Velkommen til familien Mejlby

Mejlby-familien fik sit navn i 1856, mens den boede i Kousted Kirkelade - den gule bygning ved Kousted kirke. Når man tæller Peder Nielsen Meilbys storebror Christen i Kongens Tisted med, er navnet anvendt i familien siden 1845. Foto: Bent Mejlby Ottosen

Velkommen til vores hjemmeside

Kirkebøgerne er da hellige og forbeholdt præsterne eller hvad? Sådan er det da også oftest, men der er tilfælde, hvor den enkelte borger skulle sætte sin underskrift i kirkebogen. I nogle kirkebøger forekommer det aldrig, mens andre kirkebøger kan være fyldt med underskrifter, f.eks. Mariagers kirkebog fra 1700-tallet.

Hvorfor skulle den menige mand så sætte sin underskrift i kirkebogen? I langt de fleste tilfælde er årsagen, at han er "sponsor" for et bryllup. Andre ord, som anvendtes for det samme, er "trolover". Basalt set var en trolover eller sponsor vel kun en person, som sagde god for, at det fremtidige brudepar kunne gifte sig, dvs. at de ikke var i familie med hinanden etc. Brylluppet skulle jo normalt betales af brudens far.

Nogle andre og meget mere sjældne underskrifter er, hvis en mand er nødt til at skrive under på, at han accepterer faderskabet til et barn. Det er dog ikke normalt, at faren blev tvunget til at skrive under på det. Normalt havde han ikke noget valg - hvis moren sagde, at han var faren, var han faren, og så blev han skrevet ind i kirkebogen, lige meget hvor meget han protesterede.... og han fik lov til at betale en bøde til kirken, som var prisen for at få et uægte barn. Til gengæld skyldte han aldrig moren eller barnet noget - ikke engang arv til barnet.

Bemærk, at det jo altid kun er mænd, som sætter deres underskrift i kirkebogen.

Der findes også mange underskrifter på de forskellige skifter i skiftebøgerne, og der kan man også finde underskrifter fra kvinderne, dvs. normalt altid deres initialer.

Der er fundet underskrifter på følgende mænd under familierne på denne hjemmeside indtil videre:

Familien Mejlby

Niels Michelsen fra Torup i Simested kirkebog, da han er trolover ved datteren Maren Nielsdatters bryllup med Niels Jensøn Wognsen i 1810. Da Niels Michelsøn ikke har kunne skrive, har han kun selv sat sine initialer.

Søren Michelsen fra Torup i Simested i Gislum kirkebog 1742 ved en trolovelse. Han er nok far til Michel Sørensøn, og underskriften vises på sønnens side.

Christen Sørensen fra Gammelgaard i Simested på skiftet efter sin anden svigermor i år 1794.

Familien Knudsen

Christen Laursen i Sem kirkebog, da han er trolover for et bryllup i 1804.

Peder Nielsen fra Edderup i Sem kirkebog i 1785, da niecen Karen Sørensdatter, bliver gift med Christen Smed. Ægtheden af underskriften betvivles dog.
Laust Svendsen i Sem på skiftet efter sin far, Svend Lauridsen, i 1752.
Svend Laustsen i Sem på skiftet efter Anders Knudsen i Sem i 1728.

Familien Møller

Jens Mortensen Hassing

Jens Jensen Hassing

Mads Sørensen Møller

Rasmus Pedersen Skov sætter sin underskrift i Mariager, da sønnen Peder bliver trolovet.

Familien Jørgensen

Anne Marie Jacobsdatter fra Sabro på skiftet efter ægtemanden Peder Hansen Meier i 1720.

Familien Svendsen
Niels Svendsen i Tved kirkebog, hvor den findes en gang som accept på faderskab til et uægte barn. Grunden til, at Niels blev tvunget til at skrive under, var vel sagtens, at han boede langt væk fra Tved sogn på Sydfyn, og at han kun opholdt sig kort tid i sognet pga. arbejde. Præsten har altså ønsket lidt mere bevis end bare morens påstande.
Rasmus Pedersen Møller sætter sin underskrift i Pjedsted kirkebog i 1737, da datteren Maren Rasmusdatter forloves bort.
Jochum [Skiermer Wichmann] Evaldt som bekræftelse på brandtakseringen [ejendomsvurderingen] i Kolding i 1791.
Johan Christian Evaldt i Sct. Nicolaj kirkebog i Kolding, da han i 1792 sætter sin underskrift i forbindelse med en trolovelse

Familien Sørensen

Jens Andersen fra Langthjem i Jerslev sogn har i 1786 sat sin underskrift på et skifte for nevøen, Anders Andersen i Ørum.

Familien Christensen
Peder Nielsen Smid fra Ørum sætter sine initialer i Nørre Ravnstrup skiftebog, da sønnen Niels er død i 1795.

