Mariane Pedersdatter Overgaard (1814 - 1870)
12 af 16 - Mariane Pedersdatter Overgaard
bliver født tirsdag den 8. februar 1814 i Funder sogn. Mariane Pedersdatter Overgaard bliver døbt i Funder kirke onsdag den 9. marts 1814 af provst Peter Aaboe. Forældrene er ved fødslen beskrevet som gårdmand Peder Jensen Hinberg og hustru Anne [Cathrine] Marie Johansdatter. Familien hedder dog Overgaard, men præsten kan kun huske, at faren i familien kommer fra Hindbjerg. Da Mariane bliver døbt, er gudmoren Bodil Thomasdatter, og faddere er Jens Abildskov, Jørgen Pedersen, Niels Kirk og Henrik Tollund af Funder.
Mariane Pedersdatter Overgaard bliver vaccineret søndag den 20. august 1815 af lægen Sommer.
Mariane Pedersdatter Overgaard af Funder kirkes Søndre Anneksgård i Funder Kirkeby bliver konfirmeret den 5. oktober 1828 i Funder kirke. Præsten Niels Michael Aaboe, der er søn af præsten, som døbte hende, giver hende karaktererne God for kundskaber og Meget god for opførsel. Om forældrene skriver præsten:
Forældrene annex bonde Peder Jensen og hustru Ane Marie Johansdatter i Funder Kirkeby
Året efter i 1829 forlader Mariane Pedersdatter Overgaard hjembyen Funder. På afgangslisten skriver præsten, at Mariane Pedersdatter på 15 år skal ud som tjenestepige til Gjellerup Brabrand.
På et eller andet tidspunkt mellem 1830 og 1832 tager Mariane Pedersdatter Overgaard fra Gjellerup til Kasted sogn, men hun er ikke på tilgangslisten i Kasted. Hun er muligvis på afgangslisten for Gjellerup ca. 1831, hvor præsten skriver, at hun er 16½. Han skriver dog, at hun er fra Sneiberg, og da der ikke er andre data at gå efter, kan hun ikke verificeres 100 %.
Mariane Pedersdatter er på afgangslisten for Kasted den 1. november 1832, hvor præsten skriver, at hun skal til Funder, og at hun er 17 år gammel. gammel. Hun har tjent hos gårdmand Michel Nielsen af Kasted.
Mariane Pedersdatter forlader Funder igen i slutningen af 1833. På afgangslisten skriver præsten, at hun er 18½ år gammel og skal til Lyngå [skrevet Lindaa] som tjenestepige. Desuden skriver præsten, at hun har sin skudsmålsbog med sig.
Mariane Pedersdatter ankommer den 10. november 1833 til Favrskov i Lyngå sogn. Præsten i Lyngå skriver på tilgangslisten, at Mariane er vaccineret den 20. august 1816, men det rigtige årstal er vist nok 1815.
Ved folketællingen i 1834 er Mariane Pedersdatter en tjenestepige på Faurskov hovedgård:
Mariane Pedersdatter 20 år Ugift tjenestepige
Mariane Pedersdatter Overgaard bliver mor til en uægte søn mandag den 27. april 1835, mens hun er tjenestepige på Favrskov i Lyngå sogn. Den udlagte barnefar hedder Jens Christensen Bach og er bosiddende i Hadsten. Drengen bliver døbt i Lyngå kirke søndag den 3. maj 1835 og får navnet Peder Christian Jensen, dvs. Peder opkaldes efter sin morfar, Peder Jensen Overgaard. Ved folketællingen i 1845 er den 10-årige Peder Christian sat i pleje hos Marianes forældre i Funder Nørreby. Peder Christian bliver konfirmeret den 1. oktober 1848 i Funder kirke. Præsten skriver, at forældrene er husfæster i Lyngaa by Jens Christensen Bak og Mariane Pedersdatter, men at han var hos plejefaderen Peder Jensen Overgaard i Funder bys indflyttede huse. Da Peder Christian er 14½ år gammel, forlader han Funder og rejser til Lyngå den 4. november 1849. Præsten skriver, at det er håndteret af hjemmet. Peder Christian er dog ikke på tilgangslisten i Lyngå. Præcist et år efter forlader Peder Christian Lyngå og flytter til Hadsten Mølle den 4. november 1850. Præsten i Lyngå skriver, at han nu er 15½ år gammel og tjente hos gårdmand Mads Pedersen Moesgaard. Drengen er også på tilgangslisten i Hadsten, hvor præsten skriver, at han ankom fra Lyngå og skal tjene hos møller Breinholm. Året efter i november 1851 forlader Peder Christian Hadsten, idet præsten skriver, at han rejser til Foldby. I Foldby er han også på tilgangslisten som ankommet den 3. november 1851 fra Hadsten, og den 16-årige