Niels Christian Mejlby (1858 - 1936)
1 af 4 - Niels Christian Mejlby
bliver født mandag den 14. juni 1858 i Kousted som Niels Christian Pedersen. Niels Christians forældre forældre beskrives som
Peder Nielsen Meilby og Ane Kirstine Nielsdatter Vognsen. Niels Christian Mejlby bliver døbt i Kousted kirke søndag den 27. juni 1858 af sognepræsten H. C. W. Ebbesen, der i 1869 overflyttes til Slangerup. Niels Christian døbes med det oprindelige efternavn Pedersen, da navnet Mejlby først bliver købt officielt den 30. januar 1906. Efter dåben i kirken skriver præsten følgende om gudmor og faddere:
Barnet baare af Søren Smeds Datter Anne [Sørensdatter] af Bilit og Søren Arents Datter Kathrine [Sørensdatter] her af Sognet [Kousted] stod for. Mandefaddere er Søren Offersen [Søren Pedersen Offersen], Søren Snedker og Jens Larsen [nok Jens Laursen Bach], alle gaardmænd af Kousted Sogn
Ved folketællingen den 1. februar 1860 bor Niels Christian Mejlby som 2-årig naturligvis hjemme hos forældrene i Kousted.
Niels Christian Mejlby bliver vaccineret torsdag den 5. juni 1862.
Ved folketællingen den 1. februar 1870 bor Niels Christian Mejlby stadigvæk som 11-årig hos forældrene i Kousted.
Søndag den 6. oktober 1872 bliver Niels Christian Mejlby konfirmeret i Kousted kirke af præsten Lorents Andreas Hjorth. Hans forældre beskrives ved den lejlighed som husmand Peder Nielsen Meilby og hustru af Kousted Mark.
Niels Christian Mejlby mister sin mor, Ane Kirstine Vognsen, fredag den 23. maj 1873, hvor han kun er 14 år gammel.
Ved folketællingen den 1. februar 1880 arbejder Niels Christian Mejlby som møllersvend ved Broberggård og mølle i Kousted. Niels Christian er da 21 år gammel.
Den 23. marts 1883 er ”husmand N. Chr. P. Mejlby af Kousted” fadder i Kousted kirke til en pige, som bliver døbt Christine Christensen. Pigens forældre er husmand Frederik Christensen af Kousted Kjær og hustru Kirsten Nielsen, som kun bor kort tid i Kousted. Gudmor er hustruen til skrædder Niels Christian Nielsen af Asferg Mark fulgt af tjenestepige Johanne Marie Christensen af Kondrup i Råsted sogn. Faddere er desuden husmand Niels Jensen af Ørrild i Fårup sogn og ungkarl Jens Sørensen af Svallinggaard i Asferg.
Den 6. april 1884 er Niels Christian Pedersen Mejlby igen fadder i Kousted kirke. Denne gang er det Niels Christian Mejlbys bror, husmand Niels Pedersen af Kousted Kjær, der får døbt sin søn med navnet Peder Christian Pedersen. Gudmor er hustruerne til Chr. Aagaard og M. Therkelsen. Foruden broren er husmændene Niels Uldberg af Kousted og Niels Chr. Nielsen af Kousted faddere. Peder Christian Pedersen er ved folketællingen i 1890 i pleje hos brødrenes forældre, fordi hans far er på Cimbria ved Mariager for at arbejde, og hans mor er død den 19. oktober 1887. Peder Christian bor ikke hos sin far og stedmor i Kærby i 1901, så det vides ikke, hvad der sker med ham efter den 1. juli 1890. Peder Christian er ikke død i Kousted eller Kærby i mellemtiden.
Den 11. maj 1884 er husmand Niels Christian Pedersen Mejlby atter fadder i Kousted kirke. Det er indsidder Peder Christensen af Kousted Kær og hustru Else Marie Nielsen, der får døbt en søn med navnet Søren Christensen. Gudmor er tjenestepige Ane Gundesen af Kousted fulgt af Mette Marie Nielsen af Randers. Andre faddere er ungkarlene Niels Nielsen og Christen Sørensen af Kousted sogn.
Niels Christian Mejlby bliver gift første gang som 26-årig torsdag den 11. december 1884 med Johanne Marie Pedersen, og brylluppet foregår i Borup kirke. Johanne er født i 1856 i Borup sogn som datter af husmand Peder Christensen Thisted og Maren Sørensdatter. Præsten skriver, at det er Niels Christian Pedersen af Kousted, som er født den 14. juni 1858. Forloverne er husmændene Jens Christensen og Simon Pedersen, som begge er af Borup.
Niels Christian Mejlby af Kousted bliver far til sit første barn som 27-årig, idet han får en søn, der bliver døbt Martin Pedersen onsdag den 27. januar 1886. Da den lille dreng er døbt, skriver præsten om gudmor og faddere:
Fadderne er Jens Jensens datter Gjertrud af Kousted Stampe og tjenestepige Else Marie Christiansen af Aagaard, husmand Jørgen Stensgaard, indsidder Carl Andersen og do. Laust Christian Nielsen af Kousted. Sidstnævnte er svoger til Niels Christian, da han er gift med lillesøsteren Maren.