Hvad gjorde man så, hvis manden ikke kunne skrive, og det var der jo mange, som ikke kunne i gamle dage? Jo, alle havde alligevel "en underskrift". Den bestod af initialerne i vedkommendes navn + "S" for Søn eller "D" for datter. Dette ses ofte i sjællandske kirkebøger. Underskriften herover til højre er fra skomager Søren Larsen i Eskilstrup, som skriver under i Kongsted kirkebog i 1814 på, at hans datter må gifte sig med Friderick Møller. Søren har selv kun skrevet "S L S" for Søren Lars Søn. Fornavnet til venstre for og efternavnet efter initialerne, er skrevet af præsten. Man kan også gå ind i antikvitetsbutikker i dag og se gamle kister, hvorpå der ofte står 3 initialer + et årstal

Ægteskabelige tanker

Når man snakker ægteskaber i Danmark, skal man huske på, at før 1870/1880 var mange - måske de fleste ægteskaber i Danmark - arrangerede ægteskaber, fornuft-ægteskaber eller ligefrem tvangsægteskaber. At blive gift, fordi man var forelsket i en anden person - og især ude på landet - var absolut ikke almindeligt. Der er dog eksempler på ægteskaber, hvor det må formodes, at ægteskabet er indgået af kærlighed.

Et eksempel på et ægteskab, der er indgået i kærlighed, er i familien Jørgensen, hvor Jørgen Rasmussen bliver gift ved et dobbeltbryllup i Voldby kirke den 24. maj 1835 med Bodil Marie Jørgensdatter. For det første er ægteskabet som en del af et dobbeltbryllup altså nok betalt af hans far og ikke af brudens forældre. Dette har naturligvis kun kunne lade sig gøre, fordi Jørgens søster, Karen, ved samme lejlighed bliver gift med Peder Mammen. Jørgens far, Rasmus Jørgensen, skulle altså i forvejen betale for et bryllup, og så kunne det jo lige så godt blive et dobbeltbryllup.

Selv om Bodil Marie åbenbart ikke kan få børn, lever Jørgen og hende sammen uden børn til den dag, da hun går bort. Da Bodil Marie er væk, gifter Jørgen sig igen og får børn, men denne gang er det næppe kærlighed, der gør det muligt. Anne Marie Bach, som Jørgen gifter sig med, er nemlig 30 år yngre end ham. Nødvendigt, fordi hun således stadigvæk er i den føde-dygtige alder, hvilket kan skaffe Jørgen en arving - ja, faktisk 3, før Jørgen dør, da den sidste, Rasmus Jørgensen, er under 1 år gammel.

Et andet lige så interessant eksempel er i familien Knudsen. Da Anne Kirstine Sørensdatter kommer hjem til Edderup-skovgården i november 1833 og er gravid (med sønnen fra nabogården i Sem), er det absolut ikke en ønsket situation på skovgården. Det er faktisk så uhensigtsmæssigt, at Anne Kirstine ikke kunne og/eller ville fortælle sin far eller præsten, hvem faren til drengen var, således at drengen døbes som faderløs i Sem kirke og derfor får "efternavnet" Knudsen, selv om der slet ikke er nogen Knud i Sem sogn. Drengen, Christen Knudsen, fjernes da også kort efter dåben fra moren, og hun bliver vel nærmeste tvangsgift med Niels Pedersen (tænkeligt, da det foregår rimeligt kort efter barnedåben).

Det vides ikke, om Anne Kirstine og drengens far, Jesper Christensen, var forelsket i hinanden, eller om det kun var et kortvarigt begær (eller det, der er værre). Det er i hvert fald helt klart, at Anne Kirstine og Jesper aldrig ville have kunne få hinanden, selv hvis de var forelsket, fordi der åbenbart var fjendskab mellem drengens morfar og farfar i 1830'erne. At der ikke altid havde været fjendskab mellem Søren Pedersen i Edderup og Christen Laursen i Sem ses af, at Christen Laursens hustru 37 år tidligere i 1799 stod fadder til Søren Pedersens datter Anne.

Jesper Christensen kommer selv aldrig tilbage til Sem.

Var Christen Knudsens morfar, Søren Pedersen, så en ond mand, da han fik sit barnebarn fjernet fra sin datter? Umiddelbart bør man ikke tænke sådan. Uægte børn var i gamle dage virkeligt pariaer i samfundet. Det var ikke sikkert, at deres mor kunne finde en mand, som ville giftes med hende, når hun havde et uægte barn. Børnene blev ofte drillet og mishandlet i skolen af både de andre elever men sandelig også af lærerne. Søren Pedersøn smed trods alt ikke drengen på gulvet.

Christen Knudsen blev sat i pleje på et husmandssted under Edderup-skovgården, og der er sikkert også fulgt nogle penge med til husmanden, så der blev passet godt på Christen. Det virker i hvert fald som om, at Christen var glad for sin anden stedmor (den første døde, mens han var lille). Christen opkalder nemlig sin datter Nielsine Knudsen i stamtræet efter sin anden stedmor. Søren Pedersøn kunne således følge med i drengens liv på en rimelig afstand, og alt taget i betragtning, har det nok været en fornuftig løsning for både Christen og hans mor.

