen Lundemand i Tolstrup i Herslev sogn [samme datoer], Opslag 42 – Gården tilhørende Søren Nielsen i Herslev by [samme datoer], Opslag 44 – Huset tilhørende Hans Nielsen Bull [Boll] i Herslev by [samme datoer], Opslag 45 – Gården tilhørende Niels Jepsen i Herslev by [samme datoer], Opslag 47 – Huset tilhørende hr. Brun [præsten] i Ennemærke i Herslev sogn den 8. oktober 1784, Opslag 48 – Gården tilhørende hr. Brun [præsten] i Herslev by [samme dato], Opslag 50 – Aftægtshuset tilhørende hr. Brun [præsten] i Herslev by den 8. oktober og 15. december 1784, Opslag 51 – Gården tilhørende Søren Christensen Dahl i Herslev by den 1. oktober og 15. december 1784, Opslag 53 – Gården tilhørende Christen Hansen i Tolstrup by i Herslev sogn [samme datoer], Opslag 55 – Gården tilhørende Niels Thomsen i Tolstrup i Herslev sogn [samme datoer], Opslag 56 – Gården Øsdalsgaard tilhørende Hans Bertelsen i Herslev sogn [samme datoer], Opslag 57 – Gården tilhørende Hans Nielsen Bræms i Herslev sogn [samme datoer], Opslag 59 – Gården tilhørende Niels Dahl i Herslev by den 2. oktober og 15. december 1784, Opslag 61 – Gården tilhørende Hans Juel i Herslev by den 1. oktober og 15. december 1784, Opslag 63 – Gården tilhørende Hans Nielsen i Herslev by [samme datoer], Opslag 65 – Gården Hvadlund tilhørende Laurs Bie i Herslev sogn den 20. august og 15. december 1784, Opslag 67 – Gården Haurballegaard tilhørende Christen Pedersen i Herslev sogn [samme datoer], Opslag 69 – Huset tilhørende enken efter Søren Andersen i Højrup i Herslev sogn den 29. september og 15. december 1784, Opslag 70 – Gården tilhørende enken efter Jep Basse i Højrup i Herslev sogn [samme datoer], Opslag 72 – Gården tilhørende Hans Hansen Schouenborg i Højrup i Herslev sogn [samme datoer], Opslag 74 – Gården tilhørende Jens Christiansen i Højrup i Herslev sogn [samme datoer], Opslag 76 – Gården tilhørende Jens Nielsen i Højrup i Herslev sogn [samme datoer], Opslag 78 – Huset tilhørende Peder Hansen Møller i Højrup i Herslev sogn [samme datoer], Opslag 79 – Gården tilhørende Laus Pouelsen i Højrup i Herslev sogn [samme datoer], Opslag 81 – Huset tilhørende Peder Løckemand i Højrup i Herslev sogn den 29. september og 18. oktober 1784, Opslag 82 – Huset tilhørende Andreas Thomsen i Højrup i Herslev sogn den 29. september og 15. december 1784, Opslag 83 – Gården tilhørende Søren Pallesen i Højrup i Herslev sogn [samme datoer] – det ser ud til, at mange af papirerne derefter gentages…
Derefter på opslag 189 begynder taksationen af Herslev år 1798.

Ellen Byriel 03.02.2021 15:59

Hej!
Imponerende side/r. Ved man hvor Gevaldigerhuset /tinghuset var beliggende? Birkeskriver Lund er min mange gange tipoldefar.
mvh Ellen

Nyeste kommentarer

17.11 | 14:53

Søn, Peder på afgangsliste 1824 til Kastbjerg Mølle. Ft 1834 i Kastbjerg,...

29.10 | 08:52

Bodil Sørensdatter Bor i Demstrup, gift 2 med kromand Jens Ch...

29.10 | 08:48

Se Sem kirkebog 1718 - 1797 Ny udg. opsl. 71 Søn Niels Sørensen,- død N...

29.10 | 08:15

Hej Henrik Anne Cathrine er d.a. Jens Sørensen og Karen Jensdatter i Dalb...