Peder Christian skal være på Norring Mølle. Ved folketællingen i 1855 er den 20-årige Peder Christian tjenestekarl på Mogens Rasmussens gård i Folby. Den 7. december 1856 bliver Marianes søn, Peder Christian Jensen, i tjeneste hos Mogens Rasmussen på Folby Mark far til en uægte søn, der opkaldes efter sin farfar, Jens Christensen Bach, og som dermed bliver døbt Jens Pedersen. Marianes mand, Jens Christensen Bach af Lyngå, er fadder til den lille dreng sammen med deres datter, Kirsten Marie Jensen af Lyngå, der er gudmor ved dåben i Folby kirke i juni 1857. Moren til den lille dreng er en pige ved navn Anne Nielsdatter af Tinning. Den 27. maj 1859 bliver den 25-årige Peder Christian Jensen, der er ”søn af husmand Jens Christensen Bach af Lyngaae”, viet i Folby kirke til Anne Nielsen af Tinning, som er datter af Niels Jensen Østergaard i Tinning. Forlovere er Peder Rasmussen af Lyngå og Niels Pedersen af Søften. Parret bosætter sig dog i Søften kort efter brylluppet, idet de den 12. juni 1859 bliver forældre til en pige, der bliver døbt Elin Marie Pedersen Jensen i Søften kirke. Farfaren Jens Christensen Bach af Lyngå er fadder for pigen. Parret bor i Søften ved folketællingen i 1860 med deres 2 børn, Jens Pedersen på 4 år, og Elin Marie Pedersen Jensen på 1 år. Der vides ikke noget om, hvad der sker med familien efter 1860. Ved folketællingen i 1870 er Peder Christian Jensen eller nogen i familien ikke at finde i Søften, men det vides ikke, hvad årsagen er. I juni 1873 er Peder Christian Jensen af Søften fadder, da hans far i Lyngå får døbt sit næstyngste barn. Den 2. januar 1876 er Peder Jensen af Søften endnu engang fadder for sin far, da han får sit yngste barn. Ved folketællingen i 1880 bor Peder Christian Jensen med hustruen i et hus i Søften, men der er ingen børn hjemme. Han angives til at være 45 år gammel, mens hun er 49 år. Ane Nielsdatter og Peder Christian Jensen bor stadigvæk i et hus i Søften ved folketællingen i 1890. Hos dem bor nu plejebarnet Ane Marie Lind, der er 2 år gammel.
Mariane Pedersdatter Overgaard
bliver gift med Jens Christensen Bach
lørdag den 26. september 1835 i Funder kirke, hvor
hendes forlover er hendes far
af Funder Kirkeby, mens den anden forlover er Niels Jensen Ryhdal. Præsten N. M. Aaboe skriver om Mariane:
Pigen Mariane Pedersdatter for faderen Peder Jensen Overgaard i Funder Kirkeby, 20½ år gammel.
Mariane Pedersdatter Overgaards morfar, Johan Jensen Elling, dør i Funder Kirkeby lørdag den 12. marts 1836, hvor Mariane altså er 18 år gammel.
Funder kirke 2011 - ikke så stor men alligevel meget smuk
Mariane Overgaard efter 1836
Familien med Mariane Pedersdatter Overgaard flytter til Kikkenborg i Them sogn mandag den 23. januar 1837.
Mariane Pedersdatter Overgaard bliver anden gang tirsdag den 12. december 1837 i Kikkenborg i Them sogn mor til en datter, som bliver døbt Kirsten Marie Jensen. Kirsten Marie bliver som 23-årig gift den 22. februar 1861 i Lyngå kirke med Niels Sørensen Bach af Jebjerg i Randers amt, der arbejder som tjenestekarl i Granslev. Familien bosætter sig i Lyngå, hvor de får 10 børn. De 5 ældste er: Rasmus, Niels Christian, Marius, Bodil Marie og Ane. Blandt fadderne til den ældste søn, Rasmus Nielsen, er Jørgen Rasmussen af Vitten den 5. juni 1868, dvs. svogeren til Kirsten Marie Jensen, da han er gift med hendes lillesøster Anne Marie. Ved folketællingen i 1870 har Kirsten Marie og ægtemanden i et hus i Lyngå følgende børn: Mariane Sørensen på 8 år, Christen Bach Nielsen på 7 år, Søren Nielsen på 5 år, Jens Bach Nielsen på 4 år, Rasmus Nielsen på 1 år samt et udøbt drengebarn. Kirsten Maries søn, Jens Bak Nielsen, bliver gift i Skjød kirke den 14. februar 1893, og på dette tidspunkt er Niels Sørensen Bach en husmand i Lyngå. Kirsten Marie dør den 20. februar 1906 i Lyngå, og hun bliver altså 68 år gammel. Ægtemanden Niels Sørensen Bach dør den 17. oktober 1909, og han bliver således 75 år.