Vi kan selvfølgelig ikke vide, hvor meget Anne Kirstine så til Christen, mens han var dreng, men det er ganske sikkert, at han har været i hendes hjerte. Da Anne Kirstine den 23. august 1840 føder endnu en søn, døbes han nemlig også Christen - denne Christen hedder dog bare Christen Nielsen, da faren jo er ægtemanden Niels Pedersen. Da morfaren jo hedder Søren Pedersen og ægtemanden Niels Pedersen, er Christen Nielsen altså ikke opkaldt efter nogen i familierne - således må navnet være en "levn" fra tidligere, hvor "Christen jo var farfaren" - hvis navngivningstraditionen var fulgt, var drengen jo døbt Søren Nielsen efter morfaren eller Peder Nielsen efter farfaren.

At Christen nok selv får muligheden for at indgå et ægteskab af kærlighed er intet mindre end en utrolig historie. Alting tyder i hvert fald på, at det var af kærlighed. Christen er nemlig kun 25 år gammel, og Ane Kirstine Møller kun 27 år gammel, da de bliver gift, og det var ikke så ofte, at landbefolkningen dengang blev gift så unge. At en ung mand født som uægte blev gift ind i den gennem flere hundrede år velansete og respekterede Møller-familie i Skrødstrup var ikke at forvente. Det har nok kun kunne lade sig gøre, for Møller-familiens status på egnen var nedadgående (der var bl.a. en ny Møller-familie, som havde overtaget møllen), samtidigt med at Christen trods sin uægthed havde nogle "respekterede gener" fra de store Edderup-gårde. Og måske spyttede hans mor lidt i kassen som en slags arv, da Christen som uægte jo ikke var officielt arveberettiget.

Og endelig er der også historien om dem, der møder kærligheden, men hvor den ikke er accepteret i familien, så valget i livet står mellem kærligheden eller familien. Et eksempel på dette findes i underfamilien Sørensen, hvor Maren Martine Sørensen den 15. september 1888 får et uægte barn med Carl Emil Svendsen (der selv er født som uægte), og hvor Maren Martine vælger at følge hjertets vej trods store familiemæssige omkostninger. Og Carl Emil ender da også med at gifte sig med Maren Martine, efter at endnu et barn er født som uægte - Kaja Martine Charlotte Birgitte Svendsen i stamtræet.

Maren Martines far, Søren Sørensen, vælger at emigrere til USA for at give sine børn mulighed for at komme til at eje jord, lige som en masse andre mennesker fra Vendsyssel gjorde, og resten af familien følger hurtigt efter, da Søren Sørensen har indtjent nok penge i Illinois til deres billetter. Blandt disse er også Maren Martines helbror, Christen Sørensen. Dette er årsagen til, at en stor del af Bertel Langthjems efterkommere i dag er amerikanere.

Det er tvivlsomt, om Maren Martine overhovedet har vist, at hele hendes familie havde forladt Danmark. Der har ikke eksisteret det mindste rygte ned igennem familien om, at de var emigreret, og dette er næsten usandsynligt, hvis Maren Martine havde vist det. Altså har der næppe været kontrakt mellem Maren Martine og resten af familien, efter at Carl Emil kom ind i billedet. Efterkommere til familien i USA vidste godt, at Maren Martine var efterladt i Danmark, men Maren Martines børnebørn vidste ikke, at deres oldeforældre var emigreret.

Maren Martine og Carl Emil bliver sammen hele livet, og de får da en hel del børn, så Maren Martine har nok valgt rigtigt, da hun fulgte sit hjerte ved at gifte sig med Københavner-flaben, der var kommet til Vendsyssel.

Se... disse historier er jo ganske interessante at tænke på, når vi snakker udlændinge i dag og deres værdier. Fordøm dem ikke, for vi var ikke bedre selv for 100 år siden og før da. Der var både tvangsægteskaber, fornuftsægteskaber, fraskrivning af familie ved valg af kærlighed,... og ind imellem plads til ægteskaber indgået med hjertet.

Ravn beskriver i En Historisk-Topografisk beskrivelse af Sognene i Holmans og Elbo Herreder om et tvangsægteskab af de mere radikale i 1733. Det foregår på gård 9 i Vinding sogn lige syd for Vejle. Ravn skriver:

Mads Sørensen var gift med Hans Nielsens Datter, Karen Hansdatter, fra Gaard Nr. 8 i Vinding, og da hans Søn Søren Madsen døde i 1732, 35 Aar gammel, ægtede hans Enke, Anne Sørensdatter, 1733 Sognefoged Peder Nielsen Grundets Søn Niels Pedersen, født 1716. Niels Pedersen var altsaa kun 16 til 17 Aar gammel, saa det har været en ung Mand. De er vistnok beslægtede.

Selv om Anne Sørensdatter nok ikke er specielt gammel, selv om hun er enke, er der ingen tvivl om, at ægteskabet er arrangeret mellem sognefogden og hende, og at Niels Pedersen ikke har haft noget valg andet end at indgå i dette tvangsægteskab. Gift dig med hende, og overtag gården! Anne og Niels får da også børn, men selv om han måske var fremme i skoene som 17-årig, er der stadigvæk tale om tvang.