Martin
dør som 20-årig lørdag den 26. maj 1906 under navnet Martin Pedersen, og han har mærkeligt nok ikke fået familienavnet Mejlby ved købet i januar 1906. Den 30. maj 1906 bliver der udfærdiget en dødsattest på den unge mand, der lyder som følgende:
Dødsattest for tjenestekarl Martin Pedersen af Asferg
[skrevet Petersen], 20 år, død i Asferg den 26. maj 1906 af tuberkulose. Der er Ja til alle dødstegn, hvoraf 1, 3, 4, 5 og 6 kun svagt er til stede. Underskrevet i Asferg den 30. maj 1906 af ligsynsmændene Christen Peitersen og J. Jørgensen.
Niels
Christian Pedersen Meilby er fadder i Kousted kirke den 9. oktober 1887. Drengen bliver døbt Niels Peter Nielsen, og hans forældre er Laust Christian Nielsen og hustru Maren Pedersen, og da hun jo er søster til Niels Christian, kaldes Laust for det meste Laust Mejlby, selv om faren er fra Gassum
. En af fadderne til Niels Peter er ”Christian Meilby af Kousted”, og moren til drengen er jo Niels Christians lillesøster. I P. Bugge Veggers erindringer fra Kousted er der en historie, som foregår hos Laust Mejlby:
Rævejagten: Der boede i Kousted en mand, som hed Jens Offersen. Han havde fået det hverv at nedlægge en ræv, som gennem længere tid hver middag havde hentet en høne ud af den flok, som gik ude på møddingen hos Laust Mejlby. Jens kom med sin gamle forlader, kom godt med krudt på, stampede kugle i løbet og tog så standplads i køkkenet, der vendte ud mod gårdspladsen med møddingen. Køkkenvinduet blev åbnet og ud af de pegede geværløbet truende som en advarsel til Mikkel om at holde sig borte. Men Mikkel kom luskende, og da Jens havde fået sigtet i orden, brændte han skuddet af. Virkningen var frygtelig. Det var som om, hele huset var truffet af en granat og var ramlet sammen. Kvinderne skreg, pudset på loftet styrtede ned, tallerkener, kopper og glad ramlede ned fra køkkenhylden og knustes mod gulvet. Røg og kalkstøv drev i tunge skyer ud af vinduet, alt var forvirring, men midt i forvirringen stod Jens fattet og rolig, som om det ikke vedrørte ham og spurgte ”om han fik grynene”. Jo, vist havde ræven fået hele ladningen fra den gamle forlader – og det kunne selv en gammel, klog ræv ikke overleve.
Niels Christian Mejlby bliver anden gang far i Kousted søndag den 15. januar 1888. Johanne Marie bliver mor til datteren Ane Kirstine Pedersen, som får navnet Ane Kirstine Mejlby ved navnetildelingen i 1906. Ane Kirstine får altså farmorens fornavn. Niels Christian er ved dåben husmand på Kousted Mark.
Faddere til Ane Kirstine er Chr. Aagaards hustru og pigen Ane Sørensen, husmand Niels Christian Nielsen, husmand Jørgen Stensgaard, og indsidder Laust Christian Nielsen [svogeren], alle af Kousted sogn.
Ane Kirstine skriver hjem til familien i 1918, hvor hun åbenbart er syg og derfor på et hjem på Frederiksberg. Se mere herom senere.
Den 7. oktober 1888 står husmand Niels Christian Pedersen Mejlby fadder i Kousted kirke til en pige, der døbes Martine Rasmine Jørgensen Stensgaard, og som er født den 18. april 1888. Pigens forældre er husmand Jørgen Jensen Stensgaard og hustru Ane Sørensen på Kousted Mark. Gudmor er Niels Snedkers hustru og Martine Stensgaard af Kousted. Andre faddere er husmand Jørgen Mørk Sørensen af Regstrup samt husmand Niels Christian Nielsen af Kousted.
Fredag den 11. oktober 1889 får Niels Christian Mejlby sammen med Johanne Marie Pedersen en søn, som døbes Peter Mejlby, der også får navnet Mejlby sammen med resten af familien i 1906. Peter bliver døbt i Kousted kirke lørdag den 14. december 1889. Familien er da bosiddende på Kousted Mark. Om gudmor og faddere skriver præsten:
Fadderne til drengen er Carl Andersens hustru, Laurs Chr. Nielsens hustru [som jo er Niels Christians lillesøsters mand], indsidder Carl Andersen, ungkarl Christen Sørensen og aftægtsmand Peder Thisted [barnets morfar], alle fra Kousted sogn.