Familien flytter fra Kikkenborg i Them sogn til Lyngå søndag den 18. november 1838.
Ved folketællingen den 1. februar 1840 bor Mariane Pedersdatter Overgaard med ægtemanden og to børn hos hendes forældre i et hus i Funder Kirkeby.
Mariane Pedersdatter Overgaard bliver i stamtræet mor til Anne Marie Jensen Bach i Lyngå fredag den 4. september 1840. Ane Marie lever i hvert fald indtil 1897, men der vides ikke noget om hende efterfølgende.
Torsdag den 29. maj 1842 bliver Mariane Pedersdatter mor til sin anden søn, der bliver døbt med navnet Christen Jensen Bach i Lyngå kirke den 10. juli 1842. Drengens far beskrives da stadigvæk som indsidder, og der er ingen fra hendes familie, der er faddere. Den 2. november 1857 rejser Christen Jensen Bach væk fra Lyngå og til Skjød sogn. Der vides ikke mere om Christen Jensen Bach efter 1857.
Ved folketællingen den 1. februar 1845 bor Mariane Pedersdatter Overgaard med ægtemanden og tre børn i Lyngå.
Mandag den 16. juni 1845 bliver Mariane Pedersdatter Overgaard mor til en søn i Lyngå, der bliver opkaldt efter hendes far, dvs. Peder Jensen.
Mariane Pedersdatter Overgaard bliver igen mor mandag den 21. august 1848, hvor hun får en datter, der bliver døbt med navnet Johanne Dorthea Jensen i Lyngå kirke.
Ved folketællingen i 1850 bor Mariane Pedersdatter [Overgaard] med ægtemanden og 4 børn i Lyngå.
Mariane Pedersdatter Overgaards mor, Anne Cathrine Marie Johansdatter, dør tirsdag den 28. februar 1854.
Mariane Pedersdatter Overgaard bor sammen med ægtemanden og de tilbageværende to børn i Lyngå ved folketællingen i 1855.
Mariane Overgaards storebror, Jens Pedersen Overgaard, dør i Funder den 21. september 1858, og han blev altså 50 år og 1 dag gammel kun. Hans børn kommer hen til søsteren, Anne Pedersdatter, i Voel i Tvilum sogn, idet denne ikke selv har kunnet få børn.
Peder Jensen er det eneste barn, som stadigvæk er hjemmeboende ved folketællingen i 1860 hos forældrene i Lyngå.
Mariane Pedersdatter Overgaard får fredag den 22. februar 1861 den fornøjelse at opleve, at hendes ældste datter bliver gift i Lyngå kirke. Det er Kirsten Marie, som bliver gift.
Mariane Pedersdatters storesøster, Dorthe Catrine Pedersdatter Overgaard, dør i Funder Kirkeby den 7. september 1862, hvor hun kun er 51 år gammel.
Mariane Pedersdatter Overgaards far, Peder Jensen Overgaard, dør mandag den 10. november 1862 i Funder, og han bliver jo en rigtig gammel mand på 91 år.
Mariane Pedersdatter Overgaards datter, Anne Marie Jensen, bliver gift med den noget ældre enkemand og husmand i Vitten, Jørgen Rasmussen, fredag den 20. april 1866 i Lyngå kirke.
Mariane Pedersdatter Overgaard bliver altså mor til 2 piger og 3 drenge. Hun oplever i hvert fald, at begge piger bliver gift og får børn.
Mariane Pedersdatter Overgaard dør mandag den 4. april 1870 og bliver begravet lørdag den 9. april 1870 fra Lyngå kirke. Hun bliver kun 55 år gammel. Hun overleves af manden, som gifter sig på ny.
Relationer: Karna Kristense Emilie Jørgensen <- Rasmus Jørgensen <- Anne Marie Jensen Bach <- Mariane Pedersdatter Overgaard
Mariane Pedersdatter Overgaard som indskrevet i Funder kirkebog ved dåben i 1814
Nyeste kommentarer
17.11 | 14:53
Søn, Peder på afgangsliste 1824 til Kastbjerg Mølle. Ft 1834 i Kastbjerg,...
29.10 | 08:52
Bodil Sørensdatter Bor i Demstrup, gift 2 med kromand Jens Ch...
29.10 | 08:48
Se Sem kirkebog 1718 - 1797 Ny udg. opsl. 71 Søn Niels Sørensen,- død N...
29.10 | 08:15
Hej Henrik Anne Cathrine er d.a. Jens Sørensen og Karen Jensdatter i Dalb...