Beskrivelsen af et af de mere berømte af sådanne fornufts-ægteskaber [eller tvangs-ægteskaber] findes faktisk beskrevet i H. C. Andersens dagbøger. Da han besøger Hem præstegård og millionærpræsten Ole Kahrs, overværer han den 1. juli 1865 i Hem kirke et dobbelt bryllup, og den 2. juli 1765 er han til bryllupsfest - muligvis på Kaldalsgaard i Skrødstrup. Om det ene af brudeparrene skriver H. C. Andersen:

Det var en ung smuk Enke den ene Brud, den anden der var meget ældre, saa gammel og ikke god ud, hun havde en gange ung Brudgom.

Dette brudepar er nemlig et par, hvor manden er 27 år yngre end enken, som han gifter sig med. Ane Kirstine Samuelsdatter er hele 61 år gammel, mens gommen Knud Peter Thorsen kun er 34 år. Hvorfor gifter en ung mand som Knud Peter sig med en sådan gammel kone? Svaret er naturligvis, at såfremt han er heldig, bliver hun ikke specielt gammel, og så arver han gården. Han har således store chancer for, at han kan nå at gifte sig senere med en ung smuk dame og få børn, inden han bliver alt for gammel. En enke med en tilhørende gård var altid attraktiv.

Du kan låne H. C. Andersens dagbøger på biblioteket, hvor besøget i Hem præstegård beskrives i perioden den 30. juni 1865 til den 4. juli 1865.

Der findes i øvrigt nogle fantastiske anekdoter om præsten Ole Kahrs, og dem skal du da ikke snydes for, hvis du har læst så langt som til her:

Pastor Kahrs kusk hed Christen [kunne det tænkes, at pastor Kahrs kusk hed Christen Sørensen Fur?]. Engang var de kørende til Mariager. Det trak længe ud, inden Kahrs var færdig til at tage hjem. Da de endeligt sent om natten kørte hjem over Alstrup mark, kørte kusken galt, og vognen væltede. Efter at have sundet sig lidt over forskrækkelsen, vendte Kahrs sig imod kusken og sagde ”Christen, ved De ikke, at naar jeg er fuld, saa skal De være ædru?”. ”Jo, hr. pastor, det ved jeg godt”, svarede Christen spagfærdig, ”men saa kommer turen aldrig til mig”.

Kahrs var ovre i Dyrby for at berette en syg kone. Det varede et stykke tid derinde, og Christen ventede med vognen udenfor. Da de omsider var kommet paa hjemvejen og havde kørt en stund i tavshed, tillod Christen sig at spørge ”Hvordan har konen det?”. ”Konen”, udbrød Kahrs, ”hun har det udmærket. Det er værre med manden”. ”Manden?” spurgte Christen overrasket, ”hvad er der da i vejen med ham?”. ”Han ligger under bordet” var præstens svar.

Hvordan navne ændres over tid

I gamle dage var der jo ikke CPR-numre og derved et centralt register, hvor vores navne var fastlåst en gang for alle. Derfor hed folk i gamle dage et navn, der var præget af præstens luner. Når sognet så skiftede præst, kom der en ny præst, som skrev på en ny måde. Derfor er navnene Toerd Jensøn, Toerd Jensen, Toer Jensen, Tor Jensen, Thor Jensen osv. det samme navn og den samme person, men navnet er bare fortolket af forskellige præster. Toerd er nok en typisk dialekt i Vendsyssel, så ved denne fortolkning er præsten nok født i Vendsyssel. Det samme er gældende omkring pigenavnet Ingeborg eller Ingeborre som vist her for Ingeborre Jensdatter = Ingeborg Jensdatter i Jerslev. Nogle præster skrev simpelthen et navn, som de udtalte det: Toer viser f.eks., at der nok har været 1½ stavelse eller 2 i udtalelsen af navnet, dvs. To-ar.

Der var også en udvikling i navnene over tider. Søren er f.eks. en dansk version af det tyske Severin (hvor v'et udtales som et f). Mellem Severin og Søren er der en overgangsversion: Søfren. Formen Søfren ses i hele Danmark. Skiftet fra Søfren til Søren er dog sket på forskellige tidspunkter i de forskellige egne i løbet af 1700-tallet eller før, og versionen Søfren har nok overlevet længere i de mindre befolkede egne i yderområderne end ved de større byer. Desuden anvendtes i Omsyssel f.eks. versionen Sørren, f.eks. i Niels Sørrensøn i nogle få tilfælde. Igen viser denne version, at det nok udtaltes Sørren med to tydelige stavelser i stedet for som i dag med 1½ stavelse. Man kan muligvis også i de allertidligste kirkebøger finde versioner som Søvren, Søffren og Seffren. Se versionen Sørren som indskrevet i 1798 i forbindelse med Karen Sørren Datter.