Ved folketællingen i 1901 arbejder Peder Pedersen på Kristian Nielsens gård i Kousted, som er matrikel 14. Mellem 1901 og 1912 rykker Peter vestpå i Jylland. Peter Mejlby bliver nemlig gift med Ane Katrine Kiilerich i Aulum kirke fredag den 9. august 1912 og får 10 børn med hende. Ved giftermålet arbejder Peter som karetmager i Ringkøbing, og efternavnet skrives ind i Aulum kirkebog som Mejlby, men efterfølgende bruger familien den oprindelige version Meilby. De bosætter sig i Ringkøbing, hvor deres første datter fødes den 4. juni 1913, og som døbes Johanne Kiilerich Meilby i Ringkøbing kirke den 22. juni 1913. Forældrene beskrives som karetmagersvend Peter Meilby, 23 år, og hustru Ane Kathrine Kiilerich. Alle fadderne til pigen er fra Avlum. Familien flytter til Vildbjerg, hvor Peter den 4. januar 1920 bliver far til en datter, som bliver døbt Mariane Kiilerich Meilby i Vildbjerg kirke den 1. februar 1920. Peter arbejder da stadigvæk som karetmager. Fadderne er stadigvæk fra Kiilerich-familien. Peter Meilby dør lørdag den 1. september 1973, og han bliver altså 83 år gammel. Af de 10 børn er de 6 piger, og de 4 drenge, hvoraf den ene søn dør som spæd. I hvert fald de 6 piger samt den ene af sønnerne får selv børn, og der er altså mindst 26 børnebørn til Peter. Den fortalte familiehistorie fortæller, at han altid gik rundt med en taske med spillemønter, da han elskede enarmede tyveknægte.
Peter Meilby født Peter Pedersen i Kousted den 11. oktober 1889. Skiftede navn til Mejlby i 1906 sammen med resten af familien, men anvendte versionen Meilby i stedet.
Niels Christian Mejlby mellem 1890 og 1900
Ved folketællingen den 1. februar 1890 arbejder Niels Christian Mejlby som bedemand, og familien har overtaget svigerforældrenes husmandssted, hvor svigerforældrene er i aftægt. Familien består nu af følgende i Kousted:
Niels Christian Pedersen 31 år Kousted Husfader
Bedemand
Johanne Marie Pedersen 33 år Borup Hans kone
Martin Pedersen 4 år Kousted Deres barn
Ane Kirstine Pedersen 2 år Kousted Deres barn
Peder Pedersen u. 1 år Kousted Deres barn
Peder Kristensen 76 år Ålborg amt Svigerfar
aftægtsmand
Maren Sørensdatter 76 år Ålborg amt Svigermor
aftægtskone
Svigerfaren, Peder Christensen Thisted, dør den 4. januar 1892 som 78-årig og havde til huse hos Niels Christian Pedersen, Kousted. Peder Thisted er i øvrigt født den 29. december 1815 i Kongens Tisted som søn af Christen Vest?. Dødsattesten efter Peder Christensens Thisted bliver udfærdiget den 9. januar 1892, hvori angives følgende:
Dødsattest for aftægtsmand Peder Christensen Thisted af Kousted Mark
. Død den 4. januar 1892 af influenza på Kousted Mark. Han var gift og blev 78 år gammel. Der er Ja til alle dødstegn med undtagelse af forrådnelse og liglugt. Underskrevet i Kousted af ligsynsmændene O. Christensen og N. Søgaard.
Niels Christians svigermor dør i Asferg Vesterhede den 9. november 1894.
Familien Niels Christian Mejlby flytter fra Kousted til Asferg mellem januar 1892 og december 1892, men årsagen er ikke, at svigerforældrene dør. Niels Christian flytter altså ikke til Asferg i 1887, som det fremgår af folketællingen i 1911.
Niels Christian Mejlby bliver i Asferg far til Emil Pedersen søndag den 11. december 1892 i Asferg. Emil dør 4 måneder gammel tirsdag den 25. april 1893. Drengen bliver hjemmedøbt den 17. februar 1892, men han når ikke at blive døbt i Asferg kirke.
Niels Christian Mejlbys far, Peder Nielsen Mejlby, dør torsdag den 27. juli 1893 i Kousted. Hans far bliver således 76 år gammel, da han er født i Mejlby i Brorstrup sogn i 1817.
Niels Christian Mejlby bliver far til en ny Emil Pedersen tirsdag den 16. januar 1894. Da Emil bliver døbt i Asferg kirke den 9. marts 1894, indskriver præsten følgende som faddere:
Huskone Mariane Christensen i Vesterhede, pige Sine Nielsen i Asferg by, Smed Christen Pedersen og husmand Niels Boldrup i Vesterhede samt Niels Christian Nielsen i Asferg by.
Den lille Emil dør mandag den 20. april 1896, hvor han er 2 ¼ år gammel.
Torsdag den 2. maj 1895 bliver Niels Christian Mejlby far til Christen Pedersen. Da Christen bliver døbt i Asferg kirke den 8. september 1895, stiller følgende op som faddere:
Gårdkone Karen Marie Andersen i Kousted, skomagerkone Marie Svenningsen i Randers, Smed Christen Pedersen i Asferg, husmand Laust Christian Nielsen i Kousted [som er svoger til Niels Christian] samt ungkarl Morten Jensen i Borup.