Hvorfor blev børnene så døbt, som de blev døbt? I gamle dage blev børn for det meste opkaldt efter deres bedsteforældre. Typisk blev den ældste søn og ældste datter opkaldt efter morforældrene, mens nummer 2 af hver blev opkaldt efter farforældrene. Hvis en af bedsteforældrene døde, kunne denne rangfølge dog ændres. Det var også forskelligt fra familie til familie og sogn til sogn, hvordan traditionerne var. I nogle egne af Danmark blev farforældrene taget før morforældrene.

Når så bedste forældrenes navne var opbrugt, var det ikke ualmindeligt, at børn blev opkaldt efter deres forældre. Søren Bertelsens sidste søn kaldes således Søren Sørensen, efter at Bertel og Jens er opkaldt efter farfar og morfar.

Skiftet fra Jensøn til Jensen skete også på forskellige tidspunkter afhængigt af præsten. Igen var det sådan, at jo tætter man er på en større by, jo hurtigere skiftes til "sen"-navnene. I nogle få kirkebøger kan man opleve, at den gamle præst skriver "Jensøn", derefter kommer en ung præst - måske fra Sjælland - og han skriver "Jensen". Da han skiftes ud, kommer der måske igen en gammel præst, som så skriver "søn" igen.

Overgangen fra patronymer (-sen + -datter) skete heller ikke på en dag. I de fleste sogne i Danmark er det nok sket omkring 1850 til 1870. I København og tildels de større provinsbyer var det meget tidligere, f.eks. har vi på denne hjemmeside allerede i 1842 dåben af Carl Theodor Svendsen i København, og hvis far hedder Niels Svendsen. Svendsen er således ikke længere et patronym men et efternavn. Man begyndte altså at bruge et fast -sen navn, så Christen Knudsens datter døbes Nielsine Knudsen og ikke Nielsine Christensdatter eller Nielsine Christensen. Men det kan godt være en rodet affære, og Christen Knudsen fik da også senere en datter, som døbtes Gjertrud Christensen. Nogle præster holdte sig til, hvad det første barn i familien var døbt: Havde det første barn et patronym, fik alle de efterfølgende det også, uanset om "nye familier" i samme sogn var skiftet til sen-navne.

Man kan se udviklingen fra søn til sen i en Jerslev-familie.Toerd Jensøn i Klæstrup i Jerslev sogn får en søn, der døbes Jens (og patronymet angives ikke), så i præstens tankegang, ville drengen altså hedder Jens Toerdsøn. Da Jens Toerdsøn senere bliver far til Søfren, kaldes han Jens Thoersen, og Søfrens navn bliver deraf Søfren Jensen. Da Søfren Jensen får sønnen Bertel, kaldes han Søren Jensen, og Bertels navn bliver altså Bertel Sørensen. Og sidstnævnte bliver jo senere også kendt under navnet Bertel Sørensen Langthjem.

Og glem ikke, at de fleste navne faktisk engang har haft en betydning. Tor ved de fleste er et old-germansk ord, som betyder "Torden". Søren udledt af Severin er fra latin, hvor det oprindeligt betød "Alvorlig". Jens hed i middelalderen nok Ienes, hvilket er udledt af Johannes, som kommer fra græsk og betyder "Gud er nådig". Christen er fra græsk og latin og betyder i sin allerældste betydning "Den salvede". Niels fra det middelalder danske Niklas er udledt af det græske helgendenavn Nikolaus, der betød "Folkets sejr".

Af kvindenavnene er Ingeborg olddansk sammensat af gudenavnet Ingi + hjælper, så det betød egentligt "Ingis hjælper". Ingi er i øvrigt en mand! Pigenavnet Inge er i øvrigt en kortform til navne med Ingi + nn, og det er således i sin oprindelse et mandenavn. Anna/Anne er en kortform til det græske Ioanna, der er afledt af mandsnavnet Ioannes, så det svarer til f.eks. Johan, Hans, Jens mv. og betyder derfor "Gud er nådig". Mette er en kortform af Mechtild ligesom Mathilde, og det har altså således oprindeligt betydet "Magtkamp".

Ja, sådan kunne vi blive ved omkring navnes betydning. Der findes mange bøger på biblioteket omkring dette emne.

Om navne på Randers-egnen

Præsten Niels Lachmann citeres i Fra Randers Amt 1915 af G. Tegner for udtalelser specielt om navnetraditionen på Randers-egnen. Dette er nedskrevet i 1743:

"Nomina Propia ere her ikke anderledes end i almindelighed over alt i Jylland, dog finder ieg i Kirkebogen at eet barn er 1731 døbt i Svenstrup Kirke med det navn Oldbrand, andre steder her i Landet bliver Christen Kaldet Chræn, men her er icke een, der vil kaldes Chræn, men Christen, Ole bliver af nogle faa Kaldet Wolle. I steden for Morten siger nogle Mot dog er det ey at forstaa om fornaunet, men om Faderens Navn, saa siger Bonden for Kortheds Skyld, Anders Mot det er Anders Mortensen, Jens Mot, det er Jens Mortensen.