Christen dør 10 måneder gammel torsdag den 21. november 1895.
Den 20. april 1896 dør Niels Christian Mejlbys søn, Emil Pedersen, hvor han er 2 år gammel.
Niels Christian Mejlbys hustru, Johanne Marie Pedersen, dør torsdag den 3. september 1896, hvor hun er 40 år gammel. Johanne Marie begraves på Asferg kirkegård den 8. september 1896. Det er altså kun 3 af hendes 6 børn, der bliver voksne, men de 2 af dem er syge.
Niels Christian Mejlby spilder ikke tiden, for allerede 3 måneder efter hustruens død har han gjort en ny kvinde gravid. Niels Christian bliver da også gift anden gang onsdag den 17. marts 1897 i hjemmet i Asferg, og ikke i kirken, med Nielsine Knudsen af præsten L. T. Ostenfeld, der året efter bliver sognepræst i Hem sogn. Ved brylluppet står hans forældre beskrevet som Peder Nielsen Meilby og hustru Ane Kirstine Nielsdatter i Kousted. Niels Christian er da bosiddende i Vesterhede. Der står også, at hans første kone Johanne Marie Pedersen var død den 3. september 1896, hvilket Niels Christian dokumenterede med en attest fra skifteretten fra den 25. marts 1897. Forloverne ved brylluppet er smeden Christen Pedersen i Vesterhede og husmanden Laust Christian Nielsen fra Kousted [svogeren til Niels Christian].
Knap 12 måneder efter sin første hustrus død, nemlig onsdag den 25. august 1897, bliver Niels Christian far til datteren Johanne Marie Mejlby, som altså bliver opkaldt efter hans første hustru. Johanne Marie bliver døbt i Asferg kirke søndag den 26. september 1897. Præsten skriver følgende om gudmor og faddere:
Moren er selv gudmor. Faddere er huskone Maren Pedersen i Kousted [mon ikke præsten mener Niels Christians søster], husmand Laust Christian Nielsen i Kousted [Niels Christians svoger], aftægtsmand Hans Josefsen i Vesterhede samt Niels Christian selv.
Johanne Marie bor hjemme ved folketællingen i 1901, 1906 og 1911.
Da Niels Christian Mejlbys svigerinde, Gertrud Christensen i Alstrup i Mariager Landsogn, får en lille datter den 17. juni 1898, sættes hun i pleje hos hustruen og ham på Asferg Mark, men den lille pige med navnet Ane Kirstine Marcussen dør desværre hos dem den 29. august 1898, hvorefter hun bliver begravet i Mariager den 4. september 1898.
Niels Christian Mejlby bliver i stamtræet far til Anton Mejlby søndag den 6. august 1899 i Kåthede i Asferg sogn. Anton Mejlby dør i Præstø i 1980, og han bliver således 80 år gammel.
Den ene side af det første postkort fra den 11. april 1918 til Christian Mejlby i Asferg.
Niels Christian Mejlby i årene 1900 til 1915
Den 15. juli 1900 står Niels Christian Mejlby fadder til Marius Christensen i Asferg kirke, og han er også en søn af hans kones søster Gertrud Christensen. Selv om moren bor i Mariager Landsogn, da hun bliver gravid, bliver drengen født på Kaathede i Asferg sogn hos mosteren, hvor han også kortvarigt sættes i pleje, før han vender hjem til sin mor. Marius Christensen bliver konfirmeret i Mariager Landsogn den 4. oktober 1914, hvor han arbejder hos Niels Alstrup i Alstrup.
Ved folketællingen den 1. februar 1901 ejes et hus i Asferg by af Niels Christian Mejlby. På adressen bor følgende:
Niels Christian Pedersen 14/6/1858 Kousted Boelsmand
Nielsine Pedersen 23/2/1867 Sem
Kresten Knudsen 16/1/1892 Mariager
Johanne Marie Pedersen 25/8/1897 Asferg
Anton Pedersen 6/8/1899 Asferg
Marius Kristensen 21/6/1900 Asferg Plejebarn
[Christen Knudsen er Nielsines uægte barn, og Marius Christensen er hendes søster Gjertruds uægte barn. Christen flytter til USA, og hans breve til Danmark findes den dag i dag. ]
Søndag den 26. januar 1902 bliver Niels Christian Mejlby far til en søn, som døbes med navnet Emil, hvilket sker i Asferg kirke mandag den 26. maj 1902. Fadderne er indsidder Niels Sørensens hustru, Else Marie, og pige Jensine Sørensen, begge at Kåtrup, forpagter Christian Jensen af Møllehøj og enkemand Marius Bjerregaard af Kåthede, samt indsidder Niels Sørensen af Kåtrup. Emil dør som 5-årig. Det er altså den tredje søn med navnet Emil, som Niels Christian lægger i graven.