Videre har ieg ikke denne Gang at fremføre til oplysning og forklaring paa anførte Poster.
W. Tørslef D. 10. July 1743

Hvor høje var vores forfædremænd?

Hvor høje var vores forfædremænd?

Ved hjælp af lægsrullerne får man oplysninger om drenge og mænd, som de er indskrevet i forbindelse med session til militærtjeneste, der blev opretholdt meget ofte i gamle dage, da der var mange krige.

I den forbindelse får man også oplysninger om, hvor høje de var – og dette indskrives fra ca. 18-års alderen. I forbindelse med mændene på denne hjemmeside er der fundet følgende oplysninger:

Familien Mejlby:
1,70 meter: Peder Nielsen Meilby fra Mejlby i Brostrup sogn i 1841, hvor han er 24 år gammel
1,69 meter: Niels Christensen fra Simested i 1817, hvor han er 38 år gammel
1,63 meter: Niels Jensen Vognsen fra Grynderup i 1798, hvor han er 19 år gammel

Familien Knudsen:
1,71 meter: Christen Knudsen Jespersen fra Edderup i Sem sogn i 1856, hvor han er 22 år gammel
1,63 meter: Jesper Christensen fra Sem i 1834, hvor han er 28 år gammel
1,60 meter: Søren Pedersen fra Edderup i Sem sogn i 1789, hvor han er 18 år gammel

Familen Møller:
1,71 meter: Christen Sørensen Fur fra Skrødstrup i 1831, hvor han er 27 år gammel
1,71 meter: Søren Madsen Møller fra Skrødstrup i 1795, hvor han er 34 år gammel

Familien Jørgensen:
1,69 meter: Jørgen Rasmussen fra Voldby i 1834, hvor han er 24 år gammel
1,66 meter: Peder Jensen Overgaard fra Levring sogn i 1801, hvor han er 28 år gammel
1,63 meter: Rasmus Jørgensen den ældre fra Voldby i 1800, hvor han er 24 år gammel

Familien Svendsen:
1,64 meter: Niels Svendsen fra Svindinge i 1830, hvor han er 25 år gammel

Familien Sørensen:
1,63 meter: Bertel Sørensen fra Jerslev i 1789, hvor han er 33 år gammel
1,60 meter: Søren Bertelsen fra Jerslev i 1824, hvor han er 30 år gammel

Og de festede løs i Mejlby i Brorstrup sogn

Henning Henningsen har skrevet en artikel om sine forfædre, som er trykt i Fra Himmerland og Kjær Herred 1984 og har den lange titel: Gårdmand Niels Kristian Kristensen Mosbæks erindringer fra Vesthimmerland ved midten af 1800-årene. Det er naturligvis meget Mosbæks slægtshistorie, men midt i det hele er der en lille historie om Mejlby.

Som overskriften siger, boede familien i Mosbæk i Giver sogn en 7-8 kilometer nordvest for Mejlby. Da han fortæller, at hans storebror er 27 år gammel i forbindelse med historien, og og denne Hans Christensen er født den 3. september 1849, burde denne historie altså foregå ca. 1876. Der er 2 års forskel på alderen på de 2 drenge, så Niels Christian må have været 25. Kristensen Mosbæks erindringer er fra, hvad han kan huske, og det var ikke altid helt rigtigt, men god til at fortælle er han, og han gennemgår årstiderne på Mosbæk.

Så bliver det påske, og Kristensen Mosbæk fortæller:
Om påsken fik vi fint brød og kød og flæsk. Påskemorgen fik pigerne og karlene fire kogte æg hver, og drengene to og varmt øl. Så spillede vi om æggene med pigerne. De kunne ikke spise så mange på én gang, sagde de; de ville spille dem bort, og de tabte gerne. Vi kunne spise en 5-6 af dem påskemorgen. Påskedag var vi i kirke, og så om aftenen til legestue. Tirsdag måtte der arbejdes, og så gik det rask. Far sagde, at da vi havde haft så mange frihedsdage, måtte vi da være udhvilede, og vi sled, for hvis vi blev bagefter, var det ikke far tilpas. Så fik vi ikke lov at gå i byen, og gå uden lov, det gik ikke an. Vi måtte spørge om at gå, og sagde han nej, måtte vi blive hjemme.
Min bror på 27 og jeg fulgtes altid ad; var den ene hjemme, blev den anden også. Jeg kan ikke huske, vi har gået uden lov mere end to gange. Det var om høbjergningen en søndag; vi rev i engen hele formiddagen, og da vi så havde holdt middag, sagde far, at nu kunne vi pille barken af nogle grantræer om eftermiddagen, og så gik han i byen. Da vi så havde pillet af et hver, sagde bror, som var den ældste: Det er uret af far, at han vil forlange, at vi skal arbejde, og han går i byen. Skal vi ikke også? Det blev vi enige om, og vi gik ind og pyntede os.
Så sagde mor: Men hvad tror I, far vil sige, når han kommer hjem? Det er vi ligeglade med, for det er uret, at han vil forlange os til at arbejde hele dagen, og han går i byen. Og så gik vi. Men vi vidste ikke, hvorhen vi skulle gå, så blev vi enige om, at den ene skulle smide sin stok så langt, han kunne, og den vej, krykken vendte, den vej skulle vi gå.
Den vendte mod syd, og den vej gik vi så og kom til Mejlby [i Brorstrup sogn], og dér var dans, så det blev meget sildigt [sent], og vi kom ikke hjem før mandag morgen, og folkene sad ved davren. Vi ventede en ordentligt skældud, men far sagde: Velkommen hjem! og aldrig et ondt ord.

I øvrigt kommer Mosbæk også ind på Klysner-familien, som du også kan læse om på siden Mord og svindel. Mosbæk skriver:
Så var det en høst; jeg var vel 7 år og skulle gå op i marken med mellemmad til to piger, der bandt korn. Det var skik, at de skulle have en dram til maden, dog drak de sjældent noget. Der kom dog en halv pægl brændevin med i tejnen. Da jeg kom halvvejen, satte jeg mig og ville se, hvad der var i tejnen. Jeg tog flasken og tog en lille tår, og da jeg så kom op til pigerne, og de fik deres mad, sagde de, at jeg måtte gå igen. Men jeg ville have tejnen med, og det fik jeg så. Men så satte jeg mig igen og drak det, der var i flasken. Da jeg så kom hjem var far ved at sætte stak. Jeg ved ikke, om han kunne mærke noget, men han spurgte, om pigerne drak al brændevinen. Ja, sagde jeg. Gav de dig ikke en lille tår? Jo, en bitte tår. Men så skulle han have en stige flyttet. Det kan jeg gøre! Og jeg løb til og tog den, men fik hovedet mellem to tremmer og faldt bagover. Der lå jeg, men far kom mig snart til hjælp og fik mig op og ind i seng. Jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede om natten, var jeg vild og sprang ud af sengen, og far måtte op og få mig til bevidsthed. Han fik mig igen i seng, men jeg blev meget syg et par dage.
Da jeg så kom op, begyndte jeg at gå i skole til en, som hed J. Klysner. Han var en rar mand, og vi kunne gøre, hvad vi havde lyst til, så I kan nok forstå, det gik lystigt. Han var der et par år.

Mosbæk slutter af med at fortælle om Klysners tur til Skørping for at hente helligt vand. Men kom han nogen sinde til Skørping? Den historie må du låne årbogen på biblioteket, såfremt du vil læse den.

Antal danskere gennem tiderne

I bogen Den danske stamme skriver Hans Kornø Rasmussen om befolkningstallet i Danmark gennem tiderne, og her er et kort resumé fra denne (foto fra Sankt Nikolaj kirke i Kolding):

Hans Kornø starter med at sige, at ”danskerne” består af ca. 3000 generationer. Tænk dig, hvor mange mennesker, der kunne være i dit stamtræ, hvis vi kendte alle 3000!

År 9500 før Kristus:

Istiden afslutter, og skovene breder sig i Nordeuropa. Bosættelsen af Danmark tager fart, men der er næppe mere end 1000 mennesker i hele det nuværende Danmark.

År 4000 til år 2000 før Kristus:

De første primitive landbrug dukker op. Man begynder at bosætte sig fast samme sted. På grund af øget fødeproduktion er befolkningstallet nok steget til 60.000. Den gennemsnitlige levealder var mellem 20 og 35 år, og kun en tredjedel nåede at blive voksne.

År 2000 til år 500 før Kristus:

Bronzealderen afsluttes, og jernalderen starter, mens befolkningstallet ikke vokser så forfærdeligt hurtigt.  Landsbyerne Hem og Sem syd for Mariager Fjord er højst sandsynligt grundlagt i denne periode, hvilket antydes af navnene: ”Bebyggelsen på højen” og ”Bebyggelsen ved søen”.

År 500 før Kristus til år 0:

I denne periode grundlægges en masse landsbyer – disse ender i dag på ”um”, ”inge”, ”lev”, ”løse” og ”sted”. Bønderne blev for alvor bofaste. Der er nu et overskud af mennesker i forhold til, hvor meget skov, som er ryddet til landbrugsjord. Dette medfører, at kimbrerne fra Himmerland og Teutonerne fra Thy samler en større flok, som sendes sydpå, hvor de fleste af dem bliver sammensmeltet med Bøhmerne, dvs. de nuværende tjekker, som vi altså deler blod med.

År 0 til år 200:

Danmark bliver for alvor et tæt befolket bondeland med marker, enge og overdrev. Der findes ingen gæt på, hvor mange der levede her på daværende tidspunkt.

År 200 til 700:

Den ældste dansker, som kendes med sit navn, er fra denne periode. Han dør i år 515 i Frankrig og hedder Kong Chochillaicus. I år 700 skønnes der at bo 250.000 mennesker i Danmark. I 600-tallet bliver herrederne grundlagt. Hvert herred var en militær enhed, der skulle stille med 120 krigere. Et gæt er, at et landbrug i gennemsnit bestod af 7 personer og 6 slaver.