Niels Christian Mejlby får endnu en søn, Karl Georg Mejlby, mandag den 12. oktober 1903 i Asferg. Da Karl Georg døbes i Asferg kirke søndag den 27. december 1903, indskriver præsten følgende faddere:
Gudmor er gårdmand Peder Mikkelsens hustru af Vesterhede. Faddere: Ane Kirstine Pedersen af Ørrild [kunne være Niels Christians 15-årige datter], husmand Martin Christiansen af Asferg, gårdmand Rasmus Kjær af Ørrild og husmand Peder Aarup Pedersen af Asferg.
Karl Georg bliver konfirmeret i Asferg kirke søndag den 15. april 1917 i Asferg kirke. Karl Georg Mejlby bliver far til den uægte Anton Mejlby, der fødes på Sommergården i Mariager Bymark den 31. marts 1934. Da Anton bliver døbt i hjemmet den 2. april 1934 står faren og enkefru Petrea Clausen fra Sommergården faddere. Karl Georg skriver samtidigt under på, at Anton må få Mejlby-navnet til efternavn. Anton fremstilles i Mariager kirke den 1. juli 1934. Da Anton bliver døbt i hjemmet den 2. april 1934 står faren og enkefru Petrea Clausen fra Sommergården faddere. Karl Georg skriver samtidigt under på, at Anton må få Mejlby-navnet til efternavn. Fadderne til Anton i Mariager kirke er enkefru Petrea Clausen, aldersrentenyder Niels Christian Mejlbys hustru Nielsine fra Asferg, forældrene, samt boelsmand Hans Clausen i Svenstrup. Forældrene Marie Clausen og Karl Georg bliver dog gift i Mariager kirke den 29. september 1935, hvor han bor i Asferg og hun i Svenstrup. Forlovere er Hans Clausen og Marius Mejlby, begge fra Svenstrup. Marie har fået kongens underskrift på, at hun må gifte sig, selv om hun ikke er gammel nok i forhold til loven. Karl Georg får derefter i 1936 sønnen Svend, men det vides ikke præcist, hvor han er født henne. Den 8. november 1937 bliver Karl Georg i Asferg far til en pige, som døbes Vita Mejlby. Familien bor da i Asferg Vestermark. Vita bliver døbt i Asferg kirke den 29. januar 1939, hvor fadderne er Christian Gram Jensen og hustru fra Ålborg samt Christian Clausen og hustru fra Mariager. Karl Georg Mejlby bliver far til sønnen Niels Mejlby den 9. marts 1942 i Svenstrup. Karl Georg Mejlby bliver far til sønnen Peter Mejlby den 3. maj 1944 i Svenstrup. Derefter får Karl Georg pigerne Tove i Svenstrup og Else i Skindbjerg. Karl Georg dør i Villersø den 23. juni 1963 som 59-årig. Han bliver begravet 4 dage efter på Villersø kirkegård.
Året efter, mandag den 10. oktober 1904, får Niels Christian Mejlby endnu en søn, der bliver døbt Marius Nicolaj Mejlby i Asferg kirke:
Gudmor er mosteren Gjertrud Christensen af Mariager. Faddere er Martin Christiansen og Peder Aarup Pedersen af Asferg foruden Niels Christian selv.
Marius Nicolaj Mejlby bliver ikke konfirmeret i Asferg. Marius Mejlby af Asferg er fadder i Svenstrup kirke den 9. marts 1934, da Klara Martine Mejlby og Hans Clausen af Svenstrup Mark får døbt Bente Clausen. Marius Mejlby af Svenstrup er forlover, da broren Karl Georg Mejlby og dennes forlovede Marie Clausen bliver gift i Mariager kirke den 29. september 1935. Marius Mejlby er fadder til nevøen Lindy Mejlby, da denne bliver døbt søndag den 2. januar 1944 i Asferg kirke.
Niels Christian Mejlby bliver far til en datter, Thora Kirstine Mejlby, som bliver født tirsdag den 19. december 1905. Da Thora Kirstine bliver døbt søndag den 3. juni 1906 i Asferg kirke, har familien allerede skiftet efternavn til Mejlby, og hun er altså den første, der ikke døbes Pedersen til at begynde med.
Fadderne er Ane Mette Christensen Gram af Asferg og sypige Ane Sørensen af Vesterhede, ungkarl Peder Mejlby af Asferg Søndermark, som er hendes halv-bror, ungkarl Jens Christensen af Asferg samt Niels Christian selv.
Thora Kirstine bliver konfirmeret i Asferg kirke søndag den 11. april 1920. Ved folketællingen den 1. februar 1921 arbejder Thora Kirstine på Alkærgaard i Kousted som tjenestepige hos Jens Steensgaard.
Thora Kirstine bliver første gang mor den 13. september 1929 i Asferg. Da hendes lille søn døbes med navnet Ronald Mejlby den 22. september 1929 i Asferg kirke, skriver præsten, at han er uægte, og der angives ikke noget navn på faren.
Gudmor er Niels Christian Pedersens hustru af Kærby. Faddere er Klara Martine Mejlby af Asferg, ungkarl Anton Mejlby af Sønder Onsild og ungkarl Søren Larsen af Holmgaard i Glenstrup sogn.
Ronald Mejlby bliver konfirmeret den 4. april 1943, hvor det angives, at hans plejeforældre er husmand Anders Jensen og Andersine Nielsen af Asferg Nørremark. Under navnet Ronald Jensen bliver Ronald gift i Asferg kirke den 11. november 1951 med Anna Krista Mogensen af Helsted i Borup sogn. Anders Jensen af Asferg er hans forlover, og en af Anders Jensens ældste sønner er muligvis også Ronalds biologiske far, da Ronald optages i Anders Jensens familie og til forveksling ligner dennes sønner. Ronald og hustruen Anna kom meget i Steen Christensens barndomshjem, og hvor du kan læse erindringerne om Asferg på siden om denne by. Steens far og Ronald var begge murere og arbejdede i samme sjak i mange år på byggepladser i Randers, hvor de pudsede væge og lofter i lejligheder. Der er et foto af Ronald Jensen på Purhus Lokalarkiv, som du kan se under dette link, hvor han bagerst er nummer 4 fra venstre. Ronald bliver far til 6 børn, hvoraf 3 er drenge, og 3 er piger. Hans hustru dør før ham, og han dør selv den 27. januar 2009.
Thora Kirstine Mejlby bliver viet til Anton Thorvald Pedersen af Fårup i Asferg kirke den 6. juni 1930.
Ved folketællingen den 1. februar 1906 er Christen Knudsen flyttet, og Marius hjemme hos sin mor, og familien Mejlby er derfor opført med følgende i Asferg by:
Niels Christian Pedersen 1858 Husfader Boelsmand
Nielsine Pedersen 1867 Husmoder
Johanne Marie Pedersen 1897 Barn (udtrådt af folkekirken d. 14. januar 1919)
Anton Pedersen 1899 Barn
Emil Pedersen 1901 Barn
Karl Georg Pedersen 1903 Barn
Marius Nicolaj Pedersen 1904 Barn
Pige 1905 Barn [døbes senere Thora Kirstine]
[En boelsmand er ene ejer af en landejendom i størrelsen mellem en gård og et husmandssted]
Niels Christian Mejlbys søn, Martin Pedersen, dør som 20-årig lørdag den 26. maj 1906 under navnet Martin Pedersen, og Martin har mærkeligt nok ikke fået familienavnet Mejlby ved købet i januar 1906. Martin, der arbejdede som tjenestekarl ifølge dødsattesten, døde af tuberkulose i Asferg.
Niels Christian Mejlbys søn, Emil Mejlby, dør den 21. februar 1907, og den lille dreng bliver altså kun 5 år gammel. Da Emil er begravet på Asferg kirkegård den 28. februar 1907, skriver præsten Fløe, at Emil var søn af Niels Christian Mejlby og hustru Nielsine Knudsen af Asferg Vesterhede.
Den sidste af Niels Christian Mejlbys piger, Klara Martine Mejlby, bliver født onsdag den 9. februar 1910, og Klara er den første fødte, der indskrives i kirkebogen kun med efternavnet Meilby, hvor præsten faktisk skriver navnet med i. Da Klara Martine bliver døbt fredag den 24. juni 1910 i Asferg kirke, er følgende ved dåbsfadet:
Gudmor til pigen smed Daniel Erik Danielsens hustru af Vesterhede. Faddere er boelsmand Lars Nielsens hustru af Vesterhede, smeden Daniel og Niels Christian selv.
Ved folketællingen den 1. februar 1921 er Klara Martine det eneste barn blandt sine søskende, som bor hjemme hos deres forældre. Klara Martine bliver konfirmeret i Asferg kirke søndag den 13. april 1924. Ved folketællingen den 5. november 1930 bor Klara Martine Mejlby i Mariager Landsogn, hvor hun arbejder som husassistent hos landmanden Karl Jensen på matrikel 2a. Klara Martine Mejlby bliver i Asferg kirke viet til Hans Clausen den 16. marts 1932. Han er tjenestekarl på Sommergaarden på Mariager Mark, som også er hans families gård.
Ved folketællingen den 1. februar 1911 bor familien Mejlby på matrikel 6d i Asferg by og består af:
Niels Christian Meilby 14/6/1858 Kousted Flyttet til Asferg 1887 Husmand
Nielsine Meilby 23/2/1867 Edderup Flyttet til Asferg 1895 Husmoder
Johanne Meilby 25/8/1897 Asferg
Anton Meilby 6/8/1899 Asferg
Charl Meilby 12/10/1903 Asferg
Marius Meilby 10/10/1904 Asferg
Tora Meilby 19/12/1905 Asferg
Klara Meilby 9/9/1910 Asferg
Det vides ikke, hvor Niels Christian Mejlbys datter, Johanne Marie Mejlby, bliver konfirmeret henne, men som født i 1897 burde hun blive konfirmeret omkring 1911, men hun bliver ikke konfirmeret i Asferg kirke.
Den ene side af det andet postkort sendt til Asferg den 13. juni 1918.
Niels Christian Mejlby fra 1916 til 1930
Ved folketællingen den 1. februar 1916 bor familien Niels Christian Mejlby stadigvæk i Asferg og nu med følgende personer i familien, da Johanne, Anton og Karl er flyttet hjemmefra:
Niels Christian Mejlby 1858 Arbejdsnedsat Brysthindebetændelse Indkomst: 300
Nielsine Mejlby f. Knudsen 1868 Husgerning
(Marius) Nikolaj Mejlby 1904
Thora Kirstine Mejlby 1905
Klara Martine Mejlby 1910 (fadder er ungkarl Peder Mejlby)
(Peder Mejlby er Niels Christians søn med hans første kone og født i 1889)
Niels Christian Mejlbys søn, Anton, er sendt ud i tjeneste i Asferg, mens de resterende børn i mellemtiden er flyttet væk fra Asferg.
I 1917 bliver Niels Christian Mejlbys søn, Karl Georg Mejlby, konfirmeret i Asferg kirke.
Niels Christian Mejlbys datter, Ane Kirstine, som er bosiddende på Frederiksberg, sender et postkort til sin far i april 1918. Teksten fra onsdag den 10. april 1918 på kortet sendt til ”Christian Mejlby, Asferg pr. Faarup” lyder [Johanne er Ane Kirstines halvsøster fra andet ægteskab]:
Kære Forældre og Søskende.
Tak for Brevet. Egentligt var det jo Johanne der skulde have dette, men da jeg ikke ved hendes Adresse, kan jeg det ikke. Hun skrev i Korthed om sin Forlovelse, men hvem han var og hvad han er beskæftiget med fik jeg ikke noget at vide om.
Det lod til at I var ængstelige for hvordan jeg har det. Jeg kan fortælle jeg har haft det godt hele Tiden medens jeg har været her i Kbhvn. Foreløbelig er jeg her paa mit gamle Hjem og det er jeg særlig glad for. Naar Vejret nu bliver rigtig godt glæder jeg mig til at komme ned og ligge i Haven.
Paa Søndag 8 Dage skal jeg paa Besøg ude i Byen. Jeg skal køre i Rullestol da jeg ikke kan gaa. Naar jeg ikke har skrevet før er grunden den at jeg venter paa der skal blive Plads paa et andet Hjem saa I kunne have faaet det at vide med det samme.
Saa slutter jeg med en kærlig Hilsen til jer alle fra eders
Ane Kirstine, Mariendalsvej No. 30
Da Niels Christian Mejlby bliver 60 år gammel i 1918, skriver datteren Ane Kirstine endnu et kort til sin far. Dette kort er skrevet med blyant og næsten ikke længere læseligt. Kortet er sendt til ”Hr. Chr Meilby, Asferg pr. Faarup St.” torsdag den 13. juni 1918:
Kære Forældre og Søskende
Først vil jeg ønske Fader tillykke. Og saa vil jeg fortælle Eder hvorledes jeg har det herovre. Med mit Helbred er det det samme, i hvert Fald ingen Bedring, ellers har jeg det godt. Hvordan mon I har det derhjemme. Jeg tænker saa lidt paa Eder. Er I nogenlunde raske og hvor er Johanne.
Jeg har tænkt paa at skrive til Svenstrup? , men det bliver vist ikke til noget. Fru Ulfborg? ? Jeg mig ? Imellem; ? ? solgt deres Hus og er flyttet. Hvor har vi en dejlig Sommer. Jeg har stadig ligget ude og vi helt ?. Gaar kan jeg jo ikke saa jeg var ikke nydelig været i Kirke siden jeg kom herover og det har været mig et stort Savn. I Morgen kommer Præsten her og det glæder jeg mig meget til. Pouline har ? ikke over. Jeg talte med ? Tid siden.
Nu en venlig Hilsen til Eder fra Anna Kirstine.
Den 11. april 1920 bliver Niels Christian Mejlbys datter, Thora Kirstine Mejlby, konfirmeret i Asferg kirke.
Ved folketællingen den 1. februar 1921 er der følgende i familien Niels Christian Mejlby på matrikel 42 i Asferg by: Flyttet til Asferg
Mejlby, Chr 14/6/1858 Kousted Alderdomsindstillet 1882 fra Kousted
Mejlby, Nielsine 23/2/1867 Edderup Husmoder 1886 fra Sem
Klara Mejlby 9/2/1910 Asferg Barn
Den 13. april 1924 bliver Niels Christian Mejlbys datter, Klara Martine Mejlby, konfirmeret i Asferg kirke.
Ved folketælling den 5. november 1925 er alle børnene væk, og familien Niels Christian Mejlby på matrikel 42 i Asferg by består derfor kun af:
Meilbye, Niels Kristjan 14/6/1858 Kousted, Randers
Meilbye, Nielsine 23/2/1867 Edderup, Randers
Ved folketællingen den 5. november 1930 bor familien Niels Christian Mejlby i Asferg Nordre på matrikel 42. Der er følgende data om familien i Asferg:
Mejlby Niels Christian 14/6/1858 Kousted Husfader Aldersrentenyder
Mejlby Nielsine 23/2/1860 Vides ikke Husmoder
Fredag den 6. juni 1930 fejrer familien Mejlby bryllup i Asferg. Datteren Thora Kirstine Mejlby bliver i Asferg kirke viet til Anton Thorvald Pedersen, som er arbejdsmand på Ørrildgaard. Thora er da beskrevet som tjenestepige i Asferg by. Forlovere er lærer Anton Marius Nielsen af Asferg og husmand Byrge Christensen af Fårup Hede. Præsten skriver ved brylluppet, at hun er datter af arbejdsmand Niels Christian Mejlby og hustru Nielsine Knudsen af Asferg by.
Da Niels Christian Mejlby sætter sin underskrift på vielsesattesten ved det borgerlige bryllup i 1934.
Niels Christian Mejlby fra 1931 og derefter
Onsdag den 16. marts 1932 fejrer familien Mejlby atter bryllup i Asferg. Nu er det Klara Martine Mejlby, som i Asferg kirke bliver viet til Hans Clausen, der er tjenestekarl på Sommergården på Mariager Mark. Klara beskrives da som værende husassistent i Asferg by. Forlovere er hendes mor, Nielsine Knudsen, samt hans mor, Petrea Clausen. Det er faktisk lidt interessant, at det er ægtefællernes to mødre, som er forlovere. Det ser man trods alt kun sjældent.
Søndag den 28. januar 1934 bliver Niels Christian Mejlbys søn, Anton Mejlby, viet til Karna Kristense Emilie Jørgensenved en borgerlig vielse i Asferg af malermester Ch. Ildvad. Det vides ikke, om brylluppet blev fejret. Præsten i Asferg skriver, at Anton er søn af husmand Niels Christian Mejlby og Nielsine Knudsen af Asferg by. Niels Christian Mejlby af Asferg er forlover for sin søn. Niels Christian Mejlby sætter efterfølgende sin underskrift i Ægteskabsbogen fra Randers Købstads Giftefoged, hvor han skriver sit efternavn med i.
Mandag den 2. april 1934 er Niels Christian Mejlbys hustru, Nielsine Knudsen af Asferg, samt Niels Christian selv faddere til barnebarnet Anton Mejlby i Mariager kirke, og denne dreng er en søn af Karl Georg Mejlby og Marie Clausen, der stammer fra Sommergaarden i Mariager Bymark. Anton Mejlby er født den 31. marts 1934 på Sommergaarden. Gudmor er mormoren, gårdejerske Petrea Clausen af Sommergaarden. Den sidste fadder ved dåbsfadet er boelsmand Hans Clausen af Svenstrup.
Den 3. marts 1935 er arbejdsmand Niels Christian Mejlby med sin hustru Nielsine Mejlby af Asferg faddere i Fårup kirke til sønnen Anton Mejlbys første søn, der bliver døbt Ricardt Mejlby denne dag.
Niels Christian Mejlby bliver altså far til i alt 11 børn.
Niels Christian Mejlby dør lørdag den 20. juni 1936 i Asferg. Han bliver begravet fire dage senere på Asferg kirkegård. Niels Christian Mejlby blev altså 78 år gammel. Sagen behandles i Rougsø herreds skifteret den 22. juni 1936. Præsten skriver, at Niels Christian Mejlby var en søn af Peder Nielsen Mejlby af Kousted, og at han efterleves af sin hustru.
Niels Christian Mejlbys storebror, Niels Pedersen, dør den 16. oktober 1936 i Kærby og overlever altså sin lillebror med næsten 4 måneder.
Relationer : Anton Mejlby <- Niels Christian Mejlby
Niels Christian Mejlby som indskrevet i Kousted kirkebog ved dåben i 1856.
Ib Holland 05.11.2016 10:41
Tora (uden h) blev 13/9-1929 mor til min kusines mand, Ronald Mejlby, konfirmeret 4/4-'43, gift (men nu med efternavnet Jensen) 11/11-'51 (ref. Asferg Sogn). ☺
Nyeste kommentarer
17.11 | 14:53
Søn, Peder på afgangsliste 1824 til Kastbjerg Mølle. Ft 1834 i Kastbjerg,...
29.10 | 08:52
Bodil Sørensdatter Bor i Demstrup, gift 2 med kromand Jens Ch...
29.10 | 08:48
Se Sem kirkebog 1718 - 1797 Ny udg. opsl. 71 Søn Niels Sørensen,- død N...
29.10 | 08:15
Hej Henrik Anne Cathrine er d.a. Jens Sørensen og Karen Jensdatter i Dalb...