År 700 til år 900:

Den danske stamme omtales for første gang i år 714. Befolkningstallet vokser til 500.000. Mange af byerne, som ender på ”by”, f.eks. Mejlby, er fra denne periode.

År 900 til år 1050:

Vikingerne raserer Europa. Gruppen af sørøvere var ikke særlig stor. De fleste danskere jo var bare bønder eller slaver.

År 1050 til 1240:

Vejret arter sig i perioden med milde og tørre vintre. Der er ingen større epidemier. Kirkerne blev bygget, og landbrugsproduktionen voksede. Der var dog hunger i kortere perioder, f.eks. omkring 1090. Der grundlægges ca. 2000 nye landsbyer, og befolkningstallet vokser fra 500.000 til mellem 800.000 og 1 million (Hvis en million er rigtigt, tager det 550 år, før vi igen når det tal, hvilket sker i år 1811). Der udflyttes gårde til nye byer, der ender på ”rup”, f.eks. Grynderup, hvilket betyder torp alias en udflyttet gård. Første led er som regel gårdmandens navn.

År 1240 til 1350:

Den forventelige levealder er nu 40 år, men den sorte død florerer, og befolkningstallet falder. Efter år 1330 falder kornpriserne, da der er økonomisk krise i Europa. I årene 1348 til 1350 florerer pesten, og befolkningstallet halveres i Danmark på 3 år. Mange landsbyer forsvinder, og kirker bliver nedrevet. Læs om Hubæk og andre forsvundne landsbyer på siden Familien Knudsen.

År 1350 til 1645:

Befolkningen vokser langsomt men alligevel. I år 1645 holdes den første folketælling men kun øst for Storebælt. Der blev kun talt personer, som var over 15 år gamle. Resultatet var 180.731 personer, inklusive 5.038 personer, der var så fattige, at de fik deres egen plads i statistikken. Hvis resultatet var Sjælland og øerne bliver overført til hele Danmark, skulle det betyde, at der i 1645 lever 558.500 mennesker i Danmark. I København boede der nok 40.00 mennesker.

År 1645 til 1660:

I april 1654 kommer pesten igen til Danmark fra Danzig eller Königsberg. Den spredte sig som en lynild til hver en krog af København. De rige forlod byen. Da vinteren bliver hård, og frosten slog pesten ihjel, var resultatet i februar 1655, at 10.000 indbyggere var døde i København. Krigen mellem Danmark og Sverige bryder snart ud. Foruden svenskere, overstrømmes Danmark nu af tyskere og polakker. Der mangler mad, og de udenlandske soldater slås med de danske bønder om den, og der var ikke engang nok til de danske bønder. Det var især i sydjylland, at det gik ud over befolkningen (Læs siden Skatten i Viuf). 10 år senere er 20% af danskerne slået ihjel af udenlandske soldater eller døde af pest, så befolkningstallet er ned på 460.000.

År 1660 til 1669: Anslået 434.000

År 1670 til 1679: Anslået 483.000

År 1680 til 1689: Anslået 521.000

År 1690 til 1699: Anslået 554.000

År 1700 til 1709: Anslået 603.000

År 1710 til 1719: Anslået 654.000

År 1720 til 1729: Anslået 667.000

År 1730 til 1739: Anslået 702.000

År 1740 til 1749: Anslået 728.000

År 1750 til 1759: Anslået 758.000

År 1760 til 1769: Anslået 788.000

År 1770 til 1779: Anslået 810.000

År 1780 til 1789: Anslået 836.000 (folketællingen 1787 er ikke særlig præcis)

År 1790 til 1800: Anslået 865.000

År 1801: Den første korrekte folketælling gennemføres: 925.680

År 1811: En million indbyggere i Danmark

År 1834: 1.223.797

År 1840: 1.283.027

År 1845: 1.350.327

År 1850: 1.407.747

År 1855: 1.499.850

År 1860: 1.600.551

År 1870: 1.784.741

År 1880: 1.969.039

År 1890: 2.172.380

År 1901: 2.449.540

År 1911: 2.757.076

År 1921: 3.267.831

År 1930: 3.555.656

År 1940: 3.844.312

År 1950: 4.281.275

Ovennævnte er et sammendrag af 173 sider, så du må på biblioteket og låne bogen, hvis du vil læse meget mere om dette interessante emne.

Danish grandfather clocks in US or Canada

Are you living in United States or Canada, and do you have a Danish grandfather or wall hanging clock which is labeled with ”Bertel Langthiem” or ”Bertel Sørensen Langthiem” or any other clock that is labeled with ”Jerslev” or “Jens Petersen”, we would be grateful to hear from you. We want to know about the clocks from Jerslev parish in Denmark that exist today in United States and Canada. Please, write to henrikmejlby@yahoo.com in Denmark with your e-mail, and we'll contact you to get further information about your clock.

If you are the owner of a "Christen Dauw"-clock from the town of Fredericia in Denmark, we would also be grateful to get information about your